Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg havde rejst med en gut i Malawi en god uges tid, hvor det bare gik super, og vi havde planlagt det hele store igennem Tanzania, hvor vi begge havde de samme ønsker mere eller mindre. Men desværre var min morfar meget syg, og døde samme dag, som jeg ankom til Tanzania. Det ændrede hele billedet sig en god del, da jeg følte jeg blev nødt til at tage hjem til begravelsen, da det er en stor ændring i et familiemønster.
Moeses, som ham fyren hedder, der er fra Brasilien, valgte at tage med mig til Dar es Salaam, hvor jeg ville flyve tilbage til Danmark fra. Vi tog toget fra Mbeya til Dar es Salaam. Det er en lidt mere behagelig måde at rejse indlands på, end at hoppe ombord på en overfyldt bus, da der er mulighed for at gå rundt, samt at vi havde en seng at sove i. Det tager som regel lidt længere, men det betyder ikke det store, da det er over natten.
Det var dog en utrolig charmerende rejse - da toget endelig kom, "kun" syv timer forsinket - kørte igennem en nationalpark, hvor vi så zebraer, vildsvin (Pumba), gnuer, gazeller, storke og endda en flok giraffer der kom løbende langs toget for et stykke.
Vi ville dog have nogle få dage i Dar es Salaam, inden jeg skulle hoppe på flyet, hvor vi var rundt at se national muset, hvilket efter min guidebog skulle være det bedste museum i Afrika, det var da også et fint museum, frem for så mange andre her i Afrika jeg har været på. Men man tager ikke til Afrika for at tage på museer, det er i hvert fald min konklusion, ligesom jeg har draget mig en anden konklusion, og det er at Bradt rejse guides ikke er meget værd.
Derudover var vi rundt og på forskellige lokale markeder, hvor vi fik fortalt, at det ville være det rigtige steder at tage hen, hvis vi ville se hvad den almindelige tanzanianer bruger sin tid på. Som så mange andre steder var der en masse mænd der sad og drak deres løn op med både deres lokale øl Chibuku - hvilken kan findes overalt hvor jeg har været i Afrika - samt dem der har tjent lidt ekstra i dagens løb, drikker almindelige pilsner, som vi kender fra Danmark. Damerne fik lavet deres hår, de fleste kvinder i Afrika er enten skallet, da deres hår gror så imponerende langsomt og er totalt kruset, dem der kan få det til t gro bare 10-15 cm lægger det tilbage som en rigtig "Dario" mens dem der bare har en lille smugle penge, da de enten selv arbejder, eller deres mand er kristen så han ikke drikker (ja, mange kristne afrikanere drikker ikke, da biblen et eller andet sted vidst siger, at man ikke skal drikke mere end man stadig kan styre sig, også siger de bare det er svært ikke lige at tage en øl mere og endnu én, og derfor er det bedre bare helt at lade være. Endvidere er dem der er meget afrikanske, og tror på deres afrikanske religioner, hvor de siger at alkohol gør en moden før tid, og det er ikke godt, så derfor vil de ikke begynde at drikke før de er gamle, med børnebørn mv.) så disse kvinder får sat falsk hår på, som de fletter og gør meget andet ved. Dem var der også rigtig mange af. Det var det ene af markederne. Vi var inde at spise på en restaurant, og til forskel fra de andre lande i Afrika jeg har været i, er deres engelsk niveau meget lavt her, hvilket egentlig ikke gør noget, det gør det bare til en større udfordring når man bestiller mad, hvor tegnsprog, fagter og lyde pludselig kommer ind i billedet, for vi ønskede ikke at ende op med ko mave på tallerkenen.
Det andet marked vi tog til dagen efter var meget anderledes, her handlede folk med alt deres plastik gøgl, hvilket ikke er en enorm billig udgave af Ikea. Envidere havde de mange traditionelle ting, som er utrolig svære at finde som turist, da mange af de kort tids rejsende her i Afrika ikke kommer så tæt på kulturen, at de kender til dem. De vil bare have deres masker og måske en tromme med flotte udskæringer i. Men her var der fyldt med de store trommer som folk bruger i hjemmet, ja endda i kirken som jeg oplevede i Zimbabwe, de havde grydeskeer - eller det ligner det - men det er til deres elskede majsgrød, som de sørme også spiser her i Tanzania. De havde "fade" som bruges til at sortere sten fra ris og majsmel og meget meget mere. Til forskel fra turiststederne, kostede det ingen penge her, selvom de selvfølgelig stadig tog totalt overpris fra os.
Endnu engang kastede vi os ud i at spise et helt lokalt sted, for at bestille, måtte vi her pege på andre folks tallerkner, også lob der ellers tre kvinder rundt for at finde ud af hvad vi egentlig gerne ville have. Det så ud til at de synes det var utrolig underholdende. De er altid meget stolte at af have en "mzungu" i deres restaurant - altså en hvis person.
Da jeg kom tilbage fra Danmark, havde jeg kun ganske kort tid, og jeg tog direkte fra lufthavnen i Dar es Salaam til bus stationen, hvor jeg hoppede på en bus der kørte til Moshi. Moshi i sig selv er der ikke meget ved, men der er den nemmeste vej at komme til Kilimanjaro fra. Og man har jo ikke rejst rigtigt i Afrika, uden at være oppe på dette imponerende bjerg.
Jeg var så heldig, at jeg sad siden af en pige i bussen, hvis fætter havde ture til Kilimanjaro, så hammødtes jeg mad samme aften som jeg ankom til Moshi. Han var en cool fyr, og virkede enormt professionel. Han kom frem til en rigtig fin pris, da jeg nu var en del af deres familie, og nej, jeg er ikke blevet gift med nogle afrikanere, det er bare sådan deres kultur er, og det gælder om at udnytte det i visse situationer - såsom her :P
Da alt faldt på plads, ville turen allerede afgå dagen efter. Det var kun mig der var med på denne guidede tur, og en guide skal man have med, for at få lov til at bestige Kilimanjaro. Endvidere fulgte der en kok samt tre "portere" med i prisen, da det bestemt ville være for meget selv at bære tasker, telt, mad og så videre med til seks dage. Det er ganske normalt, og det havde alle andre også der var der oppe. Arbejdskraft koster jo tæt på ingen ting her i Tanzania.
Kilimanjaro er udover at være Afrikas højeste bjerg, også verdens højeste enkeltstående bjerg. Og det er et imponerende syn. Da det er så højt, kommer man igennem fem forskellige zoner, hvilkettæller lige fra regnskov, alpinørken til den sneklædte top.
Det var ikke den bedste sæson jeg valgte at tage der op i, da det er slutningen af deres regntid. Men vejret på et bjerg ændre sig altid meget mere end andre steder, og min indstilling til hvad der er "normalt" vejer, har ændret sig totalt, da det ikke rigtig er noget man kan regne med længere. Og heldig var jeg da også med vejret. Jeg havde en dag, men en halv times regn, og det var mens vi spiste frokost i et telt, så det er da ikke til at klage over. Endvidere er det også facinerende at se hvordan skyformationerne ændre sig, og hvor hurtigt de gør det, så jeg er over ud glad for min oplevelse, og da der var så få andre turister som der var, frem for højsæsonen, får det også til at fremstå lidt mere som mit bjerg og min oplevelse end frem for 100 andres også. Lidt egoistisk skal jeg vel have lov at være J
Det var hundekoldt om natten. Selvom jeg havde lånt en super god sovepose, var mit liggeunderlag et elendigt et, så kulden fra jorden gik lige op igennem, og der var et par af nætterne hvor jeg rystende af kulde faldt i søvn, man da jeg stod op, og mærkede de første solstråler på min hud, samt så den fantastiske natur, og bjergets tinding lige uden for min dør, var nattens kulde glemt, og dagens eventyr kickstartet.
Det tog os fire dage, at komme til vores endelige camp. Det gik meget op og ned, for at vende sig til den tynde luft, hvilket skulle give en større chance for at være i stand til at komme hele vejen op. Sammen med min guide drog af sted ved midnatstid den femte dag, for at se solopgangen op over bjerget. Det var en lang tur, ruten i sig selv var kun omkring fem kilometer, men det tog også tæt på fem timer for os at komme der op. I starten gik det rigtig fint for mig, men da vi var op i omkring 5400 meters højde, kunne jeg tydeligt mærke at der ikke var lige så meget ilt som bare 1000 meter lavere hvor vores camp lå. Derfor gik det pludselig meget langsomt, min puls var høj, sammenlignet med det snegletempo vi gik i, og selv om der var omkring - 10 grader, løb sveden ned af os begge. Men op kom vi, selvom de sidste små 500 meter tog os omkring et par timer at kravle op. Da vi kom derop, var vi alligevel de første. Det var et imponerende syn. Det var bare os, mælkevejen og tusindvis af andre stjerner, da der ikke var en sky på himmelen. Det lyder måske lidt tamt at stå i 5895 meters højde uden solen er fremme, men det kom den også hurtigt, hvilket er en utrolig farverig fornøjelse her i Afrika. Så mens vi stop der oppe, forsvandt stjerne, først de små, og derefter de store, og til sidst var der en stor rød ildkugle på vej op i horisonten. Hvilket for alvor satte en fin kulør på isen, sneen samt den store gletsjer ved siden af bjergets tinding. Ved solens frembrud kommer de små detaljer også frem, så som iskrystallerne i gruset på stigerne, de store istapper der hænger ned fra klipperne og synet af de andre bjerge der står i området mv. Det var helt ubeskriveligt, pludselig følte jeg mig så lille, blandt alle disse natursensationer. Der var ikke en lyd på nær en håndfuld eller to andre turister der havde fundet deres vej her op.
Turen ned gik smertefrit i forhold til op. Det er jo altid nemmere at komme ned igen, men især her, da lungerne blev mere og mere fyldt med ilt, hvilket giver mere energi, jo længere ned mod campen vi kom.
Vi spist morgenmad, hvorefter turen skulle gå mod vores næste camp. Jeg valgte dog at tage hele vejen ned. Da vores sidste camp kun lå små to timer fra udgangen, og endnu en kold nat i et telt magtede jeg ikke helt, samt jeg har så kort tid her i Tanzania, at det var bedre at bruge den andet steds. Det vidste sig dog, at være en super oplevelse. Selvom jeg hikede omkring 12 timer den dag, og jeg ikke rigtig havde fået noget søvn på nær et par timer, da turen gik fra den kolde top, ned til tropisk regnskov - fra en lydløs zone, hvor det meste larm kom fra de enkelte fugle, der havde fundet deres vej der op, til en skov fyldt med pip og fuglekvidder.
Der er ikke meget der virkelig imponere mig, eftersom jeg har rejst så længe som jeg har, men Kilimanjaro har virkelig imponeret mig med dets enormt rige vildernes. Det er en storslået oplevelse, som jeg håber mange af jer en dag kommer til at opleve.
Jeg sidder endnu engang i Moshi med den fantastiske udsigt over Kilimanjaro, og har helt svært ved at forstå jeg har været helt der oppe på toppen for bare under 12 timer siden. Hvis jeg fik muligheden, så ville jeg tage af sted igen, om det så var lige nu og her.
Den næste destination bliver Zanzibar, med et kort ophold i Dar es Salaam, hvorfra færgen sejler.
Jeg håber i alle har det godt hjemme i DK. Som i nok kan høre, så har jeg det i hvert fald godt her i Tanzania.
Heydååå :o)
- comments