Profile
Blog
Photos
Videos
... billedet viser hele familien ved udkigspunktet over Alexandra
Alt for længe er gået og jeg er aaalt for dårlig til at få skrevet i bloggen! Men jeg prøver, det gør jeg virkelig! Utroligt at det allerede er en måned siden at julen stod for døren og aaaalt for længe siden at jeg var på juleferie! Tiden går så forfærdeligt hurtigt hernede - har snart været her i 4 måneder og er derfor halvvejs! :( øv! Tanken om at der er såååå kort tid til at jeg skal hjem er ikke særlig opmuntrende - misforstå mig ikke, vil gerne hjem til min skønne familie og mine dejlige venner, men at skulle forlade dem hernede er… det er uudholdeligt! Som Rosa så fint sagde det den anden dag; "She wants to go home, but she don't want to leave us!" - det KAN ikke puttes bedre! Mildest talt skøn, er min kære værtsmor!
Puha. Det sidste stykke tid er gået med en masse forskellige ting og sager. Jeg har afsat meget tid til at hjælpe Rosa med hendes computer og hendes nye mobil - al den teknologi er BESTEMT ikke noget hun er vant til og hun er et stort spørgsmålstegn når det gælder hendes computer, så hun har for det meste brug for min hjælp.
Tirsdag, den 8. januar var en rigtig hyggelig dag, da børnene havde lejet nogle film og Rosa og jeg fandt tid til at sætte os ned og se den nye "Tintin" med dem. Det var super hyggeligt og dejligt at få slappet lidt af til en film! (de film jeg har set mens jeg har været hernede kan tælles på én hånd!) De havde også lejet en masse nye bøger - bl.a. "Wolf Brothers" som Rosa læste højt af om aftenen - jeg sad ved siden af hende og fik læst højt. Det var skønt - super hyggeligt. Godt nok længe siden jeg har fået læst højt af en bog :)
DAGENE HAR GÅET med at sy navneskilte i Kates uniform og tøj til kostskolen (hun starter på søndag, den 27. januar og ALT skal have navneskilt syet i!). Har fået aftalt nogenlunde hvordan sommerferien skal foregå - skal på roadtrip til Nordøen med to dejlige tøser - Caitlin og Megan som begge er fra Canada. Vi tager af sted i marts og er nok af sted i to uger. Derfor har jeg - når jeg har haft tid - kigget lidt i mine bøger og nogle kataloger om Nordøen og hvad vi kan se og lave deroppe. Det skal nok blive en kanon tur! :D
Har også været lidt alene nogle dage, da Rosa, Kate og AJ tog til Mosgiel for at separere lammene fra deres mødre og sende en masse lam til slagteren. Så det var altså kun Bill, James og jeg der var hjemme. Jeg fandt tid til at gøre lidt rent, bage osv.
LØRDAG, den 12. januar var det Bills fødselsdag - hvor gammel han blev vides ikke! Vi inviterede derfor naboen, Mr. Tombs, til frokost og dessert bagefter. Rosa forsikrede mig for at jeg ikke skulle købe noget til ham i gave, så det gjorde jeg altså ikke.
Vi har jo haft et lille lam vi har fodret det sidste lange stykke tid og vi har jævnligt udvidet hans lille indhegning, men MANDAG den 14. januar var dagen hvor jeg satte ham ud på marken så han kunne få noget mere plads og bedre græs. (fodrer ham dog stadig 3 gange dagligt). Det var en dejlig følelse sådan at se ham på en mark i stedet for den lille indhegning vi havde lavet til ham - han havde virkelig brug for noget bedre græs og noget mere plads. Han virkede dog meget ulykkelig da jeg sådan gik fra ham og efterlod ham der - han er jo vant til at vi går forbi ham flere gange om dagen og pludselig var han et andet sted, helt alene. Hver gang jeg har været ovre for at give ham sin mælk har han mæh'et af mig og løber hen til mig, så hurtigt som han kan. Han er altid meget glad for at se mig … og sin flaske ;)
JEG TOG CHANCEN og lavede bønner med bacon og pinjekerner til aftensmad tirsdag - var ikke sikker på at de kunne lide det, så det var lidt risikabelt! Var lidt nervøs da jeg serverede det for dem og først var der lidt halvstille ved bordet, men så tog Kate ordet og sagde at det smagte godt. Til mit held kunne de alle lide det, så det er helt sikkert noget jeg vil lave igen! :)
Rosa og Bill havde i løbet af ugen snakket om at vi alle skulle tage på telttur til Alexandra et par dage og se om vi kunne komme på bådtur på Clutha River med Clutha River Cruises. Børnene blev helt vildt spændt og glædede sig helt ekstremt til at vi skulle af sted onsdag. Vejrudsigten så ikke for godt ud for os, men vi tog alligevel chancen og pakkede telt og soveposer. Pga. at vi skulle pakke det hele om formiddagen, blev det middagstid før vi kom af sted. Jeg blev nødt til at køre i min egen bil, da vi ikke kunne være seks personer i deres. Havde dog Kates selskab hele turen :)
Vi stoppede i en lille by, kaldet St. Bathans, en gammel guldgraver by. Rosa boede der i nogle år, da hun var omkring 20 år og kendte derfor området og vidste at der var blevet lavet en sø, kaldet "Blue Lake", hvor der før i tiden var blevet gravet efter guld. Vi stoppede for at spise en (meget) sen frokost, klokken var omkring 16, så jeg var godt sulten!
I mens Rosa og jeg pakkede frokosten sammen og gik et smut ind på den gamle pub, løb børnene ned til søen for at bade, mens Bill observerede og holdte øje med dem. Da de kom tilbage og havde fået tørt tøj på, forsvandt Bill med drengene, så os tøser gik en tur rundt i den lille by og fik et kig på det gamle postkontor og slentrede ellers lidt rundt. Pludselig begyndte det at regne helt vildt, så stoppede det igen og blev varmt og så styrtede det ned igen. Da vi fandt resten af slænget, gik turen mod Alexandra. (Alexandra er opkaldt efter danske Prinsesse Alexandra!)
DA VI LANDEDE i Alexandra var vejret halvdårligt og vi kunne ikke rigtig blive enige om hvorvidt vi skulle sove i telt eller i en lille hytte. Det er jo ikke specielt sjovt at sove i telt i regnvejr - hvis teltet ikke er vandtæt. De sagde at det var vandtæt, men man ved jo aldrig - især ikke når vi var seks mennesker som skulle sove derinde.
Først kørte vi til Alexandra Tourist Park og så på en hytte til fem personer - bestående af fem senge, et lille bord og et par skabe - men det var muligt at slå en drømmeseng op (som vi havde medbragt, da de sover på drømmesenge i teltet!). Vi ville ikke sige ja til noget før vi havde slået et smut ind forbi Alexandra Holiday Park som lå et par minutter derfra. Her kiggede vi på en større (og meget dyrere) hytte med køkken, stue, værelser og badeværelse. Hytten var indrettet med gamle møbler, der var ulækkert og selvom der måske var rent, virkede det meget beskidt og klamt.
Rosa var fast besluttet på, at dér ville hun ikke være! Efter en familiesamtale i stuen, besluttede vi os for at køre tilbage til Alexandra Tourist Park og være i den lille hytte. Manden bag disken var super sød og sagde at de ikke behøvede at betale for mig, da de allerede havde et tilbud på to voksne og tre børn! :) det var pænt af ham.
- Det blev ret sent før vi kom på plads i hytten og fik lavet mad. Vi kom ret sent i seng og sov derfor lidt længe om torsdagen. Heller ikke den dag så vejret ud til at være med os, så vi tog ned til info-centeret for at høre hvad der var at lave og/eller se i Alex. Damen bag disken foreslog en tur op til uret og at vi kunne komme tilbage senere og gå ind på det lille museum. Vi parkerede et stykke derfra og kom forbi "Shaky Bridge" fra omkring år 1900, der svajede når man gik over den - det var lidt creepy, men sjovt! :) Vi kom op til uret og kravlede videre op til toppen og fik derfor udsigt over hele Alexandra og Clutha River. Her på toppen fik vi også taget et rigtig familiebillede med os alle sammen! Vi tilbragte lidt tid på toppen og kravlede derefter ned igen.
Herefter tog vi tilbage til info-centeret for at se museet, der var meget lille, men havde gjort utrolig meget ud af at fange gæsternes opmærksomhed og de havde en masse spændende ting at tilbyde. Ungerne havde pakket alt deres fiskegrej og ville jo derfor ud og fiske, så det gjorde vi. Vi prøvede forskellige steder, men de fik desværre ikke noget på krogen! Igen stod den på en sen frokost omkring kl. 16, og efter frokost kørte vi til Clyde Dam for at se om de havde mere held med fiskene dér. Det var lidt halvkoldt og regnede lidt, så Rosa, Bill og jeg blev siddende i bilen og snakkede med et stykke slik. Fra bilen lignede det at AJ havde problemer med sin line, men da han kom op til bilen kunne vi se at der var noget helt galt. Der gik et stykke tid før vi opfattede hvad der var sket, men Kate kom op til os for at spørge AJ hvad der var galt. AJ havde fået sin fiskekrog i benet og var selvfølgelig helt ude af den. Vi kunne straks se at det ikke ligefrem var en vi selv kunne få ud og Rosa blev derfor nødt til at køre ham til hospitalet. Kate kørte med, James var selvisk , tænkte kun på sig selv og insisterede på at ville fiske mere! Derfor blev Bill, James og jeg ved dæmningen så James kunne fiske noget mere. Det eneste han fangede var en gammel klipklap og efter et stykke tid kørte vi hjemad. Bill kom i tanke om, at Rosa havde nøglen til hytten i hendes bil og vi kørte derfor ned til hospitalet for at se om vi kunne se bilen - hvis de altså stadig var der. Bilen var ikke til at se nogle steder og jeg ringede i stedet til hende for at høre hvor de var henne af. Rosa fortalte mig at de ikke ville se ham i Clyde og at de blev nødt til at køre tilbage til Alexandra for at få fiskekrogen ud af hans ben. Da vi kom tilbage til hytten, var de begyndt på aftensmaden med courgetter, kål, gulerødder, fladærter, blomkål og broccoli fra haven i risotto! Mmmmh, det er bare noget af det bedste jeg ved hernede, med alle de friske, selvplukkede grøntsager!
DET BLEV IGEN halvsent og vi var alle udmattede. Fredag havde vi bestilt den bådtur på Clutha floden, men de ringede om formiddagen og sagde at det desværre ikke kunne lade sig gøre da det ville være uansvarligt. Vi havde lidt regnet med at det var dagens plan, men så blev vi nødt til at finde på noget andet at lave. Det endte ud i endnu et besøg på info-centeret og hun foreslog at vi skulle køre til Cromwell (selvom det var den modsatte retning af den vi skulle) til Goldfields Mining Centre, hvor vi kunne komme på rundtur i en gammel mineby og derefter lede efter guld. Vi besluttede at tage derhen og kom på en guidet tur 11.15. På vejen stoppede vi i Cromwell ved "The Junction Lookout" over Lake Dunstan. For nogle år siden om denne sø til og man nedlagde derfor en gammel bro og det der nu er kendt som Den gamle bydel i Cromwell. Rosa boede der for nogle år tilbage og var helt forarget over at man havde nedlagt byen for at lave en sø (- kan ikke huske hvorfor søen skulle laves der.) Hun fortalte om hvad der før havde været, der hvor søen er nu. Vi kørte videre til Goldfields Mining Centre ved Kawarau Gorge og kom på rundtur. Mange af de gamle materialer der blev brugt til at finde guld var der stadig og vi så hvordan nogle af dem virkede - fx hvordan man skyllede klippevæggene ned med vand for at finde guldet og hvordan man knuste sten så man kunne få dem pulveriseret og derefter finde guld. Vores guide, John, var en gammel gut og var super godt til at fortælle om dengang der var minearbejde der. Efter rundturen fik vi lov til at lede efter guld - manden sagde at der stadig var ca. 80 % af guldet tilbage i klipperne. Utroligt! Guiden viste os først hvordan man gjorde og vi fik derefter lov til at prøve kræfter med det. Høje forventninger havde alle, tror jeg, og lige som jeg troede at jeg havde gjort det så godt, havde jeg glemt den lille kugle der skulle ned i stenene og jorden, men min skål blev kigget igennem og sørme så! En guldflage lå så fint og skinnede. "Look what's laying there shining like a star. A piece of gold." Helt oppe og køre var jeg selvfølgelig, især da jeg var den første der fandt guld! Han kiggede det igennem en gang til og fandt endnu en meget lille flage guld som kom ned til det andet i min lille beholder med vand. Efterfølgende fandt jeg to flager guld mere - en lille og en stor. Så nu er jeg altså indehaveren af fire flager guld! :P - som jeg selv har fundet!
VI FANDT ALLE GULD og der findes åbenbart guld hele tiden i det område. Små stykker, men de er der!
Vi gik tilbage til bilen for at spise frokost - sent, men dog tidligere end de andre dage, omkring kl. 14! - og vi vendte derefter tilbage for at gå den selvguidede tur rundt omkring Chinatown og stien førte os en rute, en times gåtur (tog nok længere for os, da vi tog det stille og roligt), hvor der hele tiden var noget fra den gamle mineby der lå der for mange hundrede år siden.
Det var super spændende at se og utroligt hvilke forhold de dengang boede under - husene kunne man ikke stå op i og det hele var selvfølgelig meget primitivt. Det var begyndt at blive halvsent, men Rosa kunne ikke modstå mit tilbud om at vi kunne stoppe et sted ved motorvejen, hvor de solgte "real fruit ice-cream", på min regning! Vi holdte ind og fik en tiltrængt og vildt lækker is. Rosa kunne ikke modstå de friske kirsebær og friske abrikoser. Vi spiste vores is i rosenhaven ved siden af og nød den gevaldigt.
DESVÆRRE var der jobs der skulle gøres derhjemme og vi blev derfor nødt til at køre hjemad for ikke at være alt for sent på den. Ude godt, men hjemme på farmen er der nu bedst… :) Det var enden af den miniferie med min fantastiske værtsfamilie!
Hverdagen begyndte igen og startede hårdt ud lørdag formiddag med at pille juletræet ned. Det så virkelig sørgeligt ud og eftersom at det var den 19. januar, var det VIRKELIG på tide at få det væk. Rosa værner meget om sin lametta (deres danske trainee, Irene, havde sendt en masse ned til dem, da det ikke længere kan fås her i NZ) og det hele skulle derfor pilles af og tilbage i pakken. Selvom det altid er trist og træls at skulle tage juletræet ud, så var det virkelig dejligt da de hang og var dødt.
EFTER JULETRÆET var kommet ud gik Rosa og jeg ud for at gøre årets første høst! Bønner og ærter som blev pottet af Bill, James og AJ - foran fjernsynet! I denne omgang blev det til 2,75kg bønner og 580g ærter - lige til fryseren til vinterforrådet. Mh, nogle lækre ærter! Det var faktisk ret svært ikke at spise dem, mens vi høstede dem! :) Søndag startede vi mustering af de "hold" vi skulle starte med at klippe og weane (weaning betyder at vi separerer lammene fra deres mødre - nogle af lammene bliver klippet helt, nogle kun omkring numsen, så alt det beskidte uld kommer af og sendes til slagteren, og nogle skulle ned til Mosgiel i Farny Hills).
Jeg kørte ATV'eren og senere kom Kate og ville køre med. Hun ville rigtig gerne køre, mens jeg sad bagpå, hvilket jeg ikke havde noget videre imod, så det fik hun lov til. Da vi skulle have det sidste "hold" får ind på en anden mark, skulle Kate og jeg køre forbi fårene og komme foran dem. Vi kørte helt ude i siden af sporet og det var meget stejlt til den side hvor jeg sad. Kate fejlvurderede og kørte i stedet ud over kanten. Det resulterede desværre i at jeg faldt ned på jorden og ATV'eren faldt ned og landede oven på mig. Kate nåede lige at springe af - hvordan ved jeg ikke - men eftersom at jeg sad på den side som motorcyklen væltede, var der ikke meget jeg kunne gøre. Lige i det sekund hvor hun kører ud over kanten, tænker jeg; "Det her går galt!" og det gjorde det. Kate hjalp mig ud og Rosa kom løbende. Hun så ikke hvad der skete da hun var ved at lukke en af hendes hunde ud, da hun kunne se at vi ikke ville have kunne nået at komme i front af fårene. Da jeg kom op og stå kunne jeg mærke smerter i nakken, skulderen og skulderbladet. Derudover gjorde min venstre ankel meget ondt, da jeg fodstøtten havde ramt min ankel ret hårdt, da den væltede. Rosa hjalp mig hen til hendes firehjulstrækker og Kate stak af. Hun var meget oprevet, ked af det og bebrejdede sig selv for at jeg var kommet til skade. Jeg var meget ked af det og havde svært ved at få vejret igen, da jeg sad i bilen.
Igen af os kunne se Kate nogle steder, men vi blev nødt til at få de får flyttet i en fart, så vi kunne komme hjem med mig. Da motorcyklen væltede kunne jeg mærke at jeg fik et meget hårdt ryk i nakken - næsten som et piskesmæld - og det gjorde forfærdeligt ondt. Vi kom hjem og jeg fik is på foden, nakken og ned ad ryggen. Når man tænker på hvor stor en maskine jeg fik ned over mig, var jeg virkelig heldig at der ikke skete mere og at jeg ikke var død. Det kunne have gået grueligt galt! Vi fandt Kate på vejen hjem, hun var begyndt at gå hjem til huset. Det var ikke meningen at hun skulle have kørt så langt ud, men det er en stor maskine og kan være lidt svær at styre - plus Kate har ikke så meget erfaring, selvom hun måske har kørt den mange gange.
HUN VAR UTROLIG ked af det og kunne slet ikke se på mig - hun havde svært ved at tilgive sig selv for hvad der var sket. Da hun endelig besluttede sig for at komme hen til mig, fortalte jeg hende at jeg ikke var sur på hende og at jeg bare var glad for at det ikke var os begge der var kommet til skade og at det ikke var så slemt som det kunne have været!
Rosa var rystet og så kun at motorcyklen lå på hovedet - hun kunne se Kate, men ikke mig og vidste at der var noget galt.
Efter at jeg havde siddet med is på et stykke tid og smerten var forsvundet en smule, tænkte jeg at det måske var en god ide at jeg kom i kontakt med mor og far for at fortælle dem hvad der var sket. Gik derfor på Facebook for at sige til mor at de skulle gå online på Skype. Fortalte det som det var, men at jeg havde det godt i forhold til hvad der kunne have været sket. Tror de var rystede og bange - men ville gerne have at de vidste hvad der var sket. Mente ikke at det var nødvendigt at tage til læge der om aftenen, så sagde at vi skulle vente og se hvordan jeg havde det om morgenen.
Rosa foreslog at jeg skulle tage et varmt karbad, så jeg kunne få noget varme på min fod, ryg og nakke. Det var skønt og tror det hjalp lidt! Kom derefter i seng med en pude under foden og en ekstra pude til at støtte nakken. Sov forfærdeligt om nakken, da jeg ikke rigtig kunne ligge på siden og vågnede hver gang jeg vendte mig, fordi det gjorde ondt.
Næste morgen, den 21. januar, havde smerten spredt sig til den anden side af nakken også og smerten havde bredt sig til meget af ryggen. Rosa spurgte mig om jeg ville til lægen og det ville jeg altså gerne. Bare for en sikkerheds skyld.
Vi fik pakket hvad vi skulle have med og så kørte Rosa, Kate og jeg først ind til Mosgiel for at ordne nogle ting, derefter til Dunedin. Kate havde brug for et dynebetræk til kostskolen og en masse andre ting. Efter frokost i Dunedin kørte vi tilbage til Outram, da jeg havde en tid ved lægen 14.30. Lægen kiggede på mig og undersøgte min nakke og ryg. Hans konstatering var at jeg havde forstukket nakken og skulderen. Han mente at det startede i nakken og bredte sig ned til skulderen og skulderbladet. Han gav mig nogle langtidsvirkende smertestillende piller, som skulle tages to gange om dagen. Det var dog et noget underligt blik han fik, da jeg spurgte ham om jeg kunne komme til White Water Rafting i weekenden - det var som om han tænkte; "Hm. Du kunne have været død, da den motorcykel faldt over dig og nu spørger du om du kan komme ud og river rafte i weekenden?! Hvad tænker du på tøs?!" - mit spørgsmål resulterede også i at Kate og Rosa begyndte at grine - de syntes vidst jeg var helt tosset! :D
Pillerne fik vi på apoteket i Mosgiel - vi blev nødt til at køre tilbage til Mosgiel igen for at ordne det sidste.
Rosa havde håbet på at vi ville være tidligt hjemme, da Bills onkel Clary og to af hans børnebørn kom om eftermiddagen for at hjælpe med at gøre klar til at fåreklipperne kom næste morgen. Det blev sent før vi var hjemme og der skulle laves mad til ni personer - Rosa ordnede det hele, da det var begrænset hvad jeg kunne med min nakke.
Clarys barnebarn, Samantha, sov inde på mit værelse og vi snakkede alt for længe om alt mellem himmel og jord! Har aftalt med hende at hvis vi kommer forbi der hvor hun bor på Nordøen, når vi tager på sommerferie, så skal vi finde ud af et eller andet sammen!
- TIRSDAG MORGEN stod jeg tidligt op og ringede til mor og far på Skype, da far havde fødselsdag - TILLYKKE, min kæreste farmand! Dit gamle liv :) - det var om aftenen og der var besøg af farfar, Karina, Henrik og Mikkel. Vi snakkede en time og fik opdateret det sidste. Så dem alle sammen, hvilket var helt fantastisk! <3
Da jeg var færdig på Skype, lavede jeg formiddags-te med sandwich, te og småkager til de hårdtarbejdende tre - Rosa, Bill og Clary, som havde været i gang siden omkring kl. 5. Så derfor også fåreklipperne klippe nogle får og fik set hvordan det foregår. Rosa og Bill har lovet mig, at når de klipper nogle af dem selv, får jeg lov til at prøve kræfter med det! - kan ikke vente!
Om eftermiddagen blev der sendt 575 lam til slageren og tror det var omkring 600 der blev sendt til Farny Hills, på deres andet stykke jord hvor Clary bor og passer det hele. Herefter kørte Clary hjem med sit ene barnebarn, Samantha på 18 år og lod Russel på 10 blive her et par dage.
I dag, onsdag, stod jeg også tidligt op, for at snakke med kæreste Svopper, som blev 30 år den 22. januar! De havde hele huset fyldt og havde derfor ikke så meget tid til at snakke! Eftersom han er ugift og fylder 30, havde hans venner lavet en traktor af de store runde spande og (sikkert) fyldt cement i! Flot lavet, gutter! Kan I mon sørge for at den står der til jeg kommer hjem?? ;) Derudover fik jeg brev fra min kære, savnede mormor samt et brev fra mor og far! Det er virkelig dejligt sådan at få uventede breve hjemmefra! :)
(fandt ud af at de sidste julegaver kom omkring onsdag den 16. januar - det tog så også kun halvanden måned for dem at komme hjem, hvilket er mega træls men hovedsagen er at de kom frem!) Jeg var en glad Pernille efter at have læst dem, da jeg hørte at det langt om længe går fremad med min kæreste mormor! <3 er stolt af dig, momse. Kæmp videre - jeg ved du kan!
I weekenden har jeg fri og tager fredag til Dunedin for at ordne nogle billeder til Kate, så hun kan få dem med på kostskolen. Derefter kører jeg til Mayfield, nær Ashburton, for at sove hos Caitlin inden vi skal til White Water Rafting med gruppen i Rangitata. Har værnet meget om min nakke, så jeg kunne være klar til turen! :D Søndag tager Kate desværre på kostskole og jeg skal være hjemme senest søndag middag - håber på at være hjemme noget før, så jeg kan nå at være lidt sammen med hende inden hun tager af sted…
Følg med i opdateringerne!
Pernille
- comments