Mount Everest.. Så landede redningshelikopteren i Kathmandu og Jesper og Ricky blev straks fragtet til hospitalet, hvor Jo og Mads var med som følgesvende. Ricky led af højdesyge og havde en smule væske i hjernen, hvilket ikke gjorde han synderlig mere unormal - tværtimod! Jesper led af noget udefinerbart, så lægerne tog prøver mod alverdens sygdomme lige fra Malaria til ondt i maven. Han blev indlagt på hospitalet i tre dage hvor rectal medicin var hverdagskost. Anyway, vi er da vidst startet helt forkert ud her, så lad os lige springe nogle dage tilbage..

Mount Everest! Klatring til Everest Base Camp, som ligger 5364 meter over havets overflade. På papiret så vi frem til en oplevelse for livet - og det var det næsten også. Vi så meget frem til at komme af sted, men da vi på første dagen hørte at vi skulle starte ud med en indenrigsflyvning til verdens farligste lufthavn Lukla, var vi ikke specielt utilfredse med, at afgangen blev skubbet til næste dag pga. dårligt vejr. Man havde bestemt ikke lyst til, at flyve ind i verdens farligste lufthavn midt i en "thunderstorm". Med modet yderst på tøjet, var vi mere end klar til at komme om bord på den skide flyver og lande i Lukla, hvor det nok bør nævnes, at landingsbanen ligger op af bjergsiden og er 60 meter højere i toppen end i bunde. Dertil skal det siges at flyet ikke var nogen airbus, men et lille propelstyret fly med plads til 15 tætpressede mennesker siddende lige bag piloten. Nej ikke noget cockpit eller noget. Vi kan garantere at da samtlige passagerer så landingsbanen fra luften, spredte der sig en ny aroma i flyet, da størstedelen sked i bukserne.

Første dags trek var ikke slemt. Det var tre timer i flot sceneri og godt humør, trods solen sjældent kiggede frem. Vi overnattede i Phakding i 2610 meters højde. Dag 2 var en helt anden fortælling, hvor lægmusklerne for første gang rigtig blev testet. Det gik mildt sagt opad! Vi spurgte vores guide hvor længe vi skulle gå under disse forhold. Og med et bredt smil, som fik os alle til at rase af utilfredshed, sagde han 5 timer. Ja, dag 2 var et mareridt. Hårdt arbejde. Hård vejrtrækning. Den kan sammenlignes med den dag hvor man får af vide at julemanden ikke findes - skuffende. Vi lød alle sammen mere eller mindre som en rigtig gammel mand, som tilfældigt sidder placeret i bussen, og hvor resten af bussen kan høre hans vejrtrækninger og spekulere om han stadig er i live når hans stoppested kommer.

Nu har vi efterhånden bragt vores medgangere på banen et par gange, så hvorfor ikke lige hurtigt gennemgå gruppen. Vi var i alt 15 personer på turen, hvor af de første 4 var vores flittige bærere (Drenge i alderen 19-28, som hver dag gik samme tur som os, bare lige med den lille bagdel, at de skulle bære vores bagage). Så mens vi var døden nær, kom de næsten løbende forbi op af bjerget med omkring 20 kilo på ryggen, uden næsten at puste. Vi sagde til os selv utallige gange at vi ikke burde brokke os over hvor hårdt vi havde det, meen det var vidst bare mest af sympati, og vi faldt hurtigt tilbage i samme bane af brok igen. De næste to personer var vores guider. Vi havde vores Captajn, Maski, som var lederen i gruppen og hver dag gik bagerst i gruppen, for at sørge for at alle var med. Skide fin fyr, som havde været i branchen i 20 år, så han vidste hvad han foretog sig. Han havde en assistent guide, som ledte an hver dag. Hans navn var Rama, og det var han der satte tempoet! Det sætter os nu tilbage med resterende 9 personer, hvor Jesper og jeg er inkluderet, og os springer vi let og elegant over. Det efterlader os med 5 englændere og 2 finlændere, hvilket positivt nok ikke efterlader nogen større sprogbarriere. Englænderne var henholdsvis Ricky 30, Jo 30, James 30, Page 22, Tim 60. Fra Finland havde vi to ældre søstre med, som givetvis ikke havde studeret engelsksproget synderligt meget, hvilket de nok led under hele turen.

Efter overvejelser om hvorvidt vores stoppested nogensinde ville komme, ankom vi endelig til Namche Bazar, som skulle være tilholdssted for os de næste 2 nætter i 3420 meters højde. Da vi var indlogeret på værelset kunne vi se frem til en hviledag den efterfølgende dag. Eller ja, hvad vi troede var en hviledag, var åbenbart i Nepal en rask gåtur på 6 timer op ad bakke. Her stoppede vi for frokost på verdens højeste 4-stjernet hotel kaldt Everest view Hotel. Her skulle vi nyde frokosten, med vore første udkig over Mt. Everest, men der var desværre en sky der konstant dækkede for synet af Everest. Det var jo bare uheldigt, så vi måtte tilbage til vores tea-house igen. Dag 4 skulle vise sig at være en ganske fornøjelig dag hvor vi gik op til Tengbuche (3870m). Her var en gammelt munketempel som vi var inde at se, mens de lokale munke slog sig løs på hvad de kalder en fodboldbane. Dag fem startede nedad, hvilket var en god følelse efter 4 opadgående dage. Vejret var svingende, og sveden brusede frem under alt ens tøj, som efterhånden ikke var specielt vellugtende - det skulle vise sig ikke at blive bedre, eftersom man gik i det samme tøj i alle dage, uden vask, plus man sov i det hver dag, pga. den næsten ulidelige kulde om natten. Dag 5 sluttede i Dingboche i 4730 meters højde. Dag 6 var endnu en "hviledag", hvor vi rigtig skulle vende os til højden for ikke at blive højdesyge, og vi havde for længst passerede trægrænsen, så det kun var rå klippe.Dag 7 gik det opad, men det var ikke helt som de andre dage, for hele natten havde det sneet, og det var ikke stoppet for vores skyld. Vi måtte ud i en mild snestorm og gå flere timer, hvilket både var ulideligt for fingre, tæer og egentlig resten af kroppen. Halvfrossen og ilde tilredt ankom vi til Lobuche (4930m). Her gik det for alvor op for os var vi kun var en dag fra Everest Base Camp! Det gik også op for Jesper, at det snart var to uger siden han sidst havde været syg, hvilket straks resulterede i at han begyndte at føle sige værre. Dag 8 var en lang dag, og vi startede ud med 3 timers gang inden vi kom til Gorak Shep (5160m), som var sidste by inden Base Camp! Her stoppede vi for frokost inden vi satte af sted mod turen mål. Her skulle vi også lige en 3 timers tur op til base camp, inden vi kunne kalde os vindere af tour de Nepal 2011. Jesper fik det værre og værre. Efter tre helt forfærdelig timer var vi der!(Base Camp 5364m). Det var så skide koldt, vi skulle skide, og ville bare tilbage. Vi fik klaret formaliteterne, som kram, skål, gruppefotos og jeg kunne blive ved, inden turen gik tilbage til Gorak Shep, hvor natten skulle overstås. Jesper fik det lidt bedre, men så fik han det meget dårligere igen. Jesper gik på hovedet i seng da vi ankom til tea-houses i Gorak Shep. Måske fik han rystet hovedet for mange gang inden han lagde sin i soveposen, der ved 16-17 tiden. Han havde i hvert fald brækket sig ud over hele gulvet på værelset og jeg trippede straks ned og hentede vores guide i fællesrummet, og blev der for en stund. Her fik jeg et enestående tilbud af guiderne. Eller det gjorde hele gruppen nu. Det var en morgen udflugt til Kala Pattar (5545m), som efter sigende skulle være det bedste sted i Nepal for at få et godt view over Everest. Det kunne jeg bestemt ikke sige nej til, da det var endnu en tretimers gåtur, - meget opad! Vi var 2 ud af 9 der var dumme nok til at sige ja til dette tilbud. Men hvem havde troet at tre timer med start kl. 4.30 om morgenen i -20 grader ikke ville have været piece of cake? Ja troede i hvert fald det ville, men jeg tog så gruelig fejl. Det var 3 timer i helvede og næh så godt et billede fik jeg heller ikke. Jesper havde i mellemtiden fået det værre. Da jeg stivfrossen fik pakket mit kamera ned i tasken igen løb jeg ellers hele vejen ned at bjerget igen, bare for at få varmen og komme ned fra højden, som også var ved at nage mig. (højdesyge). Da vi kom ned var vi andre lige stået op og var i gang med morgenmaden. Eller 5 af dem var. Jesper og Ricky var allerede på vej ned, da de begge havde det for dårligt til længere at blive i denne højde. Resten af dagen så vi ikke meget til de to svæklinge. Eliten gik denne gang bagerst ført af Page og mig, som jo stadig var i topform efter at have besteget Kala Pattar.. Eller ikke. Jeg måtte for første gang bøje mig ned i sølet og indrømme jeg havde det rigtig skidt. Guiden hev mig op fra at ligge halvdød på en sten, for sammen at løbe ned at bjerget, hvilket skulle vise sig at være en virkelig god ofring, da det straks fik mig til at føle bedre. Midt på dagen kom vi endelig til vores frokoststed, hvor vi fandt Jesper og Ricky liggende på bænkene indenfor viklede ind i tæpper i håb om at få varmen tilbage i kroppen. Ingen havde rigtig lyst til mere på dette tidspunkt, og jeg så mit snit til at spørge Maski og det ikke var på tide at overveje redning! Han var enig og ikke kun Jesper og Ricky lysnede op, men Jo, Rickys kæreste og jeg, var begge enige om det var en god i det, eftersom det så kunne være en undskyldning for os også at komme tilbage til Kathmandu 3 dage før tid. Alt gik op i en højere enhed, og vi gik alle fire ombord på redningshelikopteren og kunne se frem til ikke at skulle gå mere i denne omgang. På vejen til KTM måtte vi lige et hurtigt smut forbi Lukla for at tanke helikopteren, eller i hvert fald et stop så piloterne kunne få en kop te. Vi fløj en times tid i en rystende helikopter og Jesper med sikker hånd omkring brækposerne og var endelig tilbage til starten af dette indlæg.

Nu går turen til Filippinerne! - følg med når der kommer anekdoter derfra. Hey