Profile
Blog
Photos
Videos
Nu synes jeg næsten det er på sin plads at påbegynde den her blog :) Jeg må hellere selv hæfte mig ved udtrykket blog, efter sigende er det jo i grunden en personlig dagbog og rejsekalender, som ligger til rådighed for offentligheden i cyberspace. Men jeg har nu ikke tænkt mig, at lade det her blive i dagbogsformat! Jeg ønsker mere en blog, hvor jeg jævnligt uploader billeder og sjove beretninger fra den anden side af jorden - så I ikke glemmer mig helt, og omvendt.
Min far, I kender ham nok ikke allesammen, men han har skrevet dagbog siden han rejste til New Zealand for over tredive år siden. Han skriver den ene bog efter den anden, og på hans opfordring vil jeg gøre det samme på min rejse. En blog til jer og en dagbog til mig :)
.. Jeg er ved at have styr på alt det praktiske ting og sager nu. Gosh, hvor er der meget! Det stopper næsten aldrig med forsikring, billetter, forskellige logins, bankoverførsler, adresser, ekstra kreditkort (tak for hjælpen, Thomas) etc. Det er nu også med til, at gøre det hele endnu mere spændende og ét mål med min rejse er, at lade spontaniteten få et fremskridt. I, som kender mig, ved godt hvordan jeg altid skal planlægge alt muligt forskelligt. Nu har jeg muligheden for ikke at planlægge alverdens, men bare lade tingene ske og lade mig inspirere af de mennesker jeg møder på min vej. Det jeg vil have styr på er flybilletter og bagage; derudover skal jeg nok klare mig. Tror I ikke?
Jeg har lige investeret i et Canon powershot G12 kamera, så glæd jer til alle de fantastiske resultater det kan skyde ud (... håber jeg!).
Lige i dette øjeblik tænker jeg tilbage på de sidste to år, hvor jeg har.. hvordan skal jeg sige det: prøvet alt muligt, og har omstillet mig et utal af gange :) Bo i Århus x2 og været på Idrætshøjskolen i Sønderborg et halvt år (fantastisk sted, nok nærmest paradis!). Den anden dag ´faldt´ jeg over det her citat af Rudyard Kipling, som faktisk beskriver mit liv i øjeblikket, ufattelig godt:
Alt taget i betragtning, er der kun to slags mennesker i verden. Dem der bliver hjemme og dem der ikke gør det.
I øjeblikket føler jeg mig, som det menneske der ikke gør :)
Med de ord, synes jeg, at resten af bloggen skal være forbeholdt det store udland. En helt anden tidszone, en helt anden breddegrad, og et helt andet univers. Let the journey begin! See you, down under.
- comments