Saa er vi kommet hjem fra trekking igen. Turen startede i mandags hvor vi foerst tog med bus ud til startstedet i udkanten af Kathmandu. Turen gik op, op, op. Den foerste dag bestod stort set kun af trin saa vi foelte - op til flere gange - at vi var ved at doe. Vores guide synes vi var vaeldig sjove, men med alt for daarlig kondition. I de foerste fire timer, kom vi igennem en masse smaa landsbyer. Vejene er helt ufremkommelige og alt der skal op i landsbyerne bliver baaret. Udsigten det meste af vejen, var til en hel masse terasser hvor de dyrker majs. Det eneste der bryder de groenne marker er deres smaa blikskure som de bor i. Dyrene gaar frit omkring - hunde, koeer, hoens, gaes, geder. De er noedt til at vaere selvhjulpne, for det er alt for besvaerligt at faa noget transporteret op. Alle hjaelper til i landsbyerne. Unge, gamle, kvinder, boern og maend. Maendene tager for det meste det tunge slaeb med mursten og sand der skal baeres op. Kvinderne er hjemme i huset eller i marken.

Jeg undrer mig over, hvordan deres "huse" kan modstaa monsunen naar den kommer om en lille maaned. Vores guide fortalte, at alle veje og stier lukker til pga det ekstreme regnfald, saa hvordan de fragter ting frem og tilbage og hvordan det hele kan lade sig goere, er mig en gaade.

Vi naaede til Chisapani hen mod eftermiddagen efter ca fem timers trekking. Vejret er ikke det bedste til trekking paa den her aarstid, men vi kunne trods alt se rimelig lang rundt i Kathmandudalen.

Morgenen efter, var vejret et helvede. Regnen og de utaette vinduer paa hotellet havde holdt mig vaagen en stor del af natten, og vejrsituationen var ikke blevet bedre hen ad morgenen. Det var ikke til at se 10 meter frem og regnen hang stadig i luften. Vi besluttede med vores guide, at vente et par timer og se vejret an, og heldigvis blev det bedre. Turen gik mod Nagarkot lige omkring kl 10. Ruten var noget mere menneskelig og fremkommelig en gaarsdagens, saa vi kunne holde trit med guiden uden at vaere ved at falde om. Vi kom igennem ubeboet skov og landsbyer i loebet af dagen. Vejret blev bedre i loebet af dagen, og vi kunne se langt omkring. Sidst paa dagen begyndte mit knae at stritte imod, saa de to sidste timer var mildt sagt et helvede. Jeg kunne ikke gaa ordentligt pga smerter i venstre knae - hvilket resulterede i smerter i hoejre hofte fordi jeg ikke gik ordentligt. Oven i det var vores guide rigtig glad for "short cuts" hvilket ikke rigtig hjaelper paa et smertende knae. Da vi kom til Nagarkot var jeg helt smadret, men hotellet var noget bedre end det foerste og der var en helt fantastisk udsigt.

Dagen efter blev vi, pga mit knae, noedt til at blive i Nagarkot og kunne ikke fortsaette. Vi gik i to timer rundt i omraadet og noed udsigten og brugte resten af dagen paa hotellet til at slappe af, laese, spille kort og hvad vi ellers kunne finde paa. Det var desvaerre ikke muligt at fortsaette med mit knae :(

Om aftenen blev det det vaerste uvejr jeg endnu har oplevet. Regnen styrtede ned, og lyn og torden stod ud i et. Da vi havde spist, blev vi enige om at loebe ned paa vores vaerelse (ca 30 meter), men vi fandt ud af, at taalmodighed ville have vaeret en god ting. Vi naaede at blive gennembloedt fra inderst til yderst paa den korte tid i regnen. Vinduet ind til vores vaerelse kunne ikke lukkes, hvilket betoed at vi traadte ind i noget der mindede om en swimmingpool. Trods alt fik vi en god nats soevn, med haab om, at uvejret ville vaere ovre til naeste morgen.

Dagen efter var det det fineste vejr. Vi kunne endelig se de store sneklaedte bjerge paa graensen til Tibet i det fjerne. Det var primaert Annapurna kaeden vi kunne se. Der var desvaerre diset, saa det har ikke vaeret muligt at fange udsigten ordentligt paa billeder, men det var et fantastisk syn og en god maade at forlade Nagarkot paa. Vi tog fra hotellet omkring kl 10.00. Gaaturen blev ikke for lang, fordi vores guide stadig ville tage hensyn til mit knae, selvom det havde faaet det meget bedre efter en hviledag. Vi gik fra Nagarkot gennem nogle smaa landsbyer, og havde et godt udsyn over det meste af Kathmandudalen. Vi gik ca en time, inden vi tog en bus resten af vejen ned til Bhakdapur. Vi sad paa taget af bussen og noed vinden i haaret gennem de skarpe haarnaalesving. Jana, jeg trekkede med, var ikke helt vild med at sidde deroppe, men kom til at nyde det til sidst, for som hun sagde: "det er lige saa godt som at koere i rutchebane" og det var det virkelig. Man kan ikke forestille sig, hvor hurtigt en forholdsvis stor bus kan koere ned ad. (For nepaleserne er det selvfoelgelig ikke andet end en bakke naar man har vaeret oppe i 2500 meters hoejde, men for mig var det et KAEMPE bjerg). Det gik voldsomt hurtigt, og naar du sidder ovenpaa bussen, foelges det endnu hurtigere. Det er med hele tiden at vaere opmaerksom paa traer, telefonkabler og andre spaendene ting der kan ramme dig i hovedet paa vej ned af en "bakke".

Fra Bhakdapur tog vi en lokal bus til Kathmandu. En tur paa ca en halv time, med al trafikken. Maaden man finder ud af hvilken bus man vil med hernede, er at forstaa nepalesisk - ellers er du helt fortabt. Busserne koerer forbi i raekke, mens der haenger en ung fyr ud af sidedoeren og raaber paa nepalesisk hvor bussen koerer hen, og hvilke byer den koerer igennem undervejs. Den samme fyr som der haenger ud af sidedoeren gaar rundt i bussen og kraever penge. Det er ikke helt til at vide hvor meget billetterne koster, men han var tilfreds da jeg gav han 20 rupees, saa om det er den rigtige pris, eller det bare er fordi jeg er turist fandt jeg aldrig ud af.

Da vi endelig kom tilbage til Kathmandu hen ad eftermiddagen, skulle jeg have hentet vasketoej og afleveret noget nyt, inden vi tog til Chabahil til boernehjemmet. Det var skoent at komme tilbage til familien og alle ungerne der med det samme sprang om halsen paa os. Vi sov der natten over i vores gamle rum, saa det var helt som at komme hjem igen.

Fredag morgen / formiddag skulle de store vise, hvad de kunne af karate og dans. Helt fra morgenen var der summende aktivitet og man kunne maerke paa dem allesammen at det var en rigtig stor dag for alle. Alle var klar, hjalp til og oevede alt hvad de overhovedet kunne.

Ca kl 10.00 var de klar til at komme i gang, og der var en masse mennesker paa besoeg for at se den. Deres karatelaerer og to andre karatekyndige var der for at bedoemme deres praestation. Deres skolekammerater, rektor og laerere var der, samt en masse andre som vi ikke kendte eller havde set foer. En englaender der hedder Gary var der ogsaa. Han er groft sagt den person der rejser penge til boernehjemmet og klarer en masse for at det hele kan loebe rundt. Han var taget vejen fra England for at vaere med den dag, og for at ordne en masse praktiske ting oveni. Det var rigtig dejligt at moede manden der oekonomisk staar bag, og se hvordan han virkelig tager sig af det og nyder at hjaelpe til med stedet.

Hele formiddagen var der en masse dans, hvor de store boern viste nogle danse de havde laert over lang tid. De var i fine traditionelle kostumer og dansede en blanding af moderne og traditionel nepalesisk dans. De viste deres karate individuelt og kaempede mod hinanden. Det var bare en rigtig god formiddag, og jeg greb mig selv i, at sidde og blive vildt stolt over "mine" boern.

I gaar loeb vi ind i Gary igen, i Thamel, da vi var ved at faa aftensmad. Han var der sammen med to kammerater, som vi ogsaa havde moedt dagen foer. De slog sig ned sammen med os, og vi fik en masse at vide om, hvordan det hele staar til paa boernehjemmet, og hvilke problemer og forhindringer de staar overfor hver gang da bare skal betale husleje. De har absolut ingen penge at rykke rundt med, og de bliver ved med at tage boern ind af et godt hjerte, selvom de ikke har tilladelse til at have saa mange der. De er mange ugler i mosen som de skal forsoege at faa redt ud, for som det er nu, har de virkelig en svaer tid, og det kan ikke blive ved med at fortsaette saadan her.

Jeg haaber virkelig at der kommer en loesning, og at nogle af de ting der er paa tegnebraettet bliver realiseret, for det ville vaere meget bedre for ungerne.

Paa torsdag tager vi tilbage igen og gaar med boernene i skole. Det bliver rigtig spaendende at se hvordan deres skolesystem virker og bare vaere med - maaske skal vi undervise..?