Efter safarioplevelserne i Chtiwan, gik turen endnu engang med en lækker bus, men denne gang til turistbyen Pokhara. Byen er spækket med souvenirsbutikker, restauranter og barer, og ligger i idylliske omgivelser med søer og bjerge. Trods lækre omgivelser gik dagene i Pokhara mest på værelset, eftersom Jesper lå syg stort set alle dagene. Da han igen var på benene efter en 3 dage med utallige toiletbesøg og snakken med Ulrik, var vi en tur på søen i robåd. Det var da flot nok, men uoverskueligt hårdt. Selvom man skulle tro, at sådan en omgang roen kunne ryste os, valgte vi at melde os til en to-dags raftingtur den efterfølgende dag. Vi var glade, på toppen og klar til mere fysisk udfoldelse og ej at forglemme vanvittige klar på at vise hvad vores prominente biceps var lavet af! Tidlig morgen stod vi klar ved bussen som skulle transportere os hen til hvor fra raftingen skulle begynde. På vej derhen gjorde vi et enkelt stop for at samle vores andre ro-venner op, hvilket vi selvfølgelig håbede var nogle søde piger eller noget.. Men nej.. Det var 10 højtrystende, irriterende og uduelige indiske drengebørn. Vi prøvede at bevare roen og tænkte at det skulle sku nok blive fint nok, men det lykkedes ikke rigtig og vi havde mere eller mindre fået nok af dem, efter en halv times kørsel i bussen.

Vi ankom til startdestinationen og gjorde klar til afgang. Af sted det gik og vi padlede på livet løs, eller jesper og jeg gjorde, da inderne ikke fattede at ro i stedet for at smadre pagajen ned i vandet som var det et springvand de prøvede at lave. Sprøjten med vand var en gennemgående disciplin for disse drenge, som lavet til raftingturen om til en sejlende vandkrig, som vi sad midt i. Det var meget sjovt de første par gange, men at få fyret en spand vand i hoved fra en meters afstand to dage i træk blev en anelse trættende. Man skulle tro vandplasken og uduelig var nok, men næ nej. De var alle sammen utrolig grådige og tænkte bestemt ikke på andre end dem selv.. Så vi skulle virkelig være oppe på mærkerne for at få tilkæmpet os en portion mad, før det var væk. Der var måske også meget heldigt at vi ikke fik overspist os selv, da der på de to dage ikke var nogen toiletfaciliteter udover skovbunden, og vi i forvejen har lidt troubs med mavsen.

Da vi friske og udhvilet vågnede efter en nats søvn i et meget lille topersoners telt, gik turen videre ned at floden, inden vi noget endestationen. Her blev vi hentet af en bus, som vi skulle med tilbage til Kathmandu med. En propfyldt bus med lokale, lugtende nepalesere resulterede i at vi fik os en rigtig lækker tur på taget af bussen i stedet. Nu er vi så tilbage i Kathmandu, hvor vi nyder sidste dag inden turen på 15 dages gang mod Mount Everest sættes i gang fra i morgen af.