Profile
Blog
Photos
Videos
Efter hotellet skulle vi forsøge at finde et camping spot. De har freedom camping her i New Zealand, hvilket betyder at mange steder kan man campere, hvis ikke andet er angivet. Dette skulle vise sig at tage en del tid, da det bestemt ikke vrimler med steder. Efter at have spurgt om vej nogle gange fandt vi frem til et virkelig smukt sted på en parkeringsplads hvor folk sætter lystbåde i vandet, i bunden af fjorden ved Christchurch. Græsset er afsvedet lige som i Danmark forrige år, og beklædte bjergene i baggrunden. Vi var næsten de eneste, som camperede natten over.
Dagen derpå bød på megen afveksling: Vi stod op til en flot, solrig morgen med blikklart vand, en fantastisk udsigt til bjergene. Vi dyrkede yoga og spiste morgenmad, men snart fyldtes det med lokale, som skulle sætte deres speedbåde i. Vi pakkede sammen og kørte ind mod Christchurch, hvor vi skulle til mini festival på deres nationaldag, Waitangi day. Waitangi day ligger hvert år den 6. februar, årsdagen for underskriften af Waitangi traktaten, som gav Briterne herredømmet over New Zealand, men samtidig fik det oprindelige folk Maorierne, retten til at have deres egne territorier. Vi oplever, at de fleste bynavne, søer, bjerge osv. har navne på Maori.
Vi skulle fylde vandtanken op og tømme det beskidte vand. Det sted, vi ville gøre det viste sig at være en campingplads i flotte omgivelser og med masser af ænder, som gik rundt omkring os. Vi havde ikke rede penge på os, så vi fik lov at komme gratis ind da vi ikke skulle overnatte.
Efter at have slappet lidt af tog vi ind til festivalen, som lå centralt i Hagley Park. Botanisk have ved siden af tog vi igennem, her var dejligt, og der var nogle kæmpe grantræer. Vi hørte nogle bands, vi ikke kendte. Det lød godt, musikken er i modsætning til Danmark fusions- og reggae inspireret. Hovednavnet Fat Freddy's Drop gjorde det rigtig godt. Vi sluttede kl 22.30 og var godt trætte og stadig jetlaggede. Heldigvis kunne vi benytte os af freedom campingprincippet og overnatte på en parcelhusvej.
Dagen efter brugte vi på at handle ind og lign.. Om aftenen ville vi forsøge os på at finde et godt sted at overnatte. Vi kørte langs kysten, med meget smuk udsigt og håbede på at finde noget her. På vejen ser vi to unge mænd som har udfordringer med at få en bil til at starte. Den sidder fast på vejen. Jeg siger til Christian at han kunne spørger dem om de havde brug for hjælp, og det gør Christian. De viser sig at de har sommerhus her, og vennens bil var for lang til at køre op ad indkørslen (som var meget stejl). Christian spørger dem om de kender nogle gode steder vi evt. kunne sove i nat, og de svare at vi bare kan sove i deres have - hvis bilen kan køre op. Det kunne den heldigvis.
Efter at have parkeret bilen, går vi i gang med at lave aftensmad. Jeg starter blusset og Christian går i gang med at gøre bilen klar til at vi kan sove senere. Så kommer en af fyrene ud til os og siger at vi selvfølgelig bare skal bruge deres køkken og at vi også kan tage et bad, hvis vi har brug for det. Vi er meget taknemmelige og benytter os selvfølgelig at muligheden for at lave mad i rigtigt køkken. De var endda så søde at tilbyde os en kold øl - som vi også tog imod.
Da vi havde spist og snakket, gik vi seng. Vi sov i selve bilen i nat, og ikke i teltet, da vi tænkte at bilen alligevel var mere lydtæt. Vi sov godt, fik et bad om morgenen og kørte videre.
Nu skulle vi til Kaikoura. Her har de sørget for at det er ekstra svært at finde en freedom camping plads, så vi endte med at køre ind på en rigtig campingplads. Vi var meget trætte og stadig en smule jetlagged, og vi havde kørt meget af dagen, så denne dag blev mest brugt på at handle, finde et sted at sove og spise mad. Christian var meget træt og spurgte mig, om jeg ikke kunne tage lidt over med beslutningerne (stort!). Jeg besluttede at vi skulle blive på campingpladsen en dag mere, og samle lidt energi. Dette viste sig at være en god beslutning.
Dagen efter, den 9. februar, var vejret helt perfekt. Sol hele dagen og vejret var dejlig lunt. Jeg ønskede meget at gå lidt, da jeg synes vi havde brug meget tid i bilen de andre dage, og vi forhørte os derfor om gode trekking/tramping ture i nærheden. Heldigvis lå der en helt fantastisk tur lige få minutters kørsel fra campingpladsen. Det var helt vidunderligt smukt, og vi havde spurgt frokost "hjemmefra" som vi spiste med en udsigt man kun kan drømme om. Vi så sæler! Jeg kunne slet ikke få armene ned. De var simpelthen så søde. Selvom vi selvfølgelig ikke kom helt tæt på, var det en helt fantastisk oplevelse.
Høj på denne oplevelse, tog vi tilbage til campingpladsen igen og fik en lur. I dag lavede Christian aftensmad (note fra Christian: hummerhaler fra frisikfangede hummere - de er kendte for deres fiskeri her) og det var bare dejligt.
Nu er vi trætte igen, og klokken er ved at være 23, så vi må hellere i seng nu. Godnat 😊
- comments
Janne Binderup Tak for jeres fantastiske beretning. I har da fundet de mest smukke steder.
Janne Binderup Viser mormor teksten.
Leif Marstrand Xx