Profile
Blog
Photos
Videos
Lige i øjeblikket er vi placeret ved havnekanten på Tahiti, her ligger vi for at få repareret køleren, vi skulle have været afsted i går ifølge vores plan. Så vi ved endnu ikke hvad der sker med de planlagte 3 dage på Moreea, derefter kommer Raiatea og Bora Bora. Så tiden bliver selvfølgelig slugt fra de øer. Der er ikke så meget at gøre ved det, til Lasses forsvar skal det siges, at han har arbejdet på båden lige siden vi ankom til Tahiti, hvilket i dag er 8 dage. Der har været så meget udstyr der er gået ned og det er bare uheldigt men hændeligt.
Bjarne har fået købt flybillet fra Bora Bora til d. 22.05, så bare rolig Lis, vi skal nok sende ham hjem igen. Vi nyder ellers at have krudtuglen-Bjarne ombord, med ham følger en god stemning og en masse snak. For resten så skal han have tid ved hørelægen Lis, den er da hel gal!
Vi har været forbi Rangiora, hvor vi var lidt nervøse for indsejlingen, men det gik fint, atollen er alligevel så stor, at vores bekymringer om indsejling blev underordnet. Atollerne er kendte for at være snævre, at have rev og desuden at man er opmærksom på tidevandet. Rangiora var, som en palme ø skal være, stille og rolig med masser af muligheder for dyk og snorkling. Bjarne, Dan og Palle tog på et dyk udenfor revet, her oplevede de hvordan en vild delfin kom hen og blev kløet maven og så smilte den. Bjarne fik forinden genopfrisket dykningen ved at låne en flaske vi har ombord og så ellers dykke lidt omkring båden. Dan fridykker helt vildt, så han kan jo holde vejret længere end fiskene snart. Ellers besøgte vi den blå lagune, lige udenfor lagunen vrimlede det med sorttippede hajer, så der lå vi egentligt mest i vandet. Vi så ikke så meget i selve lagunen udover en masse baby-hajer, 30-40 cm. Turen var arrangeret så det inkluderede en lækker rangiora-middag, rå fiske tam tam, kokosbrød, fisk, kylling, ris, lavet med god marinade. Rødvin blev serveret til og kage til dessert. Ingen smalle steder på den tur, føreren af båden gav et lille nummer på ukulele og det gjorde han rigtig godt, så lå vi i strandkanten og lyttede til ham, mens vi tog en lur. Da vi skulle afsted blev hajerne fodret fra båden og så skulle vores "guide" selvfølgelig hive en af hajerne op i båden, spade! Den kom ud igen og vi sejlede hjemad.
Efter 3 ½ dage på Rangiora var vi klar til Tahiti. Det skulle tage 36 timer at komme dertil, men med den vind vi havde tog det 24 timer. Det blæste 20-25 k*** hele tiden, vi fik skumsprøjt i cockpittet og for første gang måtte Palle overgive sig, imens var jeg dopet af søsygepiller og kunne derfor lave lidt boller og hjælpe til med madlavningen. Vi fulgtes hele vejen med en anden båd, med ca. 1 sømil mellem os, så vi ankom samtidigt til Tahiti. Vi har lagt ved kaj, lige op og ned af Tahitis hovedgade, tættere kunne man ikke komme på Papeete. Her har vi fundet en bager som hurtigt blev yndlingsbageren, vi har nydt lækre cappucinoer og tilhørende lækre kager. Byen byder på storby-agtigt liv, masser af surfbutikker, et stort turistmarked med farvede sharonger, masser af håndarbejde, tonsvis af olier til krop, hår osv. Hver aften er der en masse små minibusser, ombygget til rullende restauranter, der stiller sig op på et torv, hvor man kan få alt fra crepes til kinesisk mad. Og så er der internet der virker! Det kunne man se på aktiviteten på bloggen, med alle de billeder der skulle lægges ind, det brugte Palle en halv dag på.
Men for at løsrive sig fra storbyen, der var ved at opsluge især mig, lejede vi (Leise, Dan, Palle, Bjarne og jeg) en bil. En splintrende ny Peugeot Partner, som vi godt kan se familiebil-pointen i. Vi fik set smukke haver, grotter, mindre vandfald, smukke udsigter og middagsmad i nærheden af et af de største surfspot på Tahiti. Vi kørte op i landskabet og det mindede virkelig om Normandiet, som der står beskrevet i turistbrochurerne. Vi så masser af surfere, både på paddle surf og stand up paddle surf langs kysten tilbage til Papeete.
Vi har været til koncert med flere forskellige kunstnere på en aften, det var meget godt at høre lidt musik. Det startede med et danseshow, hvor tøser svingede hofterne så godt, at mændene blev rundtosset.
Noget af det bedste der skete på Tahiti er købet af billetterne hjem, vi flyver fra Tonga d. 28.06 og er i København d. 29.06, så skal der lige kvæles 42 timer der. Vi flyver fra Tonga til New Zealand, med stop i Hong Kong, videre til London og så Københavnstrup.
Ja, nu er planen Moreea i morgen og så skal vi igen ud og presse visakortet med oplevelser, godt der er feriepenge når vi kommer hjem.
- comments