Hidtil har vores saga vaeret saerdeles episk i sin form, men den forgangne tids utallige nederdraegtigheder har tvunget os til at tage drastiske midler i brug, saaledes har vi - undtagelsesvist - valgt at aendre vores hidtidige praksis omkring vores beretning. Vi har valgt noget saa absurd som at bruge sagprosa til at fortaelle vores beretning om vores rejse til München og Nürnberg, i den tyske delstat Bayern, samt det horrible beurokrati og resursespild i dette omraade - da dette er den eneste maade at yde denne historie retfaerdighed.

Vores oprindelige maal med at rejse sidste tirsdag blev udskudt, da vi opdagede at det tog vi havde taenkt os at tage med, viste sig at kraeve pladsreservering, og var det sidste tog til München den dag. Derfor tog vi i stedet paa Sleep-In for at sove og vente til at tage det foerste tog naeste dag. Paa Sleep-In mödte vi en punker ved navn Raffaell, som vi ogsaa tidligere havde mödt paa Sleep-In, og det viste sig at han ogsaa var paa vej til München naeste dag. Derfor valgte vi at slaa os sammen paa rejsen, paa trods af at hans engelsk var endnu mere ubehjaelpeligt end Jeans tysk (for ikke at tale om Robins tysk). Vi tog et tog omkring kl. 10 om morgenen, og da det viste sig at det kostede omkring 120 euro for togturen, valgte vi at pröve lykken ved at hoppe om bord paa toget uden billet. I Danmark er det normalt saadan at gratister smides af toget, hvorefter der bliver ringet til det naeste tog om ikke at tage folk med op medmindre de kan vise billet - saadan er det bestemt ikke i Tyskland. Vi kom saa langt som til Leipzig hvor vi blev smidt af toget og hvor politiet ventede paa os. Vi blev taget ind paa banegaardens politistation og maatte blive der i tre timer.

For at fuldt ud forstaa det beurokrati vi saa lesterligt blev smurt ind i de naeste par dage, foeler vi at det er noedvendigt at beskrive hvad der skete paa den politistation. Foerst blev vi sat i et ventevaerelse, der var overvaaget fra kontoret paa stationen. Derefter blev Raffaell hevet ind til afhöring. Saa spurgte de til hvem der kunne tysk og da kun Jean kunne nogenlunde tysk fandt de det nödvendigt at hente en tolk (altsaa en tolk der kunne dansk og ikke bare en betjent der eksempelvis kunne engelsk). Herefter blev Jean hevet ind til afhöring. Afhöringen var i sig selv lige saa taabelig. Foerst blev alle vores data tjekket med den danske ambassade (Vores navne blev blandt andet stavet med fonetisk alfabet i telefonen - det vil sige hele ord for hvert bogstav) og da der ikke stod adresse i vores pas maatte vi skrive det ned og ogsaa faa dette tjekket (dette blev gjort af en anden betjent end den der afhörte os). Saa blev proceduren - i Jeans tilfälde - först fört udelukkende paa tysk, og derefter ankom tolken (en yderst venlig gammel tysk dame, der selv havde laert sig dansk fordi hun havde mange danske venner), saa betjenten igen maatte gentage det hele paa tysk og tolken maatte gentage det paa dansk. Det indebar blandt andet at vi fik at vide at det var ulovligt det vi havde gjort (surprise!), vi skulle komme med udtalelser om hvorfor man havde gjort det (dette var vi imidlertid nödt til at gentage omkring 5 gange i löbet af forhöret, paa trods af den yderst enkle formulering: "Fordi vi synes det var dyrt") samt vi fik at vide at vi kunne kontakte vores advokat eller den danske ambassade hvis vi önskede (det lykkedes os begge at undertrykke de eller presserende latterudbrud nok til at sige at det dog var unödvendigt). Herefter maatte vi underskrive omkring 5 dokumenter hver, hvorefter vi fik lov til at gaa (altsaa da alle tre afhöringer var slut, man kunne jo naturligvis ikke före afhöringerne paa samme tid, naar man ser paa alvoren af vores forbrydelse). Vi har derefter regnet paa at der har vaeret omkring 8 betjente (blandt andet skulle der en - meget bidsk - betjent til at fölge en ud til toilettet, dog fik man allernaadigst lov til at ordne sine sager bag en lukket - omend ulaast dör med kighuller i), 2 kontrollörer og en tolk inde over hele denne afaere som vi naturligvis ikke vil karakterisere som resursespild (Man fristes dog til at spörge hvor mange betjente der skal til at skrue en paere i?).

Efter denne tur valgte vi umiddelbart bare at fortsaette til Nürnberg for at overnatte der. Vi ankom til en Sleep-In, der var luksuriös sammenlignet med den i Berlin (som umiddelbart ikke er voldsomt daarlig, men minder mest af alt om en ungdomsinstitution af en art). Her fik vi blandt andet vasket vores töj (hvilket var tiltraengt) og et bad (mindre tiltraengt, men dog i et opvarmet rum modsat det i Köpi), samt et köleskab med utallige varianter af god mad, der var til fri afbenyttelse. Desuden var samtlige af dem der passede stedet forholdsvist gode til engelsk (fuldstaendigt modsat det i Berlin). Her fik vi et kursus i at lave bayersk pölse (som naturligvis var noget der mindede om en beurokratisk maade at lave mad paa: Först lod man pölserne varme i vand - der ikke maatte koge men kun vaere varmt - hvorefter man skulle lade dem köle af i et vist stykke tid, pille skindet af dem og kun spise dem med en speciel slags sennep.

Dagen efter mödte vi en flok lokale punkere og andre skaeve eksistenser og nöd et par öl i deres selskab. Dette blev dog hurtigt afbrudt af to betjente der samlede samtlige personers pas ind og registrerede alle de tilstedevaerende. Vi fik at vide af betjentene at de gjorde det af tre aarsager: 1. Vi drak offentligt 2. Vi stod i en gruppe 3. Vi stod stille taet paa en banegaard. Derefter fortrak vi til et andet sted hvor vi fortsatte indtil aftenen, hvor der endnu en gang kom to betjente og gentog deres tidligere succes. Herefter tog vi igen paa Sleep-In.

Naeste morgen tog vi videre til München med tog. Her mödte vi en person - som vi desvaerre har glemt navnet paa - der viste os rundt München, da vi var kommet 4 timer för demonstrationen startede. Paa denne tur blev vi ogsaa stoppet af politiet og efter de havde tjekket vores identitet, fik vi forbud mod at naerme os en bestemt zone hvori Bayrischer Hof laa (her blev "Sikkerheds"raadets möde holdt). Dog tog vi ind paa en bayrisk ölstue komplet med tyske kvinder i töj fra 1800-hvidkaal, og fik smagt paa den lokale öl (igen fandt vi ud af Bayerns fantastiske lovgivning har delt München op i fire zoner, hvor der i hver zone kun maa udskaenkes en bestemt slags öl). Vi tog tilbage til Marienplatz en time för demonstrationen startede, da dette var her demonstrationen senere skulle starte. Her fandt vi en pige ved navn Tina, som vi fik lov til at sove hos om aftenen. Demonstrationen var en staaende demonstration og alle talere var tyske saa det var ikke videre interessant for os. Da den var slut tog vi hjem til Tina og hendes kaereste Philip hvor vi spiste og senere köbte vi nogle öl og havde en god aften. Naeste dag tog vi til demonstrationen kl. 13. Her var igen taler paa udelukkende tysk i omkring to timer, hvilket vi ikke just syntes var en fantastisk idé. Da dette var slut begyndte demonstrationen imidlertid og det var tilgengaeld rigtigt fedt. Der var god musik fra demovognen i den blok vi var med i i (vi havde forlaengst flygtet fra den internationale blok da den hovedsageligt spillede gammelkommunistiske sange fra de förnaevnte hvidkaals tid). Vi holdte os hovedsageligt til demovognen, og der blev endda paa et tidspunkt spillet de danske poppunkere The Assassinators absolut störste hit Blaa Blink (de havde en eller anden forkaerlighed for The Assassinators i Bayern, for det blev senere sat paa i Kafe Marat og i bussen paa vej hjem til Berlin - som vi vil vende tilbage til). Der var omtrent 4-5000 i demonstrationen og den forlöb hovedsageligt fredeligt, selvom vi hörte noget om 17 anholdte og vi paa et tidspunkt saa paa et tidspunkt politiet bruge peberspray mod nogle letter provokerende demonstranter. Efter demonstrationen tog vi hjem til Tina og Philip (der i övrigt begge er anarkosyndikalister og medlemmer af FAU - Freie Arbeiterinnen- und Arbeiter Union, den anarkosyndikalistiske fagforening i Tyskland). Paa vejen blev vi igen stoppet af politiet paa en banegaard, for at tjekke om vi havde stoffer paa os - hvilket vi naturligvis ikke havde. Senere tog vi til Kafe Marat der er et besat hus i München og festede med de personer der var der. Senere tog vi igen hjem til Tina og Philip for at sove.

Naeste morgen fik vi at vide at der var en bus der gik til Berlin, der var arrangeret af nogle venstreorienterede grupper, som vi kunne forsöge at spörge om vi kunne komme med - hvilket vi gerne ville, vi var begge ved at vaere temmeligt traette af Bayern. Det kunne vi godt og vi havde en ni timers lang tur hjem - heldigvis havde vi begge böger til lejligheden.

Derfor er vi nu tilbage i Köpi igen og bliver der nok et godt stykke tid, da der er mange demonstrationer og Köpis födselsdag i naer fremtid.

Vi vil höjt og helligt love at vende tilbage til vores episke beretningsform naeste gang vi skriver vores blog, ligesom vi lovede at vaere mere flittige med kameraet denne gang, hvilket vi har overholdt til punkt og prikke.