Vi har i dag (fredag den 16. december) afsluttet vores 3 ugers praktik på Obama Children's Hospital - og heldigvis afsluttet med en god dag, hvor vi endelig fik vores hænder i brug og efterfølgende var med til Årets Fest for personale på Hospitalet. Det kommer der mere om senere. Først vil jeg lige kort fortælle Jer, om dele af det, vi har oplevet de seneste tre uger på børnehospitalet her i Kisumu. Rent fagligt har jeg haft svært ved at se, hvor meget jeg har udviklet mig, da de virkelig er bagefter både videns- og ressourcemæssigt på offentlige hospitaler. Der er så mange ting, som er venstrehåndsarbejde, og ofte er jeg tvivl om, hvorvidt sygeplejerskerne (og lægerne) er klar over, at de arbejder med mennesker (her børn) - det er skræmmende. Jeg skal nok komme med lidt eksempler løbende.

OPD - manglende viden om temperaturmåling

Jeg keder mig meget de første par dage, hvor både Ida og jeg er ved OPD (Out Patient Department). Alt der skal gøres her, er at veje børnene og måle deres temperatur og hvis temperaturen, så er for høj (ca. 38 grader Celsius - som så først skal omregnes fra Fahrenheit, da termometrene viser temperaturen i F), får barnet lidt paracetamol og bliver efterfølgende sat i kø til konsultation ved doktor. Vi måler temperaturen i aksillært (armhulen) for at lette arbejdet og mindske infektioner - dog er sygeplejerskerne på hospitalet ikke klar over, at ved aksillær temperaturmåling skal der plusses 1,5 grader Celsius, hvilket selvfølgelig betyder, at børnenes temperatur er højere end, hvad sygeplejerskerne og lægerne går ud fra. Da jeg pludselig har en pige med en temperatur på 40,5 ifølge termometeret (så plus 1,5) bliver hun sendt direkte videre til en doktor. Jeg er blot dybt overrasket over, at så basal viden for sundhedspersonale ikke er nået til Kenya. De første dage i OPD observerer vi ligeledes lægerne anlægge venflon på børnene. Der er absolut intet hygiejne her. Lægen benytter gentagne gange de samme handsker på forskellige patienter og det er ikke altid, at de husker at spritte af til indstiksstedet. Venflon tapes fast med sportstape, så der er ingen mulighed for at observere indstiksstedet for infektioner. Desuden ligger kanyler frit på patientsenge med urolige børn. Smitterisikoen er simpelthen i top og jeg er målløs. Vi får desuden et indblik i de såkaldte "journaler", som er en stor rodebunke og ulæselige. Der benyttes hverken labels el. lign. på journaler eller patienter, så ingen ved hvem patienterne er.

Sengeafsnit - ingen hygiejne og manglende viden om patienterne

Efter at have være ved OPD de første dage, arbejder vi resten af tiden på sengeafsnittene, der er opdelt i over/under 3 år, isolation (for underernærede) og HDU (High Dependency Unit = Intensiv). Her består sygeplejen i medicinadministration og lidt sårpleje. Ellers går tiden - for det faste personale - med at snakke i mobiltelefon, skrive sms'er, sidde på deres flade r.., drikke the eller bare med at lave ingenting i stedet for at pleje patienterne. Det betyder selvfølgelig også at dagene bliver lidt lange for os, da vi ikke har lyst til at sidde og glo, men da mødrene selv skal sørge for den resterende sygepleje som fx sondeernæring, mundhygiejne, kateterpleje og sengebad, er der ikke meget for os at gøre.

Under medicinadministration er det den samme problematik som tidligere; manglende/ingen hygiejne. De spritter hverken membran på medicinflasker eller i.v. indgange af, benytter ikke handsker hverken ved optrækning af medicin eller ved i.v. (intravenøse) eller i.m. (intramuskulære) injektioner og har intet vat til at spritte indstikssted for i.m. injektioner. Desuden er plejeplaner og væskeskemaer nærmest ikke-eksisterende på trods af, at vores nursing officer in charge, Jane, gang på gang informerer personalet om vigtigheden heraf.

En af lægerne skal undervise i anæmi, så Ida og jeg deltager. Det er dog katastrofalt, men utrolig underholdende, da lægen simpelthen er så uviden. Han bliver spurgt, om han kan nævne kilder til at få jern gennem mad, og det eneste han kan komme på er lever fra køer som jernkilde. En af de andre læger efterspørger flere jernkilder, men han er blank. Han mener kun det er gennem lever, så hvad gør vegetarer? Han bliver spurgt, om der er jern i nogle grøntsager, og han svarer nej!? Skræmmende at han er uddannet læge!

I den første uge har jeg en ubehagelig oplevelse, hvor en af sygeplejerskerne skal sørge for sårpleje af en lille 3 årig baby med SSSS (Staphylococcal Scalded Skin Syndrome), hvor hele kroppen er et stort sår og huden skaller uhæmmet af. Det er svært at forklare, hvorfor situationen er så ubehagelig, men jeg fik det virkelig så dårligt, at jeg var nødt til at gå og brød fuldstændig sammen. Måden sygeplejersken vaskede barnet på var simpelthen så umenneskelig og han viste heller ikke engang, hvilken diagnose barnet havde eller kendte til vigtigheden af at fjerne hudflagerne.

Andre dage er dog bedre på hospitalet. Medicinadministration, herunder i sær i.v. og i.m. er jeg blevet ret hård til, så det er skønt. Mange dage hygger vi os også med flere af patienterne, bl.a. en 12-årig dreng med diabetes samt to kræftramte piger på 5 år. Det er utrolig, så meget de liver op, når de får vores opmærksom og blot et smil fra os gør dem glade - sygeplejerskerne har jeg aldrig set "lege" med børnene.

Ida og jeg har taget billeder af afdelingen og patienterne, og har efterfølgende fået billederne fremkaldt til de patienter, der stadig er indlagt. Da vi giver dem, bliver de simpelthen alle så glade og taknemmelige. Dog står jeg og administrerer medicin en morgen, hvor jeg bare kan høre en mor og en sygeplejerske sige "mzungu" (hvid person), og da jeg er den eneste hvide på stuen spørger jeg selvfølgelig, hvad moren siger. Hendes børn er blevet udskrevet fra hospitalet, men da de ikke har råd til at betale regningen skal de blive på hospitalet og moren spørger så mig, om jeg ikke vil betale regningen. Jeg bliver simpelthen så sur, fordi alle tror, at bare fordi vi er vide, så har vi røven fuld af penge, men det er jo klart, at vi ikke kan (og vil) betale alle patienters regning.

Sidste uge på Obama - dødt barn, sårpleje og doktorstrejke

Den sidste uge på Obama står Ida og jeg hver dag for sårpleje på patienterne. Der er tre, der har brug for dette; Melon, Charles og Steven (pige). Vi kan efterhånden se lidt bedring og er egentlig bare glade for, at vi må tage os af denne pleje hver dag, for så er vi sikre på, at det bliver gjort ordentligt. Tirsdag henter vi tingene i steril-afsnittet, så vi er klar til sårplejen, men da vi kommer tilbage kommer Jane (nursing officer in charge) hen til os og siger: "We lost Steven." Dette er altså kun 40 minutter efter rapportgivning, hvor der er rapporteret et stabilt barn - ingen har dog tilset barnet!? Jeg er uden ord og ved ikke helt, hvordan jeg skal reagere, for Ida og jeg har så ofte talt om, at rapportgivningen er uacceptabel og ja, i dag mistede de så et barn fordi arbejdet er så sløset. Da planen var, at vi skulle have lavet sårpleje på Steven, er vi i stedet med til at afslutte Steven med Jane og får dermed at se, hvordan de håndterer dødsfald. I løbet af 15 min. er vi færdige (!). Moren er informeret og barnet erklæret død og ligger nu på en briks i et rum for sig selv, indtil moren selv tager barnet med hjem. Ida og jeg snakker lige episoden igennem, da Ida aldrig har set et dødt menneske før, så hun er ret følelsesladet, men tager det meget pænt. Og babyen så (heldigvis) også meget fredelig ud.

Jeg har helt glemt at fortælle, at doktorne har strejket siden den 5. December. De kræver bl.a. en lønforhøjelse på 600% (!!). Så i et par uger har der ikke været en eneste læge på hele hospitalet. Ja, de har ikke engang et nødberedskab i sådanne situationer. Det er bare ærgerligt, hvis man bliver så syg, at man har brug for en doktor og ikke har råd til at tage på privat hospital. Ida og jeg talte den 13. (8 efter 8 dages strejke), hvor mange døde børn, der havde været - antallet var 9. Desuden udskrives mange patienter, da der ikke er nogen, der kan behandle dem.

Vores sidste dag på Obama starter som sædvanligt med rapportgivning og efterfølgende morgenmøde (og bøn!). Til morgenmøde er der feedback fra nogle kvalitetssikrings mænd, der fortæller om mange af manglerne på hospitalet. Dog - og dette er et stort og forarget dog - er Nyanza Provinzial General Hospital "above average" når det kommer til offentlige hospitaler. Jeg synes virkelig, at det er skræmmende, at et så ressourcesvagt hospital kan være over gennemsnittet, når vi i tre uger har observeret, hvor langt bagefter de er i udviklingen af bl.a. sygeplejen. Ida og jeg skal igen sørge for sårplejen af Melon, Charles og en ny baby, Brighton, med SSSS. Aldrig har jeg set noget lignende. Først og fremmest er der fra indlæggelsen klaret sårplejen, men den er forfærdelig. Tape sidder direkte i de åbne sår. Jeg fjerner tapen, får taget prøver af sårene og ser en halv krop som en stor infektion. Der er simpelthen så meget betændelse og løs hud, og med begrænsede midler (meget lille mængde vat og bandage til sårpleje) har jeg svært ved at se, hvordan jeg kan lave en tilfredsstillende sårpleje. Vi spørger derfor en sygeplejerske til råds og ønsker mere sterilt vat - dette er dog ikke muligt. Så vi klarer den og får lagt en fin bandage og beder sygeplejerskerne om at rense såret flere gange dagligt. Jeg er dog i tvivl, om det kommer til at ske, da det indtil videre har været Ida og jeg, der skulle tage initiativ til sårpleje.

Hen på formiddagen spørger Seline (fra OPD) om vi vil med til Årest Personalefest på hospitalet. Vi takker ja og kl. 12.30 smutter vi meget spændte afsted. Der er lækker mad og god underholdning (med meget seriøs tovtrækning). Desuden møder vi en læge fra Tyskland, der arbejder på onkologisk børneafdeling, hvor jeg skal være i næste uge. Han er meget imødekommende og jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med en kompetent doktor. Vi får en super hyggelig afslutning på dagen og ikke mindst på de tre uger på Obama Children's Hospital.

Til sidst blot en lille opremsning af de sygdomme, vi indtil videre af beskæftiget os med: Meningitis, svær pneumoni, cancer, svær underernæring, tuberculose, svær malaria, sepsis, staphylococcal scalded skin syndrome, diabetes og dehydrering.

Til slut…

De første tre uger har været meget hårde, da jeg har skulle vænne mig til en helt anden kultur og arbejdsmentalitet. Omsorg er et ubekendt begreb for kenyanske sygeplejersker og deres arrogante holdninger til patienterne, har jeg svært ved at tackle. Jeg har dog efterhånden lært at acceptere, at jeg ikke kan "redde" alle børnene, men at så længe jeg holder fast i min egen identitet og mine sygeplejefaglige principper, så kan det da mindske infektionsrisiko mm. og glæde de patienter, jeg har ansvaret for. Så jeg afrunder lige dette blogindlæg med et citat, som blev genopfrisket den anden dag af min kære broder: "If you can't feed a hundred people, then just feed one."