Profile
Blog
Photos
Videos
Health insurane
Så er det et stykke tid siden, jeg har skrevet et blogindlæg, og det har sin naturlige forklaring. Der skete ikke så meget den første uge på grund af sygdom igen igen, men så blev der ellers taget revanche, og af sted gik den efterfølgende uge i et tempo, der ville gøre selv Bolt forpustet.
Jeg vil starte med at slå fast, at det her er sidste gang, jeg nævner ordet sygdom og efter dette blogindlæg vil det ikke ske igen.
Lad mig tage den kort fra starten. Jeg var testet to gange negativ for malaria, og havde haft det godt, siden jeg sluttede behandlingen. Derfor var det med stor fortvivlelse, at jeg en dag (fredag) kom hjem fra arbejde og havde en dunkende hovedpine. Temperaturen blev målt, og da den nærmede sig de 39 grader, var der en (ud)vej, og der var til klinikken mandag morgen. De andre to frivillige havde det også skidt, så udflugten blev planlagt. Min malariatest var igen negativ, og det var med den største forundring og bekymring, jeg tog imod antimalariatabletter fra den syngende doktor. Forklaringen eller mangel på sammen gjorde absolut ikke situationen bedre, og tankerne fløj gennem hovedet. Det strejfede mig ikke, at det kunne være en almindelig influenza eller lignende, det er jo Afrika, så en eller anden form for tropesygdom måtte det jo være. Summa summarum: en negativ malariatest, 39 i feber og en massiv hovedpine blev behandlet med antimalariatabletter, man giver til gravide. Efterfølgende fløj jeg på internetcafeen og fandt et bestemt nummer - nu var det tid til at blive beroliget og få svar på alle mine spørgsmål. I mellemtiden var de to andre frivillige blevet testet, og sygdomsfesten kunne for alvor begynde. Erna havde malaria og Pernille havde blærebetændelse, malaria og tyfoid. Piller fik de ikke for lidt af og ej at forglemme bivirkninger…
Mandag morgen kl. 9 gjorde jeg klar til telefonopkaldet. Materialet (piller og noter) var samlet, og der gik ikke lang tid, før jeg kom igennem til min danske læge. Det er det dyreste telefonopkald, jeg hidtil har fortaget, men også det bedste. Vi snakkede i et pænt stykke tid, men for at opsummere kort forklarede hun, at jeg ikke på nogen måde kunne have malaria, når testen var negativ tre gange. Det var dog ikke unaturligt at have de symptomer jeg havde efter endt behandling, og med tiden ville jeg få det bedre med eller uden antimalariatabletter til gravide.
Ugen gik så med sygdom og en enkelt out reach. Turen gik til en landsby, hvor vi havde slået os sammen med en anden organisation for at nå målet. Sundhedstjek og behandling. Det var kaotisk, men dejligt da vi langt om længe afsluttede det sidste tjek.
Torsdag var også dagen, hvor projekt "health for ho" blev skudt i gang. Inden vi startede projektet, havde vi ingen ide om, hvordan det ville gå. Håbet om at skrabe nok penge sammen havde vi, men det kunne gå begge veje. Heldigvis gik det den rigtige vej, og den succes vi oplevede, gjorde det svært at få benene ned på jorden igen. På en uge havde vi skrabet 15.000 kr. ind til sygeforsikringer. Det betyder, at vi kan nå ud til langt flere fattige landsbyer, hvor en sygeforsikring kan afgøre forskellen på liv eller død. Til alle der har doneret, er vi dybt taknemmelig og den forskel i har gjort for børnene betyder bogstavelig talt alverden. Som lovet har der dog været et lotteri, blandt dem der har doneret. Vinderen er blevet informeret, men her på bloggen skal der alligevel lyde et stort tillykke til Charlie Olsen.
Efter en hård uge blev det endelig weekend, og alle var ved at være på toppen igen mere eller mindre. Da vi stadig var afkræftede og svage, blev det til en mindre tur, men det blev den absolut ikke uinteressant af. Vi tog af sted tidlig lørdag morgen, og turen gik mod produktionen af Ghanas elektricitet. Det var faktisk uhyre interessant, og guiden var en af de bedre med gode forklaringer og historier krydret med lidt charme. Han gik meget op i at Ghana var selvforsynende, og målet var at sælge elektriciteten til nabolandene Togo og Elfenbenskysten. Vi så på også det palæ, hvor Ghanas præsident havde gæster. Det mest forladte palads i midten af ingen ting på toppen et bjerg. Der var en sikkerhedsafstand på mindst et par kilometre, så det ville være synd at påstå, at vi kom tæt på. Der er kun mulighed for at komme til præsidentboligen, og det er via helikopter - et spørgsmål om sikkerhed. Og som guiden så fint fortalte, kunne Ghanas præsident have Obama til bords lige nu, uden at nogen ville vide det.
Damen lå lige ned til Volta floden, og et lille stykke derfra gik party færgen, som vi skulle entrere næste dag. Da Erna og jeg ikke have medbragt nok penge, men et kreditkort, skulle vi hen til byens eneste MTN hævemaskine. Den lå selvfølgelig ved byens fineste og dyreste hotel. Her var prisen i Dollar, og der var minsandten også en tennisbane. Det var lørdag, så vi kunne have sagt os selv at maskinen ikke virkede. Vi havde ikke penge nok, og kreditkortet var for en gangs skyld nyttelyst. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg var parat til at tage en overnatning på luksushotellet, hvor de tog imod kreditkort. Prisen ville være 300 k. og det inkluderede pool, internet, varme bade = luksus. Efter min mening havde jeg fortjent lidt af denne luksus, men det var Erna absolut ikke enig i. Hun var standhaftig, så på farten igen for at finde en hævemaskine. Vi måtte køre en times tid, før vi fandt en, og tilbage gik det mod floden og det sted, hvor vi kunne overnatte for 80 kr. jeg var ret skeptisk for 80 kr. overnatningen, men lektien var gjort godt og stedet var intet mindre end fantastisk. Det lå helt nede til floden, og den iskolde Cola kunne nydes på en terrasse i vandet i skyggen af et palmetræ. De havde også et stort TV, hvor der blev vist fodbold anmass. Jeg tør godt sige, at jeg var i gode hænder, og da jeg stort set ikke havde spist i en uge, kunne jeg med tilfredshed, konkludere at appetitten var tilbage. Næste morgen blev der serveret English breakfast, og af sted gik det mod party båden. Ombord på båden var der en lille pool foran på dækket og to etager med aircondition samt fjernsyn. På den øverste etage var der live musik, og maden var barbecue med europæisk salat. Mit luksuriøse liv var tilbage for ens stund. Vi lettede anker og kursen gik mod en lille ø, der lå fire timers sejlads væk. Her var der et kort ophold, hvorefter turen gik mod fastlandet gen. Da vi kom til øen, blev vi mødt af afrikansk stammedans med musik til ære for os turister, hvor målet var at samlet penge ind. Lige så snart vi steg af båden, stod der det ene forhutlede barn efter det andet og kæmpede om vores gunst for at føre os rundt på øen. Bang - med et trylleslag var vi tilbage til virkelighedens Afrika! Manererne blev der ikke sparet på, og de gik da også direkte til sagen med at spørge om penge til skolegang. Da det var en turistbåd med en del ældre engelske kvinder, lykkedes taktikken til fulde. Vi fik senere snuset os frem til, at børnene slet ikke havde det så skidt, som de så ud til. Skoene havde de efterladt hjemme sammen med deres fine tøj og engelsk.
På vejen tilbage blev tid til at nyde et par kolde øl og snakke med alle de andre turister. En del frivillige og backpackere havde fundet vejen frem til båden "luksus for en stund".
vi var hjemme ud på aftenen, og den sidste restitution blev klaret med at gå tidlig i seng. Der skulle spares kræfter sammen til ugen og weekenden. Mandag startede jeg på childrens ward, hvor jeg skal arbejde resten af tiden i Ho. Det var en meget rolig dag, og det var skide sjovt at lege med børnene og få frembragt nogle smil. Ingen af børnene har noget der minder om legetøj, så de ligger bare sengen dag ud og dag ind, mens forældrene kommer og går. Legene blev hurtigt kombineret med lidt undervisning i tal og alfabetet. De ville utrolig gerne lære, så ønsket blev efterkommet. Dagens helt store vinder var "Hokie Pokie" (boogie wookie), og det gav inspiration til senere. Mandag gik turen også forbi health insurance kontoret, hvor det hele blev planlagt og tilrettelagt. Kl. 8 torsdag morgen skulle vi være klar til at udskrive de første forsikringer. Da det drejede sig om 425 børn, ville det tage minimum en dag, så tiden skulle holdes. Efter kontoret gik turen til landsbyens "chef", han skulle informere beboerne om at vi kom, og vigtigheden i at de dukkede op for at blive registreret. forhåndsplanlægningen var gjort, så nu kunne vi ikke gøre andet end at vente til torsdag. Indtil da gik ugen med sjov på hospitalet og onsdag til den spedalske landsby. Jeg troede, jeg havde set det meste i den landsby, men maven vendte sig lige en ekstra gang, da jeg skulle rense et nyt sår. Kvinden der havde såret var virkelig flink og meget snaksaglig. Såret var på knæet og helt sort. Lige inden jeg skulle til at rense krabaten, tog hun en kvist frem og gravede mudder ud fra såret i knæet. Jeg fandt hurtigt ud af, at det var et ret dybt sår og fyldt med meget mudder. Da hun var færdig med at grave i sit knæ, kunne jeg gå i gang med arbejdet. Det var noget besværligt med alt det mudder, men det lykkedes til sidst at få renset og lagt forbinding omkring. Hun fik strenge instruktioner i at holde det så rent som muligt, så hun slipper for at grave mudder ud af knæet, hver gang vi kommer på besøg.
Onsdag aften var der hygge på den lokale - intet vildt bare lidt mad og juice. De næste to dage ville blive krævende og energiniveauet skulle toppe. Sengetiden blev rykket et par timer frem, og torsdag morgen var vi så klar, som vi kunne blive med en overskudspose fyldt til bristepunktet. Dagen startede absolut ikke optimalt, og det skulle blive værre endnu. Vi har vænnet os til at tid ikke er noget folk går op i, men denne ene dag ville det have været rart, hvis tiden blev overholdt. Vi blev halvanden time forsinket på grund af health insurance folkene, og da vi kom til landsbyen, blev vi endnu halvanden time forsinket. Det skyldtes at "chefen" ikke havde informeret landsbyen, og det havde han sine gode grunde til ifølge ham selv.
Det viser sig at den ansvarlige for programmet får nogle penge, men da vi havde bedt om professionel hjælp, fik de ansvaret og dermed manglende penge til chefen. Det var han ikke helt tilfreds med, og derfor havde han ikke givet informationen videre som lovet. Vi skulle så til et nyt officielt møde med ham, og her blev der diskuteret frem og tilbage og hvisket i ørene, inden beslutningen blev taget. Hele diskussionen forgik på Ewe, så det var med adrenalinen pumpende i kroppen, at vi holdt vejret. Heldigvis fik vi trumfet nødvendigheden igennem, og omsider kunne vi begynde arbejdet. Vi fik lavet et system, og så gik vi ellers i gang med at registrere. Der var tempo på fra starten, nye forsikringer skulle skrives og gamle skulle fornys. Efter hvert barn var blevet registreret og taget billede skulle der leges. Her introducerede vi "hokie pokie", med lidt ændringer i teksten, så den handlede om health insurance.
Børnene fangede lynhurtigt ideen, og en stemning det skabte. Alle virkede lettede og folk dansede rundt. Vi blev også introduceret til en klappedanseleg, som var virkelig svær i starten. Efter et par timer fangede vi ideen, og så var vi in. Der blev sørget for frokost og vand, og pauserne blev brugt til at lege med børnene. Efter et par timers arbejde fik vi besked på at pakke sammen kl. 15 af health insurance folkene, lige meget om vi havde nået dagens mål. Vi spurgte til denne beslutning og svaret kom prompte. "Fordi vi er trætte". I det her land bliver man åbenbart træt af at arbejde i mere end fire timer. Heldigvis havde vi nået at skrive 200 sygeforsikringer, og dagen efter måtte vi så udskrive de resterende. Vi havde nået alle børnene i skolen, så dagen efter blev fokus vendt på de børn, der ikke går i skole. Fredag morgen var vi klar til at tage fat igen. Vi ankom heldigvis tidligere til landsbyen, men der var ingen mennesker. Igen havde "chefen" ikke orienteret om projektet. Vi satte det hele op, og da der ikke kom nogen den første halve time, skulle der ske noget. Når bjerget ikke kommer til Muhammed, må Muhammed komme til bjerget, og det var præcist, hvad vi gjorde. Erna og jeg gik ind i landsbyen for at få beboerne med hen til skolen, så børnene kunne registreres. Det skulle vise sig at blive svært. For det første fordi deres engelske ikke var helt i top, og for det andet fordi de ikke var blevet informeret om dette tiltag, og derfor vidste de ikke hvad der forgik. Vi var meget insisterende, og lige så stille kunne vi se vores arbejde bære frugt. Folk begyndte så småt at dukke op. Efter arbejdet var vi nået op på 350 forsikringer. Ikke det tal vi havde fået at vide, men vi blev enige om, at vi ikke forlader landsbyen før hver eneste af de 425 er registreret…
Weekenden blev brugt på at rejse igen, og denne gang gik turen til intet mindre end Cape Coast uden turister. Stedet er et lille ø paradis, hvor Volta floden møder Atlanterhavet. Forventningerne var store, men de blev også indfriet over alt forventning. Den historie må i dog vente lidt med, men der kommer snart en beretning og en masse billeder fra heaven on earth uden turister…
- comments