Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg roder lidt rundt i min dagbog, og mangler stadig at blogge lidt fra weekenden i Nairobi (som var god), men nu får I først lige lidt fra hospitalet, da det er det, der fylder mest lige nu. Hav det skønt derhjemme! Varme tanker fra mig
Mandag 28.11.11 - Intro på Nyanza provincial general hospital i Kisumu
Vi står op klokken 7.30 til morgen og gør os klar til at tage en matatu kl. 8.00. Der er problemer allerede fra morgenstunden, da toiletterne ikke kan trække ud - men det er vi ved at være vant til. Vi når ikke at få noget morgenmad og det eneste, der er lavet til os er the. Jeg napper et par grovkiks og en halv liter vand, så jeg i det mindste kan fungere nogenlunde. Da vi forlader huset er portene lukket med hængelåse, så vi kan ikke komme ud og er nødt til at vække familien. De tager det dog meget pænt og en af døtrene følger os ned til hovedgaden, hvor vi skal med matatu nummer 10. Dette er vores første tur med offentlig matatu og endnu engang noget af en oplevelse. Vi er igen de eneste hvide og folk kigger på os, som var vi aber i et bur. Vi får dog forsædet, så lidt luksus til os for de 30 shilling det koster ind til byen. Ved Nyanza Hospital står vi af og så er det bare at finde vej. Jeg er meget spændt på at se, hvad vi nu skal møde på hospitalet. Ida og jeg går forvirrede rundt og efterspørger the nursing officer in charge, Jane, men ingen ved tilsyneladende, hvem vi skal snakke med. Langt om længe møder vi en kvinde, der ved at vi er studerende fra ActionAid, og hun viser os til Mr. E's kontor, hvor Jane også er. Vi taler ganske kort, om hvor længe og hvorfor vi skal være på hospitalet.
Efterfølgende viser en sygeplejerske, Mabela, os rundt på hospitalet. Forholdene er ubeskrivelige - jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal beskrive det. Det skal opleves - eller rettere, jeg ønsker ikke, at nogle skal ende på et offentligt hospital her i Kisumu. Mabela introducerer os for alle afdelinger på hospitalet; maternity, nyfødte-, børne-, kvinde og mande medicinsk- og kirurgisk-, øjen-, onkologisk- samt intensiv afdeling. Overalt på hospitalet er der larm. Jeg oplever ikke en eneste afdeling, hvor der er ro for patienterne. Ja, selv på Intensiv, hvor der er en sygeplejerske til 15 patienter i samme rum hører han radio. Og da vi går forbi "isolation" på kvindeafdelingen spørger jeg Mabela, hvordan det kan være isolation, når døren står åben der indtil - hun kan ikke svare mig på det, men griner blot lidt og siger, at det jo egentlig ikke giver nogen mening. På de kirurgiske afdelinger ligger patienterne som man ser i gamle film med alle lemmer i umenneskelige stillinger i stativer. Og da vi kommer ned til fødselsafdelingen ser vi de tre afsnit; 1., 2. og 3. section. I 2. section foregår fødslen. Her står tre brikse klar i samme rum, men Mabela fortæller at de ofte er nødt til at også at bruge 1. section (som egentlig er modtagelsen) når de har mange fødende kvinder på én gang. Og her stinker! Det stinker af blod. Normalvis har jeg det ok med blod, men jeg kan slet ikke lige rumme en fødsel under disse forhold med blod over det hele (i mine forestillinger). Desuden ser vi de almindelige sengeafsnit, som opdeles i A, B og C, hvor A er de mest syge patienter osv. Her ligger de ofte to patienter i én seng og på flere stuer ligger patienter også gulvet. Da vi kommer til børneonkologisk er sygeplejerskerne meget søde til at tage imod os og vi hilser på patienterne. På nuværende tidspunkt har de kun seks børn på onkologisk, og vi ser et par stykker af dem få taget blodprøver. (Jeg er meget spændt på, når det bliver min tur.) Børnene er så skønne og hospitalet har heldigvis gjort noget ud af at dekorere denne del af hospitalet, så det er mere børnevenligt.
Vi slutter rundvisningen på Obamas Children's Hospital, som er hospitalets børneafdeling. Denne er ligeledes opdelt i A, B og C, hvor A svarer til børne intensiv. Børnene ser utrolig syge ud og har alle deres forældre med. Jeg er spændt på, at se hvordan de arbejder her. Mabela fortæller os, at børn jævnligt dør her og at det selvfølgelig, er det svære ved at arbejde netop her. Jeg har dog en god fornemmelse af personalet på afdelingen, som desuden går klædt i en kittel med børnetegninger.
Senere mødes vi med Mr. E og planlægger vores vagter. Både Ida og jeg starter med tre uger på børneafdelingen, og har efterfølgende vagter på bl.a. maternity, newborn og okologisk, så det skal nok blive spændende, men også noget af en udfordring. Jeg forlader hospitalet med blandede følelser; det hele er så ekstremt og forholdene ubeskrivelige. Jeg har en ubehagelig fornemmelse i kroppen efter besøget og tænker, at det havde været "meget nemmere" at tage praktikken i hjemmeplejen i DK. Men igen - jeg har det sådan, at hvis jeg kan klare de næste to måneder, så kan jeg klare alt. Jeg tror aldrig, at jeg kommer til at opleve noget lignede sygeplejemæssigt.
Efterfølgende finder vi et hotel i byen, som er det eneste sted, vi kender, hvor vi kan komme på trådløst internet. Personalet er meget søde og det lader ikke til, at de har noget imod, at vi bruger deres internet. Vi tager en overfyldt matatu hjem, og er ved at springe vores trommehinder pga. den høje musik - matatuer er ligeledes ubeskrivelig! Da vi kommer hjem er det kun to af døtrene, der er hjemme og de har lavet lækkert aftensmad til os. De er simpelthen så søde, og det er skønt at tale lidt med dem uden moren er der. Vi griner og hygger. Men da jeg skal i bad inden sengetid, ser jeg to kæmpe kakerlakker i badekaret. Det er simpelthen for ulækkert! Jeg dropper badet og satser på de er væk i morgen!
Jeg bruger resten af aftenen på, at komme på plads på mit værelse (vi har jo et værelse hver - lidt luksus) og få pyntet lidt op med pakkekalender til jul - jeg kan slet ikke vente til på torsdag.
Tirsdag - første arbejdsdag på hospitalet
I dag havde vi så første dag på hospitalet og vi mødte ind kl. 7.30. Jeg havde lidt sommerfugle i maven, men var ellers fit for fight. Det startede dog med, at jeg skulle lave stort og da vi så finder toilettet, ja så.. Gæt engang.. Så er det et HUL I JORDEN! På hospitalet! Det er for mærkeligt og ulækkert, men jeg ramte plet..;) Efterfølgende mødtes vi med de andre sygeplejerske og vi skulle så gennemgå alle patienterne på børneafdelingen. Jeg mener, at der var ca. 64 patienter. Mens vi går rundt får jeg det pludselig virkelig dårligt og er ved at besvime. Jeg bliver hurtig sat på en stol og så brækker jeg mig ellers udover mig selv. Det var så ulækkert og pinligt foran alle patienter og personale. Personalet var dog rigtig søde til at hjælpe mig og jeg fik lov at sidde en halv time under en blæser. Resten af dagen havde jeg det ok. Både Ida og jeg var ved out-patient, hvilket er patienter, der komme udefra for at se doktoren. Vi var mest fluer på væggen i dag, men hjalp til med at veje og måle temperatur på de små syge børn. Desuden var vi med i laboratoriet, hvor de tester børnene for bl.a. Malaria. Det var ret spændende. Vi ved ikke endnu, hvordan dagen i morgen ser ud, så det bliver spændende. Jeg er dog lidt skræmt af alle de syge børn, der virkelig ikke har meget at gøre med.
Pt sidder vi på et hotel i byen - det er det eneste sted, som vi kender til, hvor der er trådløst internet. De synes, at det er meget hyggeligt, at vi kommer her og sidder i flere timer og nyder en sodavand. Nu er det ved at blive mørkt, så vi må hellere komme hjem,mens vi stadig kan finde vej. Vi skal igen med en matatu, så det er altid en oplevelse med høj musik og overfyldte sæder.
- comments
Line Haha - synes det er fedt, at du ramte plet! ;)
Oline Haha, tak Frille! Jeg opdagede så lige, at jeg havde kopieret lidt for meget fra min dagbog, for det var ikke lige meningen, at bloggen skulle indeholde, så mange detaljer..;)