Namasté

Turen fra Kathmandu til Chitwan var noget af en blandet fornøjelse. Det startede tidligt om morgenen, hvor vores guide skulle følge os hen til bussen. Han var en nydelig herre med en rigtig lang nørdhestehale, pæn i dresset osv. osv. Vi blev velmødt, og han tilbød os at bære en af vores tasker. Det blev så kun Jespers taske han bar. Men af sted det gik, og måske en anelse for hurtigt vil nogen mene.I hvert fald faceplantede han noget så grusomt foran en politibetjent, som venligt forsøgte at hjælpe. Der lå han så, så lang han var og med jespers taske midt på vejen. Ligeså hurtigt som han faldt, var han oppe igen og lod mere eller mindre som ingenting. Det tør godt siges at Jesper og jeg ikke havde nær så let ved at lade som ingenting. For sørensen det så sjovt ud, og vi var ved at bryde sammen af grin, men vi ville ikke ødelægge nogen stemning, så vi modererede os. Da vi var kommet på benene igen, og ankom til bussen havde vi 6 forfærdelige timer forude. Det er mildt sagt, at sige at vejene er ujævne hernede og det hjælper bestemt heller ikke at chaufføren køre som en brækket arm. Efter 6 timer i bus, inkluderende et uheld på bjergvejen, ankom vi til vores hotel i Chitwan. Vi nåede lige at smide vores tasker på værelset før vi smidt op på en jeep, som kørte os ud til elefantopdrætningsstedet, hvor vi gik rundt i en times tid og så på elefanterne i fangeskab. Senere den aften stod den på lokal folkedans, eller hvad man nu kunne kalde det. Vi sad i hvert fald og så på nogle knægte danse rundt med kæppe, hvilket nu var meget fornøjeligt de første 5 min.

Næste morgen stod vi klar i gården kl. 07, hvor turen gik med kano dybere ind i nationalparken. Inden vi nåede vores udgangspunkt i junglen, mødte vi en vild krokodille som lå i vandoverfladen, da vi kom sejlende forbi. Da vi kom sikkert på land, fortalte vores lokale safari-guide os, hvad vi skulle være særligt opmærksom på i junglens vilde buskads. The big 4 her i nepal er næsehorn, tigere, bjørne og vilde elefanter. Hvis vi mødte et næsehorn, skulle vi enten kravle 2 meter op i et træ, eller løbe i zigzag og smide vores ting, så den ville stoppe og bide lidt i dem. Hvis elefanten kom, skulle vi løbe ind i tæt buskads, da den pga. størrelsen, ikke kan løbe derind. Hvis det var tigeren, var der ikke så meget at gøre, andet end at bakke lige så stille og håbe på det bedste. Bjørnen, som nok er det mest aggressive dyr, kunne vi hverken løbe fra, eller kravle fra. Guiden sagde: "Do or die". Vi skulle slå den på næsen med en kæp indtil den løb væk. Så gik turen ellers derudaf! Det første vi så var et vildsvin. Den løb hurtigt væk igen og så fulgte en times tid med spor og biller. Pludselig kom en stor flok hjorte løbende på tværs af os, og da vi fulgte lidt efter, fik vi øje på et næsehorn, med dens baby. Det var i sådan en situation, man mindst ville møde et næsehorn. Babyen løb væk og moren havde færten af os. Guiden fortalte at den gjorde klar til angreb, så vi skyndte os væk. Efter denne livsfarlige episode, var der ikke så meget mere at komme efter, så vi vendte snuden hjemad.

Da vi kom hjem stod der en frokost klar til os, inden vi igen skulle ud i den vilde natur. Denne gang var det med jeep det forgik og vi kørte rundt inde i junglen, uden egentligt at se skyggen af the big 4. Det blev mest af alt til syn af påfugle, hjorte, aber osv. Midtvejs på jeepturen gjorde vi stop ved en krokodillefarm, hvor vi så forskellige årgange af krokodiller. På tilbagevejen var vi dog så heldige at vi så næsehorn op til flere gange. Først var fra en udkigspost, og senere stod der en og græsset ganske få meter fra vejen. Selve turen var væsentlig bedre end hvad vi giver udtryk for.

Sidste dag i Chitwan stod i elefantens tegn. Det var dagen hvor vi skulle på elefantrygssafari og efterfølgende ud og bade med elefanterne. Vi har desværre ikke nogen større desperation, for at komme tilbage på ryggen af elefanter og snuppe en tur mere. Man sad mest af alt virkelig ubehageligt i den lille trækurv, hvor vi var presset fire mennesker ned i. Jesper og jeg sad dog med fronten fremadrettet og kunne dermed se hvor vi gik hen af osv. Men det viste sig ikke at være nogen synderlig fordel, da hele vores tur mere eller mindre gik ud på at sørge for ikke at få grene, spindelvæv mm. i ansigtet. Udover det så vi heller ikke nogen dyr udover et par hjorte, så det var bare lækkert.

På vej tilbage til hotellet fik vi dog en lille oprejsning, da vi så to elefanter der var ved at komme i kambolage med hinanden, hvor der på den ene sad to rædselsslagende japanere. Da vi kom hjem til campen, blev vi nærmest angrebet at personalet med knuste farvekridt. Det var åbenbart en slags festival for farver og venner. Så vi fik eller smurt noget farve i ansigtet og Jesper fik lidt på kameraet, som billederne viser. Det var nu meget sjovt, og inden frokost gik turen ned til vandkanten, hvor elefanterne badede. Mads havde en taberelefant og Jesper havde en nice elefant. Billederne fra Chitwan taler for sig selv.