Profile
Blog
Photos
Videos
Bangkok er byen hvor du bliver overrendt af taxi og tuk tuk tilbud, bliver endnu engang præsenteret af thaiernes kærlighed til deres konge fordi der alle steder hænger store (med tryk på s) billeder overalt af kongen, hvor du kan købe frisklavet mad langs vejen hele døgnet, stedet med utrolig mange og flotte templer, stedet hvor trafikken er det rene vanvid, byen hvor der er virkelig varmt.. Byen som er en oplevelse værd, både på den ene, den anden og den tredje måde! Vi landede i Bangkok lufthavn fredag morgen (den 11 maj) fra Suratthani og tog airport rail ind til phay thai station i downtown of Bangkok. Og så blev vi mødt af varmen, der er overdrevet varmt i Bangkok pga masser af trafik, mennesker og bygninger!
Vi fandt en taxi som kørte os til khao San Road som er backpacker stedet, hvor der bare er en kæmpe fest 24/7. Det er billigt ja! Men der er også en del.. Uro.. I løbet af natten, så trætte os fik ikke verdens bedste søvn. I løbet af fredagen var vi en tur i Dusit zoo - længe siden jeg har set dyr som ikke lever i det fri, så godt lige at få sig et kig på alverdens dyr igen! Hen ad eftermiddagen ville Mikkel en tur i biografen og slappe lidt af, så jeg gik afsted til china town fra zoologisk have. Det var et spændende område og byggestilen ændrer sig da også, men ikke noget spektakulært fra andre chinatowns jeg har set! Om aftenen gik jeg rundt i det område hvor vi boede - masser af folk fra vesten der, slet ikke det samme som i f.eks. Chinatown hvor der er en hel anden stemning og lokal tone menneskerne imellem.
Så var det også sengetid efter en lang dag med masser af tilbagelagte kilometer! Det er hvad der skal til i storbyen :)
Lørdag tog vi afsted til grand palace, som er der hvor kongen tidligere boede før han flyttede nordpå. Der var rigtig mange turister, men at gå rundt imellem alle de dekorerede og gamle bygningsværker er helt vidunderligt. Det kan være svært at forstå hvordan udsmykningerne og materialerne, generelt hele håndværket var så udviklet så mange år tilbage. Det er også et af de steder i Thailand som virkelig bliver bevaret og holdt i god stand, inde i the royal monastery of the emerald buddha (som er en virkelig smuk sal, der er udsmykket udover det almindelige og hvor der sidder en Buddha højt oppe der er karvet ud af et stykke grøn jade helt tilbage til 1434) så vi en dreng på måske 16 år sidde med en lille pensel og var ved at male nogle små detaljer op på et af de mange vægmalerier. Alting bliver gjort nænsomt, hver eneste lille bevægelse er velovervejet - selve processen hvis noget skal renoveres eller repareres skulle efter sigende også være rigtig lang og tidskævende! Vi tog om eftermiddagen på chatchuthak markedet, som er det berømte weekend marked i Bangkok - kæmpestort!
Herefter skulle vi afsted med natbus til Sukhothai. Vi blev indlogeret på et virkelig hyggeligt guesthouse, også et renere et af slagsen ;)
I sukothai tog vi den lokale bus ud til old sukothai town der ligger ca 15 km udenfor byen. Det er ruiner af templer og buddhistiske figurer, det var helt sikkert interessant at se bygningsværker som ikke er dekoreret ligeså meget som de fleste templer i Thailand.
Fra sukothai havde vi endnu en hel dag i bus for at komme til chiang rai, en by længere oppe i Nordthailand. Vi gik rundt et par timer dagen vi ankom, tog til nat bazaren om aftenen og spiste fondue på thaialndsk vis til aftensmad. God dag, men lang med alle de mange timer i bussen.. Heldigvis er der en masse at se når man kører i bus i Thailand. Især i nord er der utrolig mange rismarker og en del flere bjerge.
Tirsdag var vi på endagstur fra chiang rai til den gyldne trekant. Vi tog bussen fra chiang rai til mae sai og herfra en sonthaew (som er en truck med to bænke på ladet, og overdækket) til sop Ruak, der er området der også er kendt for at være den gyldne trekant. Navnet skyldes at du står og kigger ud over mekong floden mens du er i Thailand og samtidig kan du se laos på din højrehånd og Myanmar (tidligere Burma) på din venstre, bare lige på den anden side af floden. Du kan skam også snildt sejle derover en tur. Hele dette område skaber nærmest en trekant hvor floderne mødes. Oppe i den her del af thailand er der også en del mere kontrol og tjek af politiet pga grænsen til Myanmar og frygt for smugling af stoffer ind og ud af Thailand. Jeg tror vi blev tjekket 3 gange. Men når de så vi var fra Danmark kiggede de ikke rigtig på vores pas.
Området ved den gyldne trekant ér også kendt for opium! Vi besøgte først museum of opium, et lille museum med basale informationer og efterfølgende gik vi ned til Hall of opium. Et virkelig gennemført museum, informativt, underholdende - et af de bedre museer jeg har besøgt :)
Efter vores besøg til Hall of opium ville vi begynde at gå indtil vi så den første sonthaew vi kunne springe på, men langt nåede vi ikke.. To arbejdere holdte ind til siden i deres Pick up truck og spurgte hvor vi skulle hen. Jamen, vi skulle til chiang saen. Spring op, sagde de bare! Så der sad mig og Mikkel, på ladet af en Pick up truck i den gyldne trekant! Fra chiang saen tilbage til chiang rai tog vi en lokal bus der er lidt noget andet end busserne derhjemme.. Her skal du åbne vinduerne ved at skubbe dem op med håndkraft, døren er åben og du ringer bare på ringeklokken hvis du vil af! Jeg kommer til at savne alle de her 'spændende' transportmidler i Thailand.. Danmark er næsten for ordentlige forhold, vi har alt for meget sikkerhed ;) om aftenen tog vi ind for at spise is ved en butik der hedder swendsens, det var sååå lækkert! Hver en enkelt mundfuld var virkelig god!
Onsdag morgen tog vi en tidlig bus til chiang Mai. Vi havde egentlig planlagt at tage til mae Hong son som ligger ca 7 timer i bus fra chiang Mai, men planerne blev lige pluselig ændret fuldstændigt. Jeg havde skrevet til et par stykker fra couchsurfing inden vi forlod chiang rai og en af brugerne derinde som bor i chiang Mai svarede at han godt kunne have os boende. Det viser sig så, at samat også kaldet Joe, har sin egen virksomhed som tur guide og bor det meste af tiden udenfor chiang Mai oppe i bjergene i bungalows. Jeg fortæller ham at vi har tænkt os at alle tage cooking class i chiang Mai og finde et sted med trekking mere østpå. Vi er i den heldige situation at han faktisk kan tilbyde det hele, vi får desværre ikke set mae Hong son (hvilket alligevel vil give os ekstra meget transport tid). Hans kollega henter os ved bussen onsdag morgen og vi kører ca halvanden time før vi ender hos Spicy villa, som han kalder sit sted. Her bliver vi indlogeret i de hyggeligste bungalows, de er bygget af bambus så solen går igennem revnerne flere steder og gulvet er lige ledes af bumbus, vi føler os ude i naturen. Udenfor hvert af vores værelser var der en hænge køje, vi kunne høre et lille vandfald, alle fuglene og havde udsigt udover den lille landsby som ligger lige i nærheden af Spicy villa. Efter indlogeringen kørte vi afsted i hans Pick up truck sammen med en amerikaner, alberto. Vi kørte ned til floden som løber igennem området og så skulle vi ellers op i de her store gummieringe og flyde ned gennem floden (også kaldet tubing) - det gik ikke stille for sig. Der var relativt meget strøm, selvom vi nogle gange sad fast på sten og mellem grene havde vi stadig fart på. Der var små nedgange, fald og det var virkelig skægt! Efter tubing skulle vi bamboo rafte ned af floden, vi startede bare længere oppe. Det er et ret simpelt koncept ;) ca ti bambus som er bundet sammen med cykelslange (eller anden form for elastisk gummi) og så har vi to stave til at styre med, en person i front og en bagi - jeg blev styrmand ved bagror!
Efter bamboo rafting endte vi op hos elephant Camp, jeg tænkte at det ikke kunne blive så interessant for jeg havde jo allerede prøvet at ride på en elefant.. Men nej! Der tog jeg fejl, det her var fuldstændig anderledes. For det første skulle vi komme ud på elefanten og side der og balancere som en anden prinsesse uden nogen form for bænk. Og elefantens krop er alle bekendt ret bred.. ;) men ja, vi var ude i floden med den for at bade (Mikkel og jeg havde hver vores elefant og så var der en lille elefant på kun halvandet år som gik sine egne veje). Mikkel sagde han var sygt nervøs for at falde ned, og jeg må nok gå til bekendelse, at jeg havde samme tanke et par gange. Der er jo intet at holde fast i! Om aftenen var der ellers nok gang i gryder og pander i Spicy villa, og vi skulle lære at lave lokal nordthailandsk mad. Og deroppe i bjergene har de altså ingen ovn eller komfur, så det var mad over åbent ild hvor vi hele tiden skulle lægge en ny pind på for at holde gang i flammerne - og det er hverdag for dem. Så masser af god mad vi fik lavet den onsdag aften oppe i de nordthailandske bjerge! Torsdag morgen stod på trekking til en Karen village. Karen folket lever i små landsbyer oppe i bjergene (der er forskellige stammer rundt i hele nordthailand) og de er relativt selvforsynende og de fleste små landsbyer har installeret solceller. Og her starter tingene altså virkelig fra bunden.. Utrolig meget bliver udført ved håndkraft. Husbygning, tøjvask, osv osv.
Vi lavede frokost lige ved siden af et smukt vandfald, frokosten blev tilberedt i bambus rør og bestod af to forskellige lokale retter og ris. Igen, alt blev tilberedt og lavet over bål.
Den sidste morgen, fredag, fik vi rigtig thailandsk morgenmad :) det var masser af ris, og forskellige retter hertil - det ligger en god bund for en hård arbejdsdag ift kellogs cornflakes med mælk og ekstra sukker ;) dagen startede også ekstra tidligt fordi Joe og jeg tog ned til det lokale tempel med morgenmad til munkene og jeg fik en velsignelse. Så startes dagen i hvert fald godt.
Første dag i chiang Mai fik vi tjekket ind på et hostel og jeg tog ud for at se tribal museum der desværre havde haft en brand ulykke sidste år og var lukket af samme grund. Så jeg endte med at tage på national museum istedet hvilket gav et rigtig godt indtryk af chiang Mai provinsen gennem tiden, deres økonomi, produktion, skolesystem, kunst og generelt hvodan chiang Mai blev skabt efter området havde været overtaget af Burma over en længere periode.
Om aftenen spiste vi ved den vold grav, vil jeg kalde det, som omringer det gamle bycentrum af chiang Mai. Efter aftensmad fik jeg mit livs første thai massage - og de bruger vitterligt hele kroppen! Albuer, fødder, knæ.. Den får ikke for lidt! Nogle af de positioner de står i under massagen og stadig kan ligge så mange kræfter i, er ret imponerende.. Da vi kom til massage stedet, fik vi først vasket fødder, så fik vi tildelt et sæt tøj (meget store bukser og ret afslappende trøje!) og nød en kop the før massagen startede. Og hele denne dejlige oplevelse betaler du altså kun 35dkk for! Efter en god massage og et par knæk hist og her gik vi tilbage til vores hostel og fik en god nats søvn. vi havde forresten regn fredag aften, vi har prøvet at regne ud hvornår vi sidst havde regn og vi kunne ikke komme i tanke om det. Vejret har virkelig været fantastisk i hele vores tid :) TAK TAK TAK!
Lørdag morgen gik jeg ud i lyse morgen og faldt over et morgenmarked.. De morgenmarkeder vil jeg virkelig savne, du går rundt imellem hundredvis af små boder hvor der sælges krydderier, frisk frugt og grønt, kød, fisk.. Alt hvad hjertet begærer i lige så store eller små mængder du ønsker. Mange af standene har allerede friske retter du kan købe til morgenmad :) Jeg kunne virkelig godt tænke mig at smage alt muligt af det mad de har i boderne, problemet er bare at jeg ikke aner hvordan man skal spise særlig meget af det eller hvad det i grunden er jeg kommer til at spise ;)
Efter jeg havde tullet lidt rundt på morgenmarkedet og fået spist morgenmad havde jeg besluttet mig for at tage til Bosang som er en handicraft by (også kendt som umbrella village), den ligger ca 10 km fra centrum af chiang Mai. Jeg havde fået fortalt at der ville være hvide sonthaew der ville køre derud fra waroro marked så jeg ville finde derhen. På min vej møder jeg så ham her thailænderen der normalt bor i Australien men besøger sin mor i chiang mai. Han skal sørme også til bosang og han giver mig et lidt, eller nærmere en rundtur. Først kører vi til et sted på vejen der hedder Gems collection som er en utrolig stor smykkeforretning. Så jeg fik både holdt Rubin, diamant, safir og jeg kan slet ikke navnene på alle de fine sten! Efterfølgende tager han mig til en forretning hvor de væver tøj, sengetæpper, pudebetræk osv. Alt er håndlavet! Og det er virkelig en lettelse at se disse kvalitetssteder, nu når thailandske markeder efterhånden er en tand for meget af den samme lavkvalitet. Så der fik jeg øjnene op for de kvalitetsprodukter alle mennesker snakker om de har i Thailand :)
Efter denne butik kører vi til en indisk butik hvor det meste igen er håndlavet. Jeg blev helt vild med chiang Mai efter jeg kom derud og så hvor mange lækre butikker der er.
Jeg skilles fra thailænderen her og går de sidste 2-3 km til bosang centrum. Her er jeg inde i flere små forretninger hvor jeg vitterligt kan se hvordan paraplyerne er fremstillet trin for trin. Inde i bosang er jeg også en tur inde i en læderhandel hvor produkterne også skinner af kvalitet. :) :)
Mens jeg spiste frokost kom en af medlemmerne fra det demokratiske parti og snakkede med mig, de har snart valg og dette parti har en kandidat som stiller op i chiang Mai provinsen. Og i samme gruppe af mennesker som han følges med sidder sørme den tidligere borgmester for Bangkok ;) Så der var de helt store kampagner i området.
Da jeg kom tilbage til chiang Mai tog jeg ud til airport Plaza som er et kæmpe indkøbscenter jeg havde læst gode ting om på nettet.. Men jeg blev godt nok skuffet efter mine gode timer i bosang ;) Og på den anden side er det heller ikke storcentrerne jeg foretrækker at hænge ud i, når gadelivet er så fyldt med liv!
Lørdag aften tog Mikkel og jeg på lørdags markedet i chiang mai, som nok også bliver det alle sidste marked. Søndag morgen besøgte vi thai elephant conservation centre der ligger lige udenfor lampang. Her har de 100 elefanter de tager sig af. Før det blev conservation centre i 1992 blev det brugt som træningsbase for elefanter til at være et hjælpende led i skov industrien.
Nu er det et sted hvor de blandt andet tager sig af syge elefant på deres Elephant hospital og tager sig af nyfødte elefanter på deres Elephant nursery.
Fra Elephant conservation centre fik vi et lift med tre thailændere til Lampang busstation. Vi tog om aftenen natbussen til Ayutthaya. Eller det vil sige, vi ankom kl halv fem om morgenen! Så omkring halv syv fandt vi en sonthaew der kunne give os et lift ind til Ayutthaya. Her brugte vi det meste af tiden i den gamle by hvor vi bare fræsede rundt på vores cykler :) vi så
Ayutthaya, der er den gamle hovedstad, så der er en spændende historie forbundet med stedet.
Efter en overnatning der tog vi toget til Bangkok for at tage hul på vores allersidste dage i Thailand. Da vi ankom på togstationen gik jeg rundt i området et godt stykke tid for at finde et billigt guesthouse og det lykkedes også til sidst, jeg fandt et centralt placeret sted lige i nærheden af Siam Square! Før vi checkede ind var vi forbi templet med den største statue i verden lavét af guld, og til ingens overraskelse er det selvfølgelig en Buddha ;)
Og statuen var virkelig stor! De opdagede at denne buddha var lavet af massivt guld ved et uheld, da den skulle flyttes var nogle af arbejderne ved et uheld kommet til at slå hul på den gips som beskyttede statuen. Næste morgen havde der vært en inspektion på arbejdspladsen og det var gået op for alle at buddhaen var ud af massivt guld. Sikke et fund!
Efter dette tempel besøgte vi Wat po, som er det sted hvor thai massagen startede i Thailand. Det ligger i forbindelse med grand palace og byggestilen har mange ens træk.
Resten af eftmiddagen slappede vi mest af og bare nød at være i centrum af Bangkok :) en ting vi begge synes er ret fascinerende er måden hvorpå infrastrukturen er planlagt i Bangkok, i hvert fald i de områder hvor skytrain kører. Det fungerer nærmest i tre lag. På vejen, nederst naturligvis, kører bilerne, så går menneskerne over kørebanen når de skal krydse vejen og kan herfra komme et niveau højere op til skytrain. Samtidig kører metroen under jorden. Det er virkelig nemt at bruge den offentlige transport i Bangkok, vi blev endda gode til at bruge busserne til sidst - det eneste du skal lære dig selv er dog at afslå alle de tuk tuk og taxi tilbud du HELE TIDEN får! Men til den pris det koster at tage offentlige transportmidler, lærte vi det ret hurtigt! Mange siger at Thailand er blevet dyrere at rejse i, fra mit synspunkt er det hammer billigt, men jeg har heller intet at sammenligne med selvfølgelig!
Men vi havde stadig to dage tilbage til at se endnu mere af Bangkok! Vi tog til suam pranak crocodile farm, som ligger ca en times kørsel med bus fra Bangkok. Det er den største samling af krokodiller på samme sted i hele verden og de skulle efter sigende have 100.000 af de farlige væsener! Så der stod krokodille wrestling, og at kaste kød ned til krokodillerne på programmet og ellers bare gå rundt og lade sig falde bag over ved synet af alle de krokodiller. Hverken Mikkel eller jeg har nogensinde set så mange på ét sted, de opholder sig i forskellige søer og når du kigger ud over vandet stak der nemt 20-30 krokodiller op! Selvom vi havde svoret at der ikke skulle være flere markeder tog vi faktisk på et enkelt marked i Bangkok, fordi mine solbriller var gået i stykker :( Jeg fandt desværre ikke nogen, men det er også godt det samme - nu skal jeg jo tilbage til dk, er der mon meget sol der? ;)
.. Alting bliver bare lidt større når man er i en storby og biografen skal det ikke glemmes. Vi tog i biografen onsdag aften i det storcentrers som hedder siam paragon hvor de viste filmen Dark Shadows med bl.a. Johnny deep i en af hovedrollerne. Og den biograf var kæmpe, der var 14 sale og så en ekstra sal som var større end alle andre biografer jeg har været i hele mit liv. Og en ganske udemærket film!
Torsdag den 24 maj var officielt min allersidste dag som rejsende.. Det var en mærkelig følelse at vågne op om morgenen og vide, at næste gang jeg ville vågne op skulle det være på dansk jord!
Så jeg måtte jo have noget ud af dagen, der er et medicinsk museum på et hospital som hedder siriraj hospital. Der er både padæolisgke og anatomiske udstillinger, samt en forhistorisk udstilling. Utrolig spændende udstilling, i hvert fald det jeg kunne læse af den (en del stodpå thai) :b
Jeg brugte bla river taxi til at komme dertil, fordi hospitalet ligger på den anden side af floden som går gennem Bangkok. Efter museet tog jeg på art and culture centre of Thailand hvor der bla var en masse print og tegninger i forbindelse med international udstilling, meget imponerende.
Om aftenen tog Mikkel og jeg ud for at spise sushi, købe en drinks i bangkoks travle gader og sluttede af med en thai massage lige inden jeg skulle afsted til lufthavnen. Alle mine ting blev pakket om eftermiddagen, og jeg siger jer, at der var læs på! Jeg blev nødt til at tage mine vandre støvler på i flyet, for der var virkelig ikke mere plads i min backpack.
Afsted det gik ud til lufthavnen, og et farvel til Bangkok!! Jeg sad i lufthavnen og tænkte lidt over alt det jeg har været igennem i løbet af de sidste fem måneder og 20 dage. Det er ikke så lidt endda. Jeg kommer hjem med rygsækken fyldt med gode minder, rare bekendtskaber og så har jeg da også lært lidt mere om mig selv :)
Og hvad gjorde Thailand unikt som rejsedestination..
Thailand er en ordenligt mundfuld kultur at tage ind.. Der er både gode og dårlige sider ved at rejse i Asien, de fleste er dog fantastiske! Mange steder er virkelige snuskede, ingen toiletpapir, en masse mennesker som ikke arbejder og generelt huse af utrolig dårlig standard. Men på den anden side (som klart vejer tungest på vægtskålen) er thailænderne så smilende, der sker altid noget om ørerne på dig så du aldrig bliver træt af bare at se sig omkring, den livsglæde folkene har smitter rigtig meget af, de er virkelig hjælpsom også selvom en del af dem overhovedet ikke forstår engelsk giver de sjældent op (det er altid mig der giver op før dem for at være ærlig), deres mad er så lækkert, deres priser er også ret lækker (alt i Danmark føles jo som overbetaling nu ;)), de er meget afslappede og tager tingene med et gran salt - til tider for meget, der er mange flere kreátive udgaver af køretøjer.. Og jeg kan blive ved :) et smukt sted! Men med alt for meget ris, jeg skal i hver fald spise andre ting den næste måned :p
Kl. 740 landede jeg i Kastrup hvor jeg mødtes med en god højskoleveninde, så vidste jeg at det var sandt: jeg var hjemme i kære Danmark hos en masse fantastiske mennesker. JEg havde det bedste knus og kop kaffe i lang tid i lufthavnen :D kl 1030 landede jeg i Aalborg og blev modtaget med flag og smil fra far, mor og Andreas. Måtte da fælde en lille tåre da jeg blev omfavnet af min kære familie. Karens glade ansigt mødte mig udenfor hjørring gym da hun var færdig til skriftlig dansk eksamen :D
Jeg har virkelig savnet at høre ægte nordjysk, spise mors rugbrød, få en gynge tur i haven, sove i skovbo (navnet på mine forældres hus), og så mange andre ting! Jeg er rigtig glad for at være hjemme, især fordi jeg har haft så fod en tur.
Tusind tak til alle som har læst min blog, det har betydet meget for mig, at i herhjemme har vist interesse for hvad jeg render rundt og laver derude. Jeg kan vist godt love allerede nu, at jeg vil lave en blog næste gang jeg skal ud at rejse. Det er en god måde at reflektere over alle de ting der sker! :) Og holde jer lidt opdateret..
Ha´ en fantastisk sommer allesammen, jeg håber jeg kommer til at se her allesammen selvfølgelig! Så får I et kæmpe knus.
De bedste hilsner.. lige her fra Hundelev!
Ninna
- comments