Vi ankommer efter en ret saa flot faergetur til New Zealands sydoe. Vi faar i bagageclaim hentet vores bagage og faar med noed og naeppe vores kasse med oel taget ud af haenderne paa en lokal faergearbejder som lige troede han kunne snige sig til en fyraftensoel. Turen gaar herefter til foerste by, Kaiteriteri, og eventyret paa sydoen kunne dermed begynde. Vi havde ikke nogen umiddelbar anelse om hvordan sydoen afveg fra nordoen og om der overhovedet var nogen stor forskel. Vores tur ned langs sydoens vestkyst har dog vaeret med ufatteligt vekslende klima og dette har betydet at vi den ene dag har surfet og solet paa stranden og den naeste dag har besteget en iskold kaempegletcher. Klimaet er vanvittigt og man ved aldrig hvornaar man skal have shortsene eller dine tykkeste troejer paa.

Tilbage i Kaiteriteri oplevede vi allerede det vilde skift i klima, da dette omraade omtrent var 10 grader varmere end Wellington, faa timer laengere nordpaa. I den lille flaekke Kaiteriteri bor vi med resten af kiwi-flokken paa et lille hyggeligt hostel, hvor der efter baade faerge- og bustur blev slappet af med en god gang pitabroed til aftensmad. I naerheden af byen findes Abel Tasman Nationalpark, en frodig kystlinje som bliver opsoegt af alle gennemrejsende. Hvor flere valgte at tage faergetur eller kajaktur for at udforske nationalparken fra havet, gik vi lidt mere klassisk til vaerks og bandt skoene til en gang morgenvandring. Naeste morgen tog vi derfor en bus ud til parken og vandrede ind i det frodige naturreservat. Vi var ret imponerede over kontrasten mellem den frodige natur lige op ad det krystalklare hav som rundt omkring gik i et med smukke strande. Efter tre timers gang skal madpakken derfor selvfoelgelig nydes paa en af disse smukke strande hvorefter en times solbadning gav fornyede kraefter til vandreturen tilbage.

Den foerste smagsproeve paa sydoens natur var altsaa en succes og vi glaedede os til naeste dag at skulle videre mod naeste stop paa ruten, Westport. Dagen skulle dog lige foerst sluttes af med frisoersalon paa vaerelset ved hjaelp af Kristians lille naesetrimmer. Halvanden centimer haar senere gaar vi til koejs og naeste dag saettes kursen mod Westport.

Naeste dag, paa vejen til Westport kommer busturen, som faar resten af busturene paa sydoen, til at foeles en del kortere paa grund af den vanvittigt smukke natur og de flotte stop der blev lavet undervejs. Blandt andet ved en kaempemaessig soe med smukke bjerge i baggrunden.

Vi ankommer i det stadig laekre vejr til Westport, hvor vi her checker ind paa et ''unit'' sammen med de 7 andre danskere med eget koekken, fjernsyn og stue. Der bliver lavet burgere til hele banden og set ringenes herre om aftenen, hvilket var en helt ny oplevelse efter vi alle har vaeret i Hobbitton i virkeligheden! Morgenen efter vaagner vi, efterladte af det danske slaeng, da de er taget med bussen videre mod naeste by og vi derimod har planlagt at tilbringe dagen med at gaa i krig med Westports boelger. Vi lejer to surfboards ved vores hostel og spoerger om vej mod stranden. Med forventningen om to surfboards der bliver smaekket paa en bil som transporterer os til stranden, sker der noget helt andet. Hostelejeren aabner til et lagerrum hvorfra han henter to smaa mountain-bikes og haegter to kroge paa begge cykler som aabenbart skal bruges til vores surfboards. Vi faar stukket et kort i haanden og koerer afsted med beskeden om ''don't crash the boards''. Det var et komisk syn med det store surfbraet paa de smaa cykler, men vi faar dog klaret turen ned til stranden og tilbringer dagen i solen med de ret saa ustrukturerede surferboelger. Det var dog stadig en sjov og god dag og det har bestemt ikke oedelagt lysten til at surfe igen i USA!

Da vi naeste dag koerer fra Westport mod naeste by, Franz Josef, maerker vi for foerste gang sydoens vilde klimaskift. Franz Josef er nemlig kendt for sine kaempemaessige gletchere og ligger i et regnskovsomraade. Naeste dag skal vi selvfoelgelig opleve en af disse kaempegletchere og tager derfor paa et 8-timers heldagshike paa New Zealands laengste gletcher, Fox Glacier. Vi bliver udstyret med regnbukser, regnjakke, huer, handsker og stoevler med tilhoerende spikes, hvorefter turen gaar ud til den enorme gletcher som har formet en hel dal, da den flytter sig lidt over en meter om ugen i gennemsnit.

Med vores henholdsvis polske og britiske gletcherguides, huggede vi os vej op ad det enorme stykke is. Det var en vild oplevelse at passere uendelige ishuler og revner som var formet af gletcherens naturlige vandloeb. Halvvejs oppe blev der holdt en pause for at nyde vores medbragte madpakker og suge udsigten ind. Turen blev rundet godt af paa den oeverste del af gletcheren hvor isen var helt krystalblaa og flot. En unik og fed oplevelse som virkelig illustrerer New Zealands sindssyge natur.

Paa trods af en hel dags gletchervandring var vi dog alligevel klar til naeste morgen at se mere! Med en godt oppakket madpakke tog vi derfor mod hvad der gik for at vaere et 8-timershike, op mod udsigtspunktet Alex Knoob paa et naertliggende bjerg.

Der gik dog ikke laenge foer vi indsaa at turen nok ikke bare var et hike, men naermere en bestigning. Foerste del af ruten boed paa en gang traerodsklatring og blev senere lidt stenklatring ogsaa. Da vi kommer til den foerste udkigspost bliver vi dog ogsaa overvaeldede over hvor hoejt vi er oppe, da vi kan se ud over Franz Josef Gletcheren og se en helikopter komme flyvende langt under os, paa vej hen mod gletcheren.

Vi indsaa dog foerst bestigningens alvor, da vi lidt efter lidt traeder laengere og laengere ind i en kaempemaessig sky og maerker maelkesyren nedbryde ben og psyke. Bjerget fortsaetter og taagen bliver blot tykkere og tykkere, mens luften omkring os bliver tyndere og tyndere. Som robotter uden tidsfornemmelse ser vi pludselig skiltet, Alex k*** 1310 meter, og jublende falder vi til jords paa toppen.

Ren staedighed fik os op til toppen da udsigten var lig med ingenting i den tykke taage, men sejrens soedme over bjerget blev dog kun forstaerket af madpakkelageret som bestod af 6 aeg, en pakke broed og en boette peanut-butter som blev fortaeret som var vi vilde ulve.

Med fornyede kraefter gaar vi i kast med nedstigningen som overraskende nok ikke foeltes saa slem. Vi faar kaempet os ned til foden af bjerget og faar paa vej tilbage til byen et lift af nogle forbipasserende backpackere som var selvkoerende i deres van og havde en smule ondt af os. En super fed oplevelse var det dog, som vi ikke ville have vaeret foruden.

Efter en rigtig god nats soevn staar vi naeste dag op til laekkert vejr og en groen bus klar til at tage os mod naeste by, Wanaka. Busturen blev den smukkeste vi har oplevet paa New Zealand og viste os virkelig hvad den smukke natur havde at byde paa.

En skyfri blaa himmel, reflekterende soer, store bjerge toppede med is og smukt landskab, skabte rammerne om aandeloest flotte stop med bussen og hvor naturen naesten stod paa sit hoejeste, ser vi i en smuk dal vores naeste destination, Wanaka.

Den smukke by som om vinteren danner rammer for skisport er blandt andet kendt for sin gammeldags biograf og ellers blot de fantastiske naturomgivelser. Vi har faaet booket os en plads i den famoese biograf og tager derfor om aftenen ind for at se "Noah". Biografen er nok den mindste men ogsaa mest hyggelige biograf vi begge har vaeret i. I den lille frontcafe faar vi os nogle gammeldags traekbilletter og bevaeger os herefter ind i biografen hvor der er sofaer, en gammeldags bil og hyggelige saeder. Halvvejs inde i filmen bliver doerene lukket op og der stroemmer en laekker duft af nybagte cookies ind i biografen. Filmen bliver sat paa pause og vi faar fingrene i en friskbagt Double-chocolate cookie sammen med den bedste kop kaffe vi laenge havde faaet. Endnu en rigtig anderledes oplevelse og ikke mindst laekker og hyggelig!

Naeste dag skal de flotte omgivelser nydes og vi tager derfor ud paa et lille hike til et udsigtspunkt naer byen i det gode vejr og brugte ellers blot resten af dagen paa at udforske den hyggelige og flotte ferieby Wanaka.

Foer vi havde set os om, var Wanaka fortid og vi var pludselig ankommet til den naeste by, Queenstown, det sydligste sted paa jorden vi nogensinde kommer til. Queenstown er et meget hypet sted som mange rejsende vaelger at tilbringe mange dage i. Vi skulle ogsaa tilbringe fem naetter i den festlige og adventure-kendte, overraskende lille og kompakte by. De to foerste dage roeg i samarbejdet med de andre danskere ret hurtigt da bylivet selvfoelgelig skulle afproeves og toemmermaendene plejes. Dag tre skulle tilbringes med en tur ud til vestkysten paa en meget omtalt faergetur kaldet "Milford Sound". Milford Sound gaar for at vaere verdens 8. vidunder og det skulle saa vise sig at vaere en lettere overdrivelse. Det ville dog ogsaa blive svaert at maale sig med den vanvittigt flotte tur fra Franz Josef ned langs vestkysten og 5 timers bustur efterfulgt af en sejltur i graavejr hjalp ikke just paa dette. Gratis kaffe fik vi dog paa baaden, men ellers foeltes dagen aerlig talt som et spild af penge.

Paa en ellers graa dag havde vi dog noget lyst at se frem til, eftersom vi dagen efter skulle tage helvedeshoppet 134 meter ned i dybet med intet andet end en elastik i benene til at holde os fra jorden. Verdens 3. hoejeste bungyjump skulle for alvor give os haar paa brystet, da man i glasbunden af platformen vi skulle hoppe fra, kunne se 134 meter ned i dalen.. Foej. Ens navn bliver kaldt og man ved, at man er den naeste i raekken af skrig. Vi blev placeret i en stol, hvor man blev klargjort for derefter at skridte ud til kanten hvor suset af vinden, kunne maerkes i ansigtet.

En fuldstaendig koelig bungy-guide presser paa og starter nedtaellingen fra tre, mens hjerteslagene tredobles. Paa tallet et ved man ikke hvad man skal goere af sig selv og da foedderne i sekundet efter har loeftet sig fra platformen, tror man naesten man har kastet sig ud i sit eget selvmord indtil oejeblikket hvor elastikken tager fat og stopper accelerationen ned i dalen. Wow, en oplevelse. Det kan ikke beskrives med ord, men vi klarede den.

Foer pulsen knapt havde lagt sig, var vi paa vej over til den anden side af dalen hvor verdens laengste "swing" ventede paa os og foer vi vidste af det laa vi skulder ved skulder med hovedet vendt nedad for derefter at blive slynget 300 meter ned i dalen.

Dagen inden vores bungytur moedte vi, paa en gaatur i byen, Jan hjemme fra gymnasiet i Herning. Vi havde derfor aftalt at vi om onsdagen, paa 5. dagen i Queenstown, skulle med ham ud og "luge". Vi tog gondolen op i det fantastiske vejr og noed udsigten over de smukke bjerge og soen langs den lille by. Derefter skulle det saakaldte "Luging" proeves, som bedst kan beskrives som en slags real-life Mario-kart hvor vi skulle sidde i smaa go-karts som trillede ned adbjerget i hoej fart. Det var overraskende sjovt, selv efter fem ture ned ad banen.

Vi blev efterfoelgende enige om at vejret var saa godt at vi hellere maatte anskaffe os en kasse kolde oel og afproeve Queenstowns "Frisbee-golf" langs den store soe. Hyggeligt var det, og dagen blev sluttet af over en af Queenstowns famoese "Ferg-burgers" paa promenaden. Vi tog afsked med Jan og gik hjem for at pakke vores ting da vi naeste dag skulle sige farvel til den smukke vestkyst for at saette kursen mod Christchurch, med et overnatningsstop ved Lake Tekapo.

Fra Christchurch tog vi i gaar med en offentlig bus (da vores Kiwi-pas desvaerre endte i Christchurch) videre op nordpaa til byen Kaikoura, hvor der skulle svoemmes med delfiner! Paa trods af en overskyet himmel og dejligt 15-grader koldt havvand, skulle vi klokken 13.00 med baaden ud for at imoedekomme over 200 vilde fritlevende delfiner. Udstyret med en tyk vaaddragt og snorkeludstyr hopper vi i vandet og svoemmede ihaerdigt ud efter de mange delfiner. Den daarlige sigtbarhed i vandet blev ubetydelig eftersom delfinerne fandt os lige saa interessante som vi fandt dem og der gik derfor hurtigt tre kvarter med leg og svoemmen rundt med de helt utroligt mange legesyge, vilde pattedyr. Overvaeldende og interessant at opleve et fritlevende dyr saa taet paa i dens eget habitat.

Vi sidder nu, dagen efter, i Christchurch ved en lille moentkast-computer og venter paa at vores vasketoej bliver klart inden vi i morgen tidlig skal koeres til lufthavnen af en lokal vi netop har moedt over aftensmaden. I LA staar der forhaabentlig en Dodge Avenger klar til os og de foerste syv naetter paa to forskellige moteller i LA og San Diego er booket. Vi er spaendte og ikke mindst klar paa at erobre droemmenes land og vores sidste destination paa eventyret.

Ox og Jelle Out