Profile
Blog
Photos
Videos
Nu er det efterhaanden ved at vaerer laenge siden at jeg har skrevet, og der er sket en hel masse.
I sidste weekend d. 29/5 gik turen til Last Resort. De mest fantastiske omgivelser, hvor du kan lave alt hvor du kan faa adrenalin i kroppen. Taet paa den tibetanske graense, saa ca tre timers buskoersel fra Kathmandu.
Vi tog af sted kl 6.00 om morgenen fra Last Resorts kontor i Thamel. Turen gik igennem en masse smaa landsbyer, og man kunne virkelig se hvordan de lokale arbejdede foerst paa dagen, inden det bliver alt for varmt.
Det foerste pudsige syn der moedte mig, var dog lige efter vi var kommet ud af Thamel. En mand kom traekkende med et stort slagtesvin paa en cykel. Benene var bundet sammen over tvaerstangen og kroppen laa dermed paa tvaers af cyklen. Den blev trukket rundt ude paa vejen mellem bilerne - med de skal selvfoelgelig transportere dyret paa en eller anden maade.
Busturen var meget bumlet og busserne er ikke bygget til laengden paa europaeiske ben, saa det blev til tre lange timer. Vi ankom til resortet omkring kl 10.00
Det foerste der moeder dig, naar du ankommer, er broen hvor der bliver sprunget bungyjump og canyon swing fra, som du skal over for at komme ind i resortet, saa man skal ikke lide af hoejdeskraek. En haengebro spaendt ud mellem to bjerge med en flod 160 meter under. Da jeg kom til broen og saa ned, fortroed jeg inderligt at jeg havde sagt ja det at hoppe. Hjertet bankede af sted, og de to tyske fyre jeg var der sammen med, havde det paa samme maade. 160 meter NED er virkelig langt!!
Vi kom over til selve resortet og blev informeret om sikkerhed, maaden hvorpaa vi skulle hoppe og alt hvad der var af praktiske oplysninger. Vi blev vejet og delt op i grupper efter vaegt, saa elastikken kunne blive justeret rigtig i forhold til vaegten. Derefter var det tid til at gaa paa broen igen og vente. Min vaegtgruppe skulle hoppe canyon swing foerst, men alle gik ud paa broen paa samme tid og saa blev der skiftevis hoppet bungy og swing. Jeg hoppede som den femte, saa jeg havde noget tid til at vaenne mig til tanken om at hoppe ud i ingenting. Jeg begyndte at blive vildt utaalmodig for da jeg var paa broen anden gang var jeg ikke nervoes, men mere spaendt paa at hoppe, og kunne ikke vente til at faa lov.
Jeg blev kaldt frem og kom forbi afspaeringen og fik min sele paa som skulle gribe mig. Folkene der arbejder ude paa broen er helt fantastiske. De fjoller og laver sjov og faar dig til at foele dig godt tilpas. Du faar de sidste instrukser inden du krydser den sidste afspaerring, ud paa en 1 m2 stor platform uden nogen form for afspaerring. Paa det tidspunkt er der kun en vej - NED. Jumpmasteren giver en lille peptalk og du faar lov til at hoppe.
Canyon swing er 120 meters frit fald, 7,5 sekund foer snoren griber dig og en fart paa 150 km/t - den hoejeste i verden. Sekunderne foeles som om du svaever mellem liv og doed. Hjertet sidder oppe i halsen og du kan se hvordan alt bare flyver forbi i en rasende fart. Den stoerste lettelse og naar du maerker, at selen strammer til om kroppen og du kan maerke at rebet har grebet dig. Derefter er det som en kaempe gynge. Du sidder helt bogstaveligt i luften og adrenalinen pumper i kroppen og du er klar til at springe igen. Jeg fik en line ud, saa jeg kunne traekke mig selv ind til kanten af bjerget, og saa gik turen op af til resortet igen hvor maden ventede inden jeg skulle springe bungy.
Bungy var endnu federe end jeg nogensinde kunne forestille mig. Ventetiden var laengere og tanken om at hoppe paa hovedet var endnu mere skraemmende end 7,5 sek. frit fald. Du bliver kaldt hen og sat paa en stol. Der er kamera paa hele tiden og mens anklerne bliver spaendt sammen snakker du med kameramanden der spoerger om en masse ting. Jeg var raedselsslagen for at falde da jeg skulle under afspaerringen og IGEN stod paa den lille platform. Jumpmasteren gav en lidt laengere peptalk den her gang og som det sidste sagde han: " Okay, Nina. This time head first - say hi to the cameraman. Three, two..." Jeg naaede ikke at hoere mere foer jeg tog et stort spring ud i ingenting. Hovedet foerst med oejnene fokuseret paa en kaemepe sten nede i floden. Adrenalinen pumper endnu hurtigere ved bungy for alt blodet render til hovedet med det samme, og visheden om at det kun er et spaende om anklerne der holder dig oppe er skraemmende mens du haenger med hovedet ned af, og venter paa at blive saenket ned til jorden. Der staar to maend dernede og raekker dig en bambuspind som du skal holde fast i, mens de traekker dig ind. Bliver lagt ned paa en briks og de stiller en masse spoergsmaal for at vaere sikker paa at du er okay. Turen op igen, foeltes virkelig kort den her gang. Jeg gik som i trance og kunne ikke forstaa hvad jeg lige havde gjort, men det var det stoerste sus jeg nogensinde har oplevet - ingenting kan sammenlignes eller kommer taet paa.
Det havde vaeret en dag med masser af ventetid, men de to hop var det hele vaerd. Vi var hjemme i Thamel ca kl 21.00 saa det havde vaeret en lang dag.
Onsdag tog jeg og en franskmand til Lumbini - Gautam Buddhas foedested. Vi havde booket en turistbus i forvejen, men allerede fra morgenstunden gik vores Lumbini-tur galt. Vi tog fra hotellet kl 6.00 for at gaa til opsamlingsstedet, men ingen af os kunne finde ud af hvor det var. Vi spurgte lokale til raads og viste dem kort, men de kunne ikke hjaelpe. Vi fik fat i en taxa og viste chauffoeren vores busbillet hvorpaa der var en adresse som han kunne koere efter. MEN han laessede os af - aabenbart - det forkerte sted, for hvad ved vi om hvor vi skal vaere?
Det var godt nok en busholdeplads for busser fra Golden Travel, men bussen han havde laesset os af ved koerte til Pokara (i nord), og ikke Lumbini (i syd). Vi fik snakket med chauffoeren paa Pokarabussen og forklarede ham situationen, og han ville koere os til det rigtige opsamlingssted saa vi kunne komme til Lumbini. Vi blev koert til et sted midt i ingenting og fik at vide, at vi skullle vente paa bussen der ville komme og samle os op. Efter kort tid kom der en lokal og spurgte hvor vi skulle hen, og da vi sagde Lumbini, sagde han at vi skulle komme med ham, for hans bus skulle til Lumbini.
Bussen var bare en lokalbus og ikke turistbussen som vi havde betalt for, men paa det tidspunkt havde vi ikke rigtig noget valg hvis vi ville til Lumbini. Bussen var helt fyldt og der var ikke nogle rigtige saeder at sidde paa. Cindy sad ved siden af chauffoeren og jeg koerte baglaens. Efter tre timer fik jeg aendret saa jeg kunne koere sidelaens og efter yderligere tre timer fik vi begge to et rigtigt saede. Vi var de eneste hvide med bussen og alle de lokale var ved at tabe naese og mund hele vejen af at se os. Der er ikke noget der hedder air condition i Nepal og behagelig siddekomfort er endnu et ukendt ord. Turen med bus tog ca 10 timer. Vi blev laesset af og skulle med en anden lokalbus i en halv time. Igen blev vi sat af og anede ikke hvor vi skulle gaa hen. Godt nok vidste vi ikke hvordan Lumbini ville vaere, men vi var trods alt ret sikre paa, at det ikke var der vi var. Vi fik fat i en taxachauffoer der kunne koere os det sidste stykke vej - som viste sig at vaere 25 km, saa vi var ikke engang ved at vaere taet paa. Efter 12 timers rejse kom vi til Lumbini og det var saa ulidelig varmt. Vi gik til en lille restaurant, der viste sig at have virkelig daarlig mad, men Lumbini er saa lille at det var den eneste der var. Vi proevede et andet sted inde paa et hotel, men det var om muligt endnu vaerre.
Vi kunne ikke sove om natten pga varmen, der var masser af myg og oven i det hele fik jeg varmeknopper som kloede hele natten. Naeste dag blev vi ramt af en mur da vi gik uden for doeren. Vi orkede ikke at gaa nogen steder og sad bare paa en stol og svedte som aldrig foer. Omkring kl 16.00 var der 49 grader. Ejerne af hotellet var virkelig soede og rigtig snaksagelige - og gode til engelsk. Vi lavede absolut ingenting de tre dage vi var der, for det var alt for varmt til at gaa nogen steder, og de templer der er at se, kan man ikke komme til gaaende og ingen af os kunne overskue at skulle paa cykel saa vi noed selskabet paa hotellet og gik ture naar det var blevet moerkt. Det var en rigtig hyggelig tur, men ikke med de store oplevelser. Hotellet var rigtig dejligt med et stort mangotrae i midten som gav en masse skygge.
Hjem, bestemte vi os til at tage et fly. Det tog en halv time sammenlignet med 12 timer i en varm bus. Paa vej til lufthavnen saa vi en masse landsbyer og hvordan alt bare er tilbage i tiden. Ingen maskiner. Boefler til at traekke ploven saa ed kunne goere klar til at plante ris. Geder der rendte rundt paa vejen. Alle fordomme man kunne have om en lille nepalesisk eller afrikansk landsby blev bekraeftiget. De boede i smaa lerhytter med straatag og boernene rendt rundt i beskidt toej med uglet haar.
Lufthavnen var noget for sig selv. Security var at aabne tasken saa nogen kunne se ned i den uden at loefte noget. Ingen maskiner til noget som helst. Haandskrevne billetter og et stempel paa boardingpasset var alt hvad der skulle til.
Nu er vi tilbage i Kathmandu og nyder den gode mad, generatorer der soerger for stroem det meste af tiden og det koeligere vejr - ca 35 grader.
- comments