Profile
Blog
Photos
Videos
Holoj mod dog!
Next stop: Grampians National Park! Okay, vi har været ved Great Ocean Road, men ud over det har vi ikke set "det rigtige Australien" endnu. Altså vi snakker ødemark, natur, sand, vilde klipper og vilde dyr, som man normalt associerer med Oz, og da vores vært Al ikke havde været i Grampians før, spurgte han, om vi ville med. Vores svar kom prompte: "Yes, of course". Det var en vis beslutning! Efter en kort (i australsk forstand) køretur på 4,5 timer ankom vi til Halls Gap, som er en meget lille flække i midten af nationalparken, der i øvrigt er 3 gange større end Singapore. Vi købte vores campingtilladelse (15 dollars i alt) og forhørte os i informationscentret om de bedste ture i området. Vi havde en del timer, inden solnedgang, så vi kunne sagtens nå at få en masse ud af dagen. Derfor startede vi ud med at tage til intet mindre end Wonderland Carpark, hvorfra vi gik over en lille bro op til "Pinnacle", hvorfra man får en udsigt ud over nationalparken. Det var en fantastisk og anderledes tur derop. Vi startede med at gå op igennem en "canyon" (en slags stenkløft), hvor vi stødte på et utal af firben og de smukkeste klippeformationer, som ifølge Al minder lidt om Grand Canyon i USA, men alligevel ikke. Efter at have nydt den smukke, smukke udsigt gik vi tilbage den samme vej. Blandt andet ned af Silent Street, som er en anden stenkløft på vejen, hvor det som titlen fremgår er ganske stille. Vi fik os et kæmpe chok, da vi stødte ind i en 25 cm langt firben, men "no worries", som man siger hernede down under! Den var mere bange for os, end vi var for den (siger rygterne).
Således endte vores første gåtur i Grampians, men det skulle ikke blive den sidste (siger rygterne også). Vi kørte nemlig op til Boroka Lookout, som giver en god udsigt ud over dalene, men selve udsigten var egentlig ikke bedre, end den vi havde fået på vores første tur, så det var måske meget godt, at vi bare havde kørt derop. Til gengæld så vi vores første hvide cockatoo (tror jeg, det staves), som er en papagøje-lignede fugl med hanekam. Pludselig hørte vi lyde inde fra skoven, og jeg (Mika) skyndte mig at kigge derind, fordi jeg var nysgerrig, men så var det bare mennesker, der hoppede... Nej, vent, det er da kænguruer! Hvad sker der? To kænguruer hoppede løs inde i skoven, og jeg havde lige undervurderet deres størrelse. De kan altså være ret så store! Vi var jo helt oppe at køre, mens Al tog det mere stille og roligt trodsalt. Kænguruer er utroligt normale her. Det ville svare lidt til, hvis en australier kom til Danmark og så en ged eller en rotte, for mange australiere opfatter dem som skadedyr, da de har for vane at hoppe ind foran biler. Når de ser billygterne bliver de helt paralyseret, og derfor bliver de stående. Total dumt dyr, men de er nu meget søde alligevel! Da det om et par timer ville være mørkt, kørte vi hen til vores campingplads ved navn Mill Camping, hvor vi havde en parkeringsplads og en teltplads. De næste timer gik med at lave fremragende spaghetti med dolmio og sætte telt op, og jeg og Nicolaj tog os en lille gåtur i området. Der skulle kun gå to minutter, før vi så et nyt dyr: En Wallabie! En wallabie er kort sagt en lille kænguru, og hvis nogle følger med i rugby, så kaldes Australien for "Wallabies". Vi så desuden en echidna, som også er et meget specielt dyr, men i en helt anden genre. En echidna minder mest af alt om et pindsvin, men så alligevel ikke. Ellers stod aftenen på lejr-hygge: Vi så film på Al's computer og nød en australsk vin, som vi havde købt til turen. Da mørket for alvor var faldet på tog vi os endnu engang en lille gåtur i området, men desværre så vi kun to wallabies i mørket og ikke andre dyr. Chok deres øjne ser vilde ud, når man lyser på dem med en lygte, fordi de bliver helt gule og dæmon-agtige, så det var da lidt scary, men ud over det, så sov vi dårligt. Hehe. Vi havde ikke liggeunderlag med, så ryggen var lidt smadret dagen efter, og så var det også rimelig koldt om natten, men vi var ikke til at slå ud! Vi havde set så mange fede ting den dag!
Søndagen oprandt i sandhedens navn til vores anden og sidste dag i Grampians Nationalpark. Det næste sted, hvor vi ville hen, bliver kaldt for "The Balconies", fordi man nærmest står på en altan/balkon og skuer ud over Australiens natur. En gang blev stedet dog kaldt for "Jaws of Death" (Dødens Kæber), fordi der ved siden af klippe-balkonerne er nogle klipper formet som kæber, men det bliver det desværre ikke kaldt mere, da man af sikkerhedsmæssige grunde ikke må gå derud mere. Da vi kom derud og så disse klippe-kæber fandt vi dog hurtigt ud af, at det var sikkert nok (det er nok en kvinde, der har omdøbt stedet), så vi tog nogle rigtig fede billeder fra stedet. MacKenzie Falls (stooooort vandfald) kørte vi hen til bagefter. Vi tog os en lang gåtur i rengskoven, så vi både fik set vandfaldet fra afstand på den anden side af kløften og helt tæt på lige ned foran, så vi nærmest blev våde. Som sagt er Grampians ret stor, så vi drønede 30-40 kilometer nordpå for at se en anderledes natur, og dette sted var virkelig Australien. Det er sådan man tænker på outback Australien derhjemmefra, inden man tager afsted: Rødt støv, sandklipper og en tør, tæt bush. Vores destination var Gulgurn Manja Shelter, som er et tidligere aboriginalt bosted med nogle gamle Aboriginal-tegninger i sandklipperne. Gulgurn Manja betyder "Young Hands", da det er det, tegningerne forestiller. På vejen dertil skete der noget vildt fedt. Vi gik på en lille sandvej, og pludselig kunne jeg (Mika) høre noget inde i bushen. Da jeg kiggede derind så jeg en vild emu, som skyndte sig væk. Jeg kaldte på de to andre, og så gik jagten ellers efter den ind i bushen. Der gik ikke længe, før vi fandt ud af, at der var to af slagsen, og det var en stor, heldig og meget overraskende oplevelse. Efter vi havde oplevet lidt aboriginal kultur, tog vi den noget stejle, men meget flotte tur op på Hollow Mountain, som ligger i nærheden af Gulgurn Manja Shelter. Først gik vi bare hen ad en sandet sti, men lige pludselig begyndte stien at gå op på næsten lodrette klippevægge, som vi så blev nødt til at klatre op ad, og det var en god udfordring. Klipperne formede sig sjovt og mærkeligt konstant. Nogle gange var der store huler, andre gange kæmpe buler ud eller underlige mønstre, som lignede vandsleben sten, men måske stammer mønstrene fra istiden? Udsigten over bushen og landskabet var priceless, som de unge siger nutildags. Bjerget var, så vidt jeg erindrer, lige over 1000 højdemeter, hvilket ikke er meget, men det gav alligevel en følelse af storhedsvanvid eller stolthed (en af delene), når man stod der. Hollow Mountain! Endnu et bjerg besteget! Turen hjem til Melbourne gik smertefrit, og det var rart at komme hjem til en varm, indendørs lejlighed efter denne memorable weekendtur i bushen! Den skal ej forglemmes!
- comments
Elise Så Australien byder også på noget ganske fantastisk. Det er lidt svært ikke at ønske sig en sådan tur, som I har ... Det er fantastisk.