Profile
Blog
Photos
Videos
Koh Phangan, vores sidste destination på rejsen. Vi tog færgen fra Koh Samui til Koh Phangan halv syv om aftenen d. 22 april og fandt et hotel kaldet "Drop In Resort & Spa". Vi havde læst på Internettet at man kunne få et værelse for 1600 Baht, men der skulle være "Full Moon Party" i ugen der kom, så priserne var steget. Vi fik dog med lidt snak frem og tilbage, et værelse med dobbelt seng og en ekstra opredning for 1800 Bahtpr. nat. Hotellet havde to swimmingpools: en solopgang og solnedgang-pool. Vi blev hurtigt vilde med solopgangpoolen, der også var den største af dem. Den var så smart indrettet at jeg kunne ligge på en forhøjning i poolen uden at mit ben blev vådt! Koh Phanang er en rigtig hyggelig ø. Vi boede i et område kaldet Haadrin eller Hat Rin (vi så det stavet forskelligt flere steder). Den første aften var vi lidt rundt i Haadrin og udforske butikkerne. Vi prøvede at finde en skrædder til Jeanett og hendes ikke-færdige kjole, men det lykkes først dagen efter. Fredag d. 23 lå vi de fleste timer og solbadede ved poolen. Vi fandt en bod som lavede rigtige pandekager, og ikke de der saltede thai-pandekager, og det blev et yndet morgenmadssted for mig. Min ynglings blev én med banan og nutella og så kostede de kun ca. 8 kr. Ved en seks tiden om aftenen, efter at have ligget lidt tid på vores afkølede værelse, tog vi taxaen til en by kaldet Bantai, lidt længere væk på øen. Vi gik rundt og så stedet og kom forbi et hyggeligt lille marked med madboder, som vi gerne ville tilbage til en af de andre dage. Derefter tog vi taxa hen til et sted hvor vi havde aftalt at mødes med Mie og Johanne, for at se thai-boksning. De havde sidste dag i Thailand, så ville lige nå at mødes med dem. Vi købte billetterne og tog så hen til et lille sted længere nede af gaden, hvor de havde en stor buffet. Det foregik sådan at man gik op og valgte man ville have - der var en masse forskelligt råt kød, skaldyr og nudler også fik vi en stor gryde med kogende olie, så det var lidt ala fondue. En ret sjov og anderledes oplevelse, men også en smule krævende og langsom måde at få noget at spise på. Efter middagen var det tid til thai-boksning der startede 21.30. Det var ikke et rigtig stadium, men mere en plæne med blik-indhegning. Der var en stemning som mindede om tivoli-dagene i Hvalsø med lokale, unge som gamle, der mødes. Jeg havde troet at jeg ville have haft svært ved at se dem slå hinanden i gulvet, men det var egentlig ikke så slemt som jeg havde frygtet. Selvom det blev en lidt for lang forestilling efter min mening, så var det fedt at opleve Thailands nationalsport og se noget man i hvert fald ikke ser hver dag.
De første par dage på Koh Phangan gik med at vi lå ved poolen det meste af tiden, når vi ikke lige gik ud for at finde noget mad, og om aftenen stod den på butiks-kiggeri og massage. Jeg var til frisøren en af aftenerne. For 400 baht fik jeg vasket hår, hovedbundsmassage og klippet hår. Det var lidt mere for at have prøvet det, end ønsket om at få kortere hår, for præcis og lige blev det dog ikke rigtig. Mandag d. 26 april flyttede vi fra hotellet til nogle bungalows længere nede mod stranden. Her boede vi lidt billigere på en lidt større værelse, men her var der ingen swimmingpool eller daglig rengøring. I stedet var der to skridt til vandet og vi lagde os derned om formiddagen. Det var dog en lidt hård kost at komme fra swimmingpool og liggestole til brændende sand og havvand hvor jeg ikke kunne hoppe i. Så for at afkøle mig selv en smule gik jeg en tur ned langs stranden, mens Jeanett og Cille solede sig. Vi fik massage om aftenen, og denne gang var det faktisk rigtig godt og ikke sådan at man fik ondt efter. De næste par dage lød på strand, sol og fruit-shakes. Det var herligt og lækkert, men solbehovet var ved at blive fyldt op, og dagen hvorpå vi skulle hjem til Danmark nærmede sig.Det var tid til at arrangere vores hjemrejse, og vi besluttede at henvende os til nogen der kunne hjælpe os med at bestille transporten til Bangkok. Fordi vores fly fra Kuala Lumpur til Phuket var forsinket fik vi noget kompensation tilsendt, så det dækkede noget af flybilletterne fra Suratthani lufthavn til Bangkok. Vi var lidt urolige for om vi kunne finde én der kunne hjælpe os som var forståelig på engelsk, men vi var så utrolig heldige at finde en super sød dreng, som havde en super engelsk.
Onsdag d. 28 april var der Full Moon Party, et månedligt event i Thailand, hvor strandene bliver lavet om til kæmpe fest hele natten. Techno-farver, masser af buckets og høj musik er ingredienserne til Full Moon Party. Man fornemmede stærkt hvor populært eventen er, da der hele dagen strømmede folk til øen. Vi købte T-shirts med neon-tryk og neon-maling. Så gik vi i krig med maling og buckets. Det var en fed nat med helt sindssygt mange mennesker. Torsdag sov vi længe og gik ned stranden derefter. Senere fik jeg en fodskrub, mens Jeanett og Cille fik en massage. Fredag vores sidste dag på Koh Phangan, var vi på stranden og nyde det sidste sol og strand i Thailand. Om eftermiddagen fik jeg massage og om aftenen manicure og pedicure. Jeg følte lige at jeg skulle prøve det hele. Vi var ude og spise vores sidste måltid på en thai-restaurant. Vi bestilte selvfølgelig alle tre Phatthai og Cille var så heldig at få både flue og myre i sin ret! Lørdag d. 1 maj tidligt om morgenen var det tid til at forlade Koh Phangan og starte turen hjem. Vi blev hentet af taxa og kørt til færgen som sejlede os hele vejen til fastlandet hvor vi så skulle med bus til lufthavnen i Suratthani. Bussen brød sammen på vejen så vi skulle skifte til en minivan resten af turen. I Suratthani lufthavn havde vi lidt ventetid for vi skulle med flyet til Bangkok. Vi var i Bangkok lufthavn sen eftermiddag og så havde vi ellers hele aftenen til at vente i da vores fly først lettede 23.55. Ventetiden gik dog overraskende hurtigt da vi fik vandret lufthaven rundt og skulle have både sen frokost og aftensmad, for ikke at nævne snack til flyturen. Da vi kom ind i flyet fik vi den slemme overraskelse af at der ikke var film som i flyene fra Danmark. Her var der kun et par film-kanaler at vælge i mellem og ikke det store udbud vi havde håbet på. Flyveturen på 10-11 timer ville ellers have gået hurtigere hvis man havde set gode film undervejs. I Wien skulle vi så skifte fly, og vi nåede også at skifte tøj, så vi kunne se en smule præsentable ud når vi skulle møde familien i Kastrup Lufthavn. Og så kl. 9 søndag d. 2 maj var vi endelig i Danmark. En noget koldere Danmark end vi havde håbet på, men dog gode gamle Danmark.
/ Amanda
- comments