Profile
Blog
Photos
Videos
Onsdag havde vi fået lov til at låne Al's bil, så vi kunne tage en tur på "Great Ocean Road", som skulle være én af de smukkeste køreture i verden. Al havde fortalt os om turen og spurgt, om vi ikke ville låne hans bil til at tage turen. Man må virkelig sige, at han stolede på vores evner, for ingen af os havde jo prøvet at køre i Australien før, og så var det endda i den forkerte side af vejen, så man lige pludselig skulle tænke omvendt, når man kørte. Det var heller ikke nogen dårlig bil, han lånte os, nemlig en Volkswagen Tiguan 2.0 TSI 4 motion, så det var en fornøjelse at køre i den. Vi tog turen sammen med Jeppe og Mathias, som denne gang var kommet hen til os i Al's lejlighed, hvorfra vi tog af sted. Det var lidt en udfordring at få bilen fra parkeringspladsen på 8. sal i Al's bygning ind i bilelevatoren, men da det var overstået var det bare at adlyde GPS'en og så ellers bare drøne derudaf! Det første stykke af vejen var ikke så interessant, men vi skulle igennem en hel del motorvejsammenslutninger, før vi var ude på den hovedvej, der skulle bringe os til Great Ocean Road. Da vi endelig var på den famøse vej, var det det hele værd. På den ene side var der tæt regnskov og på den anden var der gullige strande, der strakte sig ud i det brusende hav. Turen mindede faktisk meget om New Zealand, og efter hvad vi hørte fra Jeppe og Mathias, som allerede havde været en del rundt i Aussie, var naturen ved Great Ocean Road meget anderledes end i resten af landet. Vi kom efter et stykke tid til en lille by, der hed Lorne, som åbenbart er opkaldt efter en hollandsk kvinde, som gik under med et skib ud for kysten for en masse år siden. Vi tankede vores maver op med pizza og cola, hvorefter vi tog ned på stranden lidt. Det blæste en del, så der blev ikke badet, men vi var da lige nede og føle vandet en gang.
Vi kørte lidt videre ned af verdens smukkeste vej, hvor utallige bilreklamer er optaget igennem tiderne, og vi stoppede et par andre steder, blandt andet i Apollo Bay, hvor vi kiggede på den smukke strand og et andet unavngivet sted, hvor der var spektakulære klippeformationer, før vi nåede til det endelige destination. Stedet hed 12 Apostles, fordi der i havet stod 12 enestående klipper med fødderne i det uregerlige hav. Nogle af apostlene var dog eroderet halvt væk, men det var stadig et utroligt fascinerende syn. Vi gik en tur ud på et udkigspunkt, hvorfra vi kunne se dem stå én efter én ned af kystlinjen. Fantastisk! Vi tog også hen til Lightning Grove, hvor der var flere afskårne klipper i samme stil som apostlene og lodrette klippevægge for alle pengene. Alt sammen produceret af det vilde hav, der i tidens løb havde banet sin vej ind i kysten. Der var også et meget kendt sted, som hedder London Bridge, hvor vi dog ikke kom hen, da klokken var ved at være mange, og vi havde en hellang tur hjem. Men det var en naturlig bro, som gik fra fastlandet ud på en enestående klippe i apostelstilen, og det ville have været en fed oplevelse at gå over broen. Vi fandt dog senere ud af, at broen var eroderet væk, så det ville ikke have været værd at tage derud alligevel. På vejen tilbage tog vi et kort stop i byen Peterborough, hvor vi fik en kop kaffe og en slags småkage, der hedder Tim Tam og er meget populær i Aussie. Den SKAL spises på en bestemt måde og ALTID sammen med kaffe efter australsk tradition. Måden, man gør det på, er, at man bider to modsatte hjørner af i den rektangulære småkage, hvorefter man bruger den som en slags sugerør og suger kaffen op i munden. Når man begynder at få kaffe i munden ved man, at småkagen er fyldt med kaffe, og så må man spise den. En lidt underlig måde at spise sin småkage på, men det smager faktisk rigtig godt. Jeppe og Mathias havde lært det af nogen, de havde boet hos i Sydney, som Jeppe vidst nok er i familie med, så de lærte det videre til os.
Efter vores lille kaffepause tog vi den lange tur (som dog i australske øjne var ret kort) tilbage til Melbourne, hvor aftensmaden blev fortæret på en kendt lokal burgerbar, der hedder "Lord of the Fries", og man må sige, at det var nogle udmærkede pomfritter, de lavede der. Efter vi havde spist, tog Jeppe og Mathias direkte hjem til deres bil, som de sov i i Mont Albert, og vi tog hjem til Al igen. Mens vi havde været væk, havde han købt en is med et ret specielt navn, som vi havde snakket en del om. Isen hed "Golden Gaytime", og det var lidt svært at tage den seriøst, når man spiste den, men den smagte egentlig meget fint. Det skal lige siges, at gay jo oprindeligt betyder glad på engelsk, og vi grinte da også en del, da vi spiste den.
Torsdag d. 1. december fyldte jeg (Mika) 21 år, og det skulle naturligvis fejres. Ud over Al og Nicolaj kom også Jeppe og Mathias forbi for at nyde det lækre morgenbord, der bød på alt fra boller, donuts, chokoladekage med stjernekastere(!!!) til vegemite. Sidstnævnte er et smørepålæg, som er ganske populært i Australien, men som smager mega dårligt! Det kan faktisk oversættes med gærekstrakt, så sundt det er det vel, men så fik man også smagt det stas. Lidt kulturel skal man vel være. Det synes jeg da, vi prøver på at være. Efter morgenmaden var alle så tykke, at de kunne rulle. Jeppe og Mathias havde en date med lufthavnen selvsamme dag, da de skulle til New Zealand, så vi tog en tårevædet afsked med dem og ønskede dem held og lykke. Det er sjovt at møde nye mennesker, når man er ude at rejse, men at møde nogen, man allerede kender, det er endnu sjovere.
Rygterne går på, at Melbourne Aquarium er et besøg værd, så derfor drønede vi derhen for at veri- eller falsificere rygterne. Lad mig da ikke lade jer vente med at få svaret, for der gik kun under 1 minut, før det blev bekræftet! Kun adskilt af et glas kunne man snildt betragte en stor koloni af pingviner - heriblandt de store kongepingviner. Vi stod og kiggede på en forsamling på cirka 5 kongepingviner, der bare stod bomstille i en cirkel med næbet opad i en lidt arrogant stilling. Nicolaj spurgte en dyrepasser om, hvad de lavede, og det viste sig, at det var "den tid på sæsonen", hvis du forstår sådan en. Meget spøjs, men beundringsværdig måde at føre sig frem på. Jeg tror dog ikke den virker blandt mere intelligente racer såsom mennesket, men jeg kan tage fejl. Akvariet var propfyldt med alverdens undersøiske væsner. Nogle var man nærmest i tvivl om var plante eller dyr: For eksempel sødragen. Vi så en blæksprutte helt tæt på, to japanske kæmpe-krabber, hajer, gigantiske rokker og den specielle axolotl, der ikke er en fisk, men som lever under vand. Den kan reproducere sit hjerte, sit ben eller endda sit nervesystem, hvis det skulle være. Det er alligevel sejt nok. Og så en anden ting: Hvem vidste, at blæksprutten reelt har 9 hjerner, 3 hjerter og enten grønt eller blåt blod? Ret blæret!
Efter besøget tog vi over i den nærliggende Batman Park udelukkende på grund af navnet. Faktisk er Batman navnet på ham (John Batman), der grundlage Melbourne i 1835, efter at have rejst fra Tasmanien og have købt landet af aboriginerne for lidt knive og andet småkravl, som man jo gjorde dengang. Det var den engelske kolonimagt dog ikke helt glade for, for de jo regnede hele Australien for deres. Det hele endte dog godt, som i jo nok ved! Melbourne er desuden sportens by. Hvert år er der formel 1, Australian Open, Melbourne Cup (hesteveæddeløb), og engang i 50'erne var byen vært for OL. Derfor er der mange stadions rundt om i byen. Et af dem kaldet Etihad Stadium tænkte vi lige at gå forbi på vej hjem til Al, og vi syntes godt nok, at der var mange mennesker der. Det viste sig så, at der var koncert med den verdenskendte, amerikanske rapper Eminem, mens der et andet sted i byen var koncert med Dolly Parton, så der er godt gang i byen specielt i sommermånederne!
Senere på aftenen tog vi til det nærliggende byområde St. Kilda ved hjælp af sporvognen. St. Kilda ligger helt ud til havet, hvor der er en strand, men det var dog ikke derfor, vi tog derud. Det var for at få noget at spise på en af de utallige restauranter, der lå i området, og valget faldt på en italiensk restaurant med franske ansatte af en eller anden grund. Jeg (Mika) fik jeg en chicken parma, som er en blanding af schnitzel og pizza, så jeg var ovenud tilfreds med fødselsdagsmaden! Nicolaj tog sin en omgang lækker pasta, og Al snuppede sig en steak. Vi fandt et sted, hvor man kunne ryge vandpibe og hyggede os der det meste af aftenen, inden vi returnerede til lejligheden. Således endte den varmeste fødselsdag i mit liv.
Fredag brugte vi dagen i Melbourne på at gå på museet "Australian Centre for the Moving Image", som er et filmmuseum, der især hylder teknologiens udvikling fra nærmest ingenting til de nyeste special effects, men som også lige runder dets egne store filmnavne såsom Cate Blanchett og Baz Luhrmann (instr. Moulin Rouge). Museet var meget inspirerende, og man fik helt lyst til at starte med at lave film og bryde nye grænser. I indgangen kunne man endda skrive en seddel med, hvordan man tror, at film kommer til at være i fremtiden. Bliver det interaktivt? Bliver det mere end 3D? Desuden kunne man prøve adskillige computer- og konsolspil såsom de gamle "sonic", "lemmings", "super mario" og nogle nyere spil for at kunne sammenligne udviklingen eller bare for at hygge sig. Der var en sektion med, hvilken betydning farve har i film samt skyggers betydning. Man kunne klippe en film sammen og lægge musik og lydeffekter på og se, hvordan musikken skaber stemning, og man kunne ikke mindst se, hvor vigtigt det er ikke at vælge sci-fi-musik i en romantisk scene. Det virker bare ikke! Med andre ord: Det virker, men det virker bare ekstremt komisk. Hvis du endnu ikke er bekendt med "The Wilhelm Scream", så synes jeg du skal google det, efter at du har læst vores fantastiske blog færdig. Det er et skrig, der er blevet brugt i et væld af film siden 50'erne, og det er virkelig komisk at høre, hvordan det bare er blevet brugt og brugt og brugt. Efter hovedudstillingen drønede vi over på en midlertidig udstilling, der hyldede to show-værter, der har analyseret og anmeldt film i 25 år. Det viste sig, at det punkt de var mest uenige om var holdningen til danske Lars Von Trier. Damen elskede hans film, mens manden fandt dem frygtelige. Som en lille reminder om tiden i Sydkorea tog vi alle tre over på en koreansk restaurant om aftenen og fik en omgang legendarisk bibimbap, og så stod den ellers på klargøring til morgendagens weekendtur. Der skal der nemlig camperes i nationalparken Grampians. Det skulle senere vise sig at blive en helt vildt fed tur!
/Mika og Nicolaj
- comments
Annette Lord of the Fries er titlen til mit liv <3