Puha, vi ved godt, at vi har været enormt dårlige til at få skrevet på bloggen, men bedre sent en aldrig. Så nu kommer der lige en update for den sidste månedstid!

(fortsættelse Queenstown .. )

Vi ankom til Queenstown søndag formiddag, og havde lige et par timer til at udforske den hyggelige by, inden vi skulle tjekke ind på vores hostel, X Base. Vi var lidt kendt med kæden i forvejen, men vi fornemmede meget hurtigt, at det var her, at der var meget gang i den. Det var et forholdsvis stort hostel og udelukkende fyldt med andre unge backpackers, så vi øjnede hurtigt 7 dage med fest og ballade. Vi kunne da heller ikke holde os fra liiige at gå ned og kigge i den tilhørende bar senere på aftenen, for lige at se hvad nattelivet havde at byde på. Festaber som vi jo er, blev vi fanget af stemningen. Baren kørte hver aften et tema, og denne søndag var intet mindre end "toga tema". Så vi var hurtige til at hive vores lagener af sengene, og binde dem på kreative måder rundt på kroppen. Man kunne dog også sagtens komme ind uden udklædning, men hvis man var udklædt, var der rabat i baren (hvilket vi da selvfølgelig skulle udnytte). Det udviklede sig til en meget festlig aften, hvorimod dagen derpå var knap så energifuld! Mandagen blev derfor brugt på at springe ud fra en bro, som lå ned til søen. Vandet var dog en del koldere end vi lige have kalkuleret med, ca. 11 grader, men det hjalp på de grummeste arbejdsmænd fra aftenen før. Efter at have daset hele mandagen, mente vi, at det måtte være tid til noget vildt tirsdag så, og valget faldt derfor på bungy jump! Vi blev kørt med bus ud til Nevis Bungyjump på ikke mindre end 134 meter! Noget af det mest skræmmende var næsten, da vi skulle køre med den lille bus op af bjerget på en MEGET smal grusvej, for at komme op til stedet, hvor vi skulle springe. Hjertet sprang da også lige et slag over, da vi kom op på plateauet og kunne se ud på den platform, hvor vi skulle springe fra, hængende på stålvejere 134 meter over en lille flod (som vi så trøstningsfuldt fik at vide var den nette sum af ca. 1 meter dyb, så hvis elastikken ikke holdt, kunne vi ikke helt regne med en nødplan). Anders var den første der skulle springe. Med meget små skridt og i snegletempo fik han bevæget sig ud på det lille afsætningsplateau. Han troede selvfølgelig man selv fik lov at bestemme hvornår man måtte springe, og blev derfor noget overrasket da kvinden in charge helt uventet begyndte at tælle ned fra 3. Anders der inden turen netop havde overstået sin værnepligt, oven i købet med præstige, var vant til at præstere på kommando og måtte derfor han se i øjnene, at der ikke var meget at gøre. Han sprang kort efter uden indvendinger. Han beskrev hoppet som et adrenalin kick af dimensioner! Næste i rækken var Mads. Med et målrettet og koncentreret blik, der var forberedt på det hastende øjeblik hvor al logisk tankegang skulle fortrænges og hjernen skulle overbevises om at bungy-snoren kunne overvinde den måske mest gældende naturlov - gravitationen, imiterede han Anders' sneglefart. Mads var dog forberedt på nedtællingen og kunne efter Anders' prægtige spring udføre et magen til. Så kom turen til Victor. Det var med angst i ansigtet, at Viggo fik bevæget sig ud på plateauet, men når man først er derude, er der ikke så meget andet at gøre end at springe! Når man hopper er man fastspændt i en sele, hvor ens fødder sidder fast, men når man har dykket to gange, skal man hive i en snor, som løsner fødderne fra selen, så man nærmest vender sig om, så man får hovedet op ad. Men den snor kunne Viggo ikke lige få udløst, han blev hejst hele vejen op med hovedet ned ad. Så da han kommer til syne igen, var han fuldstændig rød i hovedet af alt det blod, det var nu et yderst morsomt syn for os andre, men Viggo kunne bestemt ikke se det sjove i situationen og udbrød straks, da han kom ind: "JEG GØR DET ALDRIG IGEN, JEG GØR DET ALDRIG IGEN, MAN!" Som rosinen i pølseenden skulle jeg springe, og jeg havde da også nået at blive rimelig nervøs af at se alle de andre hoppe. Men det var godt nok den vildeste oplevelse nogensinde, det var så sindssygt! Resten af ugen i Queenstown blev brugt på at nyde det dejlige vejr og slappe af nede ved søen. Da planen var at køre fra Queenstown mandag morgen (på min fødselsdag) gik vi ud og spise lækker middag søndag aften. Det var fantastisk at få noget rigtig god mad, det værdsatte vi alle sammen meget højt, tak søde mor og far! Mandag morgen sagde vi så farvel til og kørte videre til Milford Sounds, som skulle være virkelig smukt, og det var det bestemt også! Der sejlede vi rundt i nogle timer og så den helt fantastiske natur, og vi var også heldige at se delfiner i vandet. Området omkring Milford Sound er ikke et sted, hvor der ellers sker så meget, så vi var allerede på farten igen dagen efter, hvor vi skulle henligge ca. 400 km til Dunedin på østkysten. Dunedin var forholdsvis stor med mange unge studerende, da der ligger nogle universiteter. Vi tog ud til en strand og gik en tur, og der så vi faktisk en stor søløve ligge på stranden. Men derudover var Dunedin ikke noget særligt. Næste stop på turen var Mount Cook, New Zealands højeste bjerg. På vejen ud af Dunedin kørte vi op af en af verdens stejleste veje. Den havde en hældning på 19-20 %, det så helt vanvittigt ud, når man stod nede ved foden af vejen og kiggede op. Det er bare en almindelig beboet vej i et villakvarter, så det er ikke fordi det er den store attraktion, men det var meget sjovt at prøve at køre op af den. Men fra Dunedin kørte vi til Mount Cook, hvor vi igen igen tog vandreskoene på og bevægede os op af endnu et bjerg. Jeg ved ikke, hvad det er med os og uautoriserede ruter, men vi kan simpelthen ikke finde ud af at følge de rigtige. Vi formåede at bevæge os længere mod højre end man åbenbart skulle have været, for vi endte med at klatre op af store sten, hvor den rigtige stig var lige til venstre for os (og langt nemmere at gå på) Men vi havde klatret ret højt op, inden vi måtte opgive og acceptere at vi blev nødt til at prøve at komme over på stien, hvis vi skulle komme højere op. Det ville have været alt for farligt, at skulle klatre videre op på stenene. Men med lidt besvær og en hel masse små skræmmer senere, lykkedes det os at komme ud på den autoriserede rute. Viggo var ikke helt begejsret for at gå videre, og valgte at vende snuden ned ad igen, mens vi andre gik videre op og nød vores frokost på en klippe med udsigt til det snebeklædte Mount Cook. Fra Mount Cook gik turen til Christchurch, hvor vi brugte 2 dage. Vi boede lige overfor en gade med en masse barer, og den blev da også udforsket en af aftenerne. Efter et par dage i Christchurch kørte vi til Kaikura for at svømme med delfiner. Vi blev alle udstyret med våddragter, svømmefødder og snorkel og fik en lille instruktion til hvordan vi skulle springe i osv. Vi sejlede ca. tre kvarters tid mod syd inden vi ramte en kæmpe delfinflok, der har muligvis været 200-300 vilde delfinder. Vi fik besked på at sætte os på kanten af båden og vente på et horn, som så skulle være vores signal til at hoppe i. Det var helt vildt at svømme rundt på åbent hav med en masse delfinder rundt omkring dig. Hvis man lige holdt vejret, kunne man dykke ned i vandet og svømme med dem. Vi nåede at have 4 ture i vandet, inden vi sejlede tilbage til kysten igen. Alle var enige om, at det havde været en rigtig fed oplevelse. Vi havde faktisk lige en overnatning mere i Christchurch inden vi skulle flyve til Melbourne torsdag morgen. Vi skulle allerede flyve kl.7.30, så vi var oppe omkring kl.4 for at kunne nå ud i luft havnen i god tid. I New Zealand har de åbenbart noget så åndssvagt som, at man skal betale en takst for at komme ud af landet, når man rejser fra lufthavnen. Normalt er det inkluderet i ens flybilletter, men i New Zealand skal man betale det separat. Det var lige en ekstra udgift, dog ikke den helt vilde af slagsen, men stadigvæk en helt tåbelig måde at gøre det på. Men vi kom fint af sted, flyveturen fra Christchurch til Sydney tog omkring 3 timer og 45 minutter, hvilket føltes som ingen tid, når vi nu havde fløjet så længe sidste gang. I forhold til de latterligt dårlige lavprisfly vi er vant til i Europa, var dette fly udstyret med skærme i hvert sæde, så vi sad bare og så film hele turen + der selvfølgelig bliver serveret mad og drikkevare GRATIS! I Sydney ventede vi 3 timers tid inden vi kunne hoppe på det næste fly til Melbourne, hvor Amy, vores australske veninde, ville hente os i lufthavnen. Puha det var varmt at stige ud af flyet og blive mødt af 30 grader - det er et meget hårdt liv vi lever. Amy boede forholdsvis tæt på lufthavnen, så der gik ikke lang tid fra vi fik vores bagage, til vi var indlogeret i vores nye australske hjem for de næste 4 dage. Første aften blev der serveret taco, en klassiker. I Australien spiller man åbenbart noget der i Danmark minder allermest om partibold. Så da Amy havde en kamp om aftenen, tog vi selvfølgelig alle glade med for at heppe. Vi blev ikke vitterlig overraskede over "sporten", vi kunne simpelthen ikke lade vær med at associere til opvarmning i gymnastiksalen! Men vores første aften i Melbourne skulle da selvfølgelig også fejres, så vi tog senere en til byen for at se hvad nattelivet havde at byde på. Næste morgen var det vores kære Anders' 20 års fødselsdag. Amy og jeg havde aftalt at stå tidligere op og lave en stor, lækker morgenmad og derefter vække Anders med fødselsdagssang og danske flag. Øjnene var godt nok små, da vi kom ned i "løvernes hule" for at få ham vækket. Men sunget blev der, og op kom de alle tre. Og så spiste vi ellers æg, bacon, muffins, frugt etc. Amy havde planlagt, at vi skulle tilbringe dagen med at se Melbourne, så hun fungerede som vores private guide. Vi var både oppe i deres højeste bygning med den vildeste udsigt ud over Melbourne, inde på Gran Casino, kørte rundt i en sporvogn og spiste ude ved et nyt center ved vandet. Alt i alt en meget meget varm dag, men rigtig rigtig hyggelig! Om aftenen havde hun så inviteret ca. 20 venner over til BBQ på terrassen med masser kød på grillen, diverse tilbehør og selvfølgelig lidt alkohol… Det var rigtig sjovt at se hvor forskellige man alligevel er, men de var alle sammen rigtig søde og alle meget interesserede i at høre hvordan Danmark var og sådan. Så det var endnu en meget hyggelig aften som endte med en tur i spa'en . Men puha, vores hoveder havde det ikke helt optimalt lørdag morgen efter to sene aftener. Så vi var ikke så hurtige om at komme ud af døren, men vi nåede da stranden - den lå "kun" 1 ½ times kørsel fra Amy (Hvis vi kører så længe, når vi jo til ODENSE!!!) Det var en rigtig lækker strand med gode bølger, som specielt drengene fik boltret sig vildt i, så der fik vi et par timer til at gå. Søndag var endnu en varm dag med høj sol, hvilket var perfekt, da vi bare skulle gå rundt blandt standene i Queen Victoria Market. Det er et enormt marked, som har åbent hver dag med alt fra australske souvenirs, cd'er, tøj og selvfølgelig en masse forskelligt mad. Vi splittede op og aftalte at mødes en times tid efter, så drengene gik rundt for sig, og så tullede jeg rundt med Amy. Der var selvfølgelig ikke noget særligt over QVM i forhold til så mange andre markeder, som man har været på i sydens sol, men jeg synes jo altid så noget er meget hyggeligt! Efter markedet kørte vi videre ud til et shopping mall, som igen ligner så mange andre man har set før. Vi havde insisteret på at lave en "dansk middag" den sidste aften, så vi købte ind til frikadeller med kartofler og salat. Jeg tror aldrig at nogen af os har lavet så mange frikadeller før, der var SÅ mange og det tog en del længere tid at lave, end vi lige havde regnet med. Men måltidet gik rent ind hos hele familien, der blev spist godt igennem. Dog var der lidt tilbage af de 25-30 stk. frikadeller, som vi havde fået lavet os! Men alt i alt var det fire rigtig gode og hyggelige dage i Melbourne, og det var selvfølgelig trist at skulle sige farvel til Amy i lufthavnen kl.6 mandag morgen, men vi var også alle spændte på Sydney!!! Vejret var helt fantastisk, da vi ankom til Sydney. Vi fik regnet os frem til, at det ville være billigere for os at tage en taxa ind til byen end at tage toget, dog var der ikke lige nogle af os, som havde bidt mærke i adressen på vores hostel, og da Sydney jo er en ret stor by, er det lidt et lotteri, hvor man skal sættes af henne?! Vores taxachauffør var en rigtig sød asiater, som ikke forstod særlig meget af noget som helst, men som hele tiden blev ved med at sige "yes yes, the big hotel - very nice". Vi var på en måde kommet til at sige ja til at skulle blive sat af ved et af de store og rigtig dyre hoteller i centrum, og selvom vi prøvede at forklare ham, at det ikke var der vi skulle bo, men bare skulle sættes af, så troede han virkelig, at vi skulle derind. Men han var nu sød! Anders og Viggo måtte på udkig efter en internetcafé for at finde adressen, mens Mads og jeg blev og passede på bagagen. Det viste sig ikke at være så langt derfra, så efter en rask lille gåtur fandt vi vores hostel. Vi kunne ikke tjekke ind før kl.15, så vi brugte lige nogle timer på at gå rundt og orientere os i byen. Vi kom forbi en stor biograf og blev hurtigt enige om, at vi gerne måtte forkæle os selv med en biograftur om aftenen. 2. dagen stod på stranden - BUNDI BEACH! En meget populær strand, som er et must at tage ud til. Igen gik fandt drengene legebarnet frem ligeså snart, at de kunne øjne de vilde bølger. Til mit eget forsvar skal det siges, at jeg da også fik kastet mig rundt i bølgerne, men jeg blev en smule irriteret af at strømmen skulle være så stærk. Hver gang jeg havde kæmpet mig ud til drengene, kom der en kæmpe bølge og hev mig med ind til land igen, og da jeg blev stukket af en af de der blå brandmænd, gik jeg straks i land igen i frustration! På 3. dagen gik vi en tur gennem den botaniske have, som er utrolig smuk. Der var diverse mærkelige træer, blomster, fugle etc. Vi har jo gået meget op i at se nogle vilde og farlige dyr, og vi fik da spottet et par meget ulækre edderkopper i nogle af planterne. Der var også helt sindsygt mange flagermus siddende i toppen af nogle af træerne, det så helt vildt ud. Men fra botanisk have endte vi ude ved vandet og gik ud til operahuset. Personligt synes jeg, at det er en flot arkitektonisk bygning. Ligegyldigt hvilken vinkel du står i, ser den anderledes ud. Taget er en halvkugle, der er skåret op i forskellige dele, og så sat på. Vi kom ikke indenfor og kigge, vi nåede kun toiletterne, hvor drengene da også lige fik taget sig nogle billeder. Vi kiggede kun ind gennem ruderne, hvor det dog ikke så ud til at være det helt vilde. Det var meget 60'er stil med betonvægge og brune nuancer. Men en smuk bygning beliggende et meget smukt sted! Om aftenen gik vi ud og spiste en forsinket fødselsdagsmiddag for Anders på en utrolig hyggelig lille vinbar/ tapas restaurant. Vi har åbenbart ikke ligefrem lignet en almindelig backpacker, for da vi beder om regningen, siger tjeneren: "oh, it's a big bill", hvorefter vi griner lidt og giver ham kortet! Og da vi får fortalt, at vi skal videre op til Byron Bay, anbefalede tjeneren os en Michellin restaurent. Måske ikke lige det vores budget er til, haha! Men tak til Otto og AG for en rigtig lækker middag! 4. dagen var igen dedikeret til Bundi, hvor vi skulle mødes med Gabbi, en af vores venner fra Danmark, som er flyttet derned. Han var rigtig australier med langt hår og ulækker brun, og det danske blev da også udtalt med accent! Vi synes alle, at det var utroligt hyggeligt at se ham igen efter så lang tid. Så vi havde nogle timer sammen på stranden, inden han skulle tilbage og arbejde. Vi blev på stranden og boltrede os i de vilde bølger - ja, jeg tog kampen op og kastede mig derud igen! Nå, Sydney blev forladt fredag aften kl.23, og derefter ventede en 12 timers bustur inden vi kunne sige hej til Byron Bay. Turen var ikke engang så slem, vi fik da sovet lidt… Men Byron er lige os! Vi har været her en uge nu. Det er udelukkende en by hvor man ligger på stranden og slapper af og surfer. Viggo har fået undervisning i Kitesurfing mens vi tre andre har fået alm. Surf undervisning. Vi startede ud på nogle kæmpe mongolboards, som er umulige ikke at komme op og stå på. Men anden gang vi fik undervisning, blev de hurtigt skiftet ud med mindre boards + at vi gik fra softboards til hardboards, hviket er et helt andet materiale, så de er meget bedre og hurtigere. Det er ret svært at vælge de gode bølger og få fart nok på til at komme op, men vi fik alle taget nogle rigtig gode bølger! Vi er helt vilde med det, og skal klart surfe længere oppe af kysten også.Der har selvfølgelig også været tid til både fest og afslapning, så alt i alt en super hyggelig uge i Byron Bay. Drengene tog bussen videre til Surfers Paradis, som ligger en times tid herfra længere oppe af kysten, mens jeg blev, da to af mine bedste veninder skulle ankomme lørdag. Det var helt fantastisk at se dem på den anden side af jorden efter to måneder (så længe har vi ALDRIG nogensinde været væk fra hinanden).Vi gik ud og spiste noget rigtig lækkert thai-mad og fik hygget og snakket. Det var meningen, at jeg skulle tage videre op til drengene i dag, men vi har slet ikke fået nok af hinanden, så jeg tager en dag mere her i Byron Bay, og så mødes jeg med drengene igen i morgen eftermiddag!