Profile
Blog
Photos
Videos
Så skete det. Jeg er nu uddannet rundrejseleder fra Service&Co. og syv ugers slid, oplevelser og minus på søvn er ovre. Tiden er gået rigtig stærkt, men samtidig er der sket så ufatteligt meget, at det føles som rigtig længe siden, at jeg rejste fra DK. Mor spurgte mig for nogle dage siden, om jeg ikke snart længtes hjem. Og jo til dels, men kan også bare mærke at det er den rigtige branche, jeg er kommet i, for jeg føler mig ikke mættet på oplevelser og indtryk. Tværtimod. Jeg føler nu, at jeg er ved at komme rigtigt ind under huden på Asien i form af sprog - mundtligt som kropsligt - at det først nu bliver rigtig sjovt. Der er så mange kulturforskelle, at det kan være svært at begå sig i visse situationer. Fx gør man det i Cambodja, at man smiler, når man siger undskyld. Og jo mere du smiler, jo mere mener du din undskyldning. Prøv at forestil dig, hvis jeg smilede med det største Lynggaard-smil og gav dig en undskyldning. De fleste danskere ville blive rasende og forstå det som om, man lavede grin med det og slet ikke mente sin undskyldning. Det kan have konsekvenser hernede. Fx mellem gæster og hotelpersonale, hvor jeg som rejseleder må gå ind imellem og derfor skal kunne vide disse små detaljer om kulturen. DET synes jeg er spændende. :-)
Jeg kan dog også mærke, at det er svært, at man ikke er derhjemme til det der sker hos jer. Jeg føler mig egoistisk over ikke at kunne følge ordentlig med - man glemmer det også lidt, når der sker så meget. Men I er alle med mig i mine tanker hver eneste dag!
Siden jeg opdaterede sidste gang har vi besøgt Vietnam, Cambodja og vendt tilbage til smilets land, Thailand. I Vietnam var vi først i Hanoi for en enkelt nat og og nattoget dagen efter til midten af landets østkyst, Hoi An. Hanoi efterlod et anderledes indtryk, kan man sige. Det var en storby med millioner af scootere og biler, der dytter hele tiden og efterlader en smog af os! Jeg følte mig helt klaustofobisk, når både lugtesansen, synssansen og høresansen blev så overstimuleret. Derudover boede vi på et hotel med personale, der nærmest ikke kunne et eneste ord engelsk, så kommunikationen blev vanskeliggjort en smule og tegnsproget sat på prøve. Fx brugte jeg rigtig lang tid på at spørge om min roommate Katrine kunne få lov til at blive på værelset, da hun var syg, mens vi andre tog ud i byen til dagens program, hvortil hun efter lang tids forsøg på kommunikation fra min side ser ud som om hun forstår det og siger: "Oh you want to come back and shower!" og jeg bare tænker, hvor kom bad ind i sammenhængen. Og lidt senere bedte jeg en anden medarbejder om en flaske vand til Katrine. Han peger først på den vandmaskine, der stod i restauranten, jeg prøver igen at sige "BOTTLE of water" og da han endelig ser ud til at have forstået den, går jeg op på værelset og han kommer op med tre tomme flasker vand! Så ja tålmodighed og tegnsprog bliver sat på prøve. Det er jo også sundt. :-) I Hua Hin mødte vi en mand, der har arbejdet som guide for Bravo Tours i 12 år og talte flydende thai. Det gad jeg også godt. Heldigvis har jeg et ok sprogøre og fanger hurtigt de gængse sætninger. Det er jo igen det, der er sjovt.
Hanoi stod for vores vedkommende i de 24 timer, vi havde der, i Ho Chi Minhs tegn. Vi startede i hans mausoleum. En simpel og hurtig, men yderst speciel oplevelse, der altid vil stå lysende klart for mig, som eksemplet på et stadigt til dels kommunistisk Vietnam. Vi startede med at skulle gå nærmest rundt om mausoleet for at vores gang kom ind i en rytme. Vi skulle gå to og to, med en bestemt fart, bestemt afstand til den foran og hvis vi ikke lige kunne finde ud af det, stod der jævnligt vagter til at rette os ind. Folk der gik med hånden i lommen fik også besked på at tage den op. Vi fik at vide, at vi skulle holde tempoet og afstanden, når vi kom ind i mausoleet og måtte ikke stoppe op. Man gik op af et par korte trapper og lige pludselig var vi indenfor. Man kom ind ved hans højre skulder, gik ned langs hans højre side, rundt om hans fødder og op langs hans venstre side inden turen var slut. Bum, så var der lige et stks kridvidt balsameret lig, med uniform og skæg, som var han død i går - han døde dog i 1969. Det var en bizar oplevelse på så mange områder, men bestemt ikke en, jeg ville have været foruden.
Herefter gik vi over for at se, hvor han boede, da han levede og fik i samme ombæring et indblik i den simple kommunist, der startede kommunismen i Vietnam. Det var virkelig spændende, da han jo selvsagt har stor betydning for den fortsatte vietnamesiske historie.
Om aften satte vi os i nattog, blev vugget i søvn og kom 20 timer senere frem til Hoi An. Her skulle vi gjorde rundrejsen et hold på 6 dage for at vi kunne vende tilbage på skolebænken for en stund. Vi startede dog med en byrundtur i en af de mest charmerende byer, jeg længe har set. Jeg vil opfordre jer til at google billeder af Hoi An, så forstår I hvad jeg mener. Den gamle bydel er listet på UNESCO's verdensarvsliste, hvilket er fuldt ud forståeligt. Betaget af alkens forskellige lanterner i regnbuens farver, gamle smukke huse, levende lys ude på floden og smukke broer kom vi frem til vores hotel. Her skiftede jeg værelseskammerat og skulle fremover bo med Theresa. En pige på min egen alder, som jeg havde klikket rigtig godt med. Vi havde meget til fælles, så det var rigtig fint at bo med hende.
I Hoi An skulle vi skrive den skriftlige opgave i form af det manuskript jeg nævnte tidligere over en udflugt. Vi skulle også ud at "guide" i Hoi An's gader, og måtte forestille os, at i stod foran den seværdighed, vi havde trukket som eksamensemne. Jeg stod foran et nedlagt hotel og berettede lystigt om smaragsbuddhaen i Grand Palace i Bangkok. Den allerhelligste Buddha i hele Asien. Men det gik heldigvis rigtig fint. Vi byttede som før nævnt manuskript (vilkårligt) og fik derfor en andens manuskript, vi skulle op til eksamen i et par dage senere. Det var så udflugt i bus (det andet var udflugt uden for bus), så eksamen foregik selvfølgelig i vores bus på rejsen mod Cambodja.
Midt i al det her eksamensræs havde vi en hel dag, med workshop. Vi fik at vide fra morgenstunden, at et holdingselskab i DK ville starte et rejsebureau op med en vis målgruppe. Det var så vores opgave at finde på koncept, lave budget, navn, logo, jobannonce, bestille uniformer, svare på klager, facebookside og meget meget mere. Jeg blev valgt som vores guppes leder. En opgave jeg var noget spændt på, da jeg lige i starten i skoleforløbet også havde været leder i en gruppe og gerne ville prøve at udvikle på den kritik jeg fik med fra den gang. Det gik rigtig fint. Hele opgaven var selvfølgelig falsk mht firma. Noget vi først fik at vide, da dagen var omme, men som vi havde gættet. Vi havde siddet og skrevet mails med en masse forskellige medarbejdere i løbet af dagen - troede vi. Det viste sig blot at være én enkelt mand hjemme i DK, der var stået ufattelig tidligt op for at kunne give os opgaver hele dagen igennem. Det var en rigtig sjov øvelse med masser af læring. I Hoi An havde vi også en dag med en bådudflugt, der indeholdt bl.a. snokling og dasen på en bounty strand. Det var tiltrængt og blev taget imod med åbne arme!
Fra Hoi An tog vi toget mod Saigon. Vi kom frem d. 13/8 efter 18 timer i tog. Efterhånden føltes disse lange ture som ingenting. Så jeg tror ikke længere en tur med DSB fra Aarhus til KBH vil være noget problem. Der vil jeg jo nærmest ikke en gang nå at åbne min bog. I Saigon blev vi sat på en bus og kørt direkte ud til Cu Chi tunnellerne. Det var dem, som guerillaerne (frihedskæmperne) brugte under Vietnamkrigen for at kæmpe mod amerikanerne. Det er et yderst veludviklet system, der ikke overlader en eneste detalje til tilfældighederne. Igen oplevede man en manipulation og propaganda, vi skandinavere slet ikke er vant til og sidesætter mere med manipulation end oplysning (som vietnamserne gør det). Det var meget spændende at få et direkte oplevelsesindblik i krigens deltageres daglige liv.
Herfra vendte vi snuden mod Cambodja og hovedstaden Phnom Penh. De næste par dage stod igen i den asiatiske kommunismes tegn, mere bestemt Pol Pot og De Røde Khmer. Det er her, der skete massemord af egen befolkning af den værste kaliber. Nærmere bestemt omkring et par millioner cambodjanere blev dræbt på en treårig periode, fordi de var for kloge. Manuelt arbejde var jo vejen frem, mente man. Jeg havde inden rejsen hertil set filmen "Killing Fields" og ellers prøvet at forberede mig mentalt på det, men at være i fænglset, hvor folk typisk kun var max 24 timer inden de efter tortur blev kørt ud på "Killing Fields" og blev ofre for vagterne blodtørst, knækkede mig. Den yngste fange var kun 6 måneder gammel!! Vi fik detaljeret beskrevet og set hvilke tortur metoder de brugte og hvilke forhold fangerne led under. Og at tænke på, at der ikke skulle mere til, end at en fange under tortur sagde dit navn og så røg du ind, siger meget om den galmattias og uhumanitet der foregik. For mig og flere andre fra vores hold var det en meget følelsesladet dag, der startede en strøm af tårer og spørgsmål. "Hvorfor!!" først og fremmest. Hvorfor behandle andre mennesker sådan, hvordan kan man retfærdiggøre det for sig selv?? Hvordan kunne man se på sine medmennesker som om de var en ting, et dyr??! Det var en vanvittig oplevelse, jeg aldrig i mit liv kommer til at glemme. Stærkest brændt i min nethinde er billedet af spædbørnene, der blev smidt op i luften og skudt i luften foran deres mor - som en torturmetode. Eller den knast på træet ude på killing fields hvor vagterne slog babyernes hoved ind i, mens de holdte dem i benene som en kludedukke, for at flække skalle på dem - igen foran deres mor! Hvordan i himlens navn kan man synes det er på nogen måde ok, nødvendigt eller for den sags skyld sjovt?! Det kommer jeg aldrig til at forstå!! ALDRIG!! Det er for mig bare totalt psykopatisk! FØJ FØJ FØJ!! Og det er kun 40 år siden! 65 % af den cambodjanske befolkning er under 35 år! Det giver stof til eftertanke om omfanget af det, der skete dengang.
Da jeg havde slugt den tog vi videre til Siem Reap. Det ligger lidt mere nord-vest for Phnom Penh. Her skulle vi op for at opleve Angkor Wat. Et af verdens vidundere. Et kæmpe tempelkompleks som dengang var centrum/hovedstad for khmer-riget. Khmer riget dækkede næsten hele Thailand, hele Laos, Vietnam og selvfølgelig Cambodja. Så et kæmpe rige byen Angkor var anker for. Siden er det kun Angkor Wat - det store tempel - gået fri for plyndringer og ødelæggelse såvel af mennesker som af naturen. I nogle af de andre templer i byen er optaget film som tomb raider og indiana jones.
Det var også her, jeg fejrede min fødselsdag i poolbaren med en drink i hånden - fantastisk! Senere på aften tog vi hen for at se et danseshow i ægte asiatisk stil med bagomknækkede fingre og det hele. Det var en rigtig dejlig dag.
Derefter gik turen tilbage til Thailand og efter et kort ophold på Koh Chang med white sand beach og elefantridning sluttede vi ringen i Bangkok igen. Jeg mødte far i bangkok lufthavn og så tog vi sammen op nordpå til Khonkaen for at besøge Da og drengene. Flyveturen fra Bangkok blev dog en smule mere spændende, end vi havde betalt for. Da piloten havde gasset helt op klar til at lette lugtede det pludeligt brændt i kabinen og han satte bremser i for fulde drøn. Vi kørte til side på en lille plads og blev inspiceret af en brandinspektør. Her fik vi at vide, at en fugl var kommet ind i motoren, hvorfor vi havde lugtet den brændte lugt. Inspektøren havde konstateret at der ikke var gået ild i motoren, men alligevel af sikkerhedsmæssige årsager skulle vi skifte fly. Så vi blev lige 2 timer forsinket. Men frem kom vi da og det var rigtig dejligt at se dem igen. Drengene kom sig hurtigt over deres generthed og ville både kysse og lege.
Fremme i landsbyen fik jeg pludselig tid til at puste ud efter 7 ugers skole, 7 uger sammen med 23 andre 24/7 og 7 ugers indtryk og læring. Jeg blev træt og snakkede nok ikke så meget som normalt. Heldigvis sover drengene jo middagslur, så der er en god mulighed for at få sig en skraber også. I dag har vi så pakket tasken endnu en gang og er kørt 100 km nordpå til en lille miniferie. Vi har fundet et fint resort med pool indeholdende et helt lille vandland med rutsjebaner, de har kaniner og ponyer, så her skal vi nok få tiden til at gå.
Den sidste fantastiske nyhed er jo, at jeg er blevet inviteret til jobsamtale ved Bravo Tours dagen efter jeg lander fra Thailand. Jeg er så spændt på det og kan, som I ved, ikke slippe tankerne fra det. Heldigvis skal Theresa også til samtale ved dem på mandag, så jeg kan lige få et par tips fra hende til den. Det kunne være så dejligt og befriende at få et job med det samme.
Nå det var det for denne gang. Det var også en lang smøre. Tak fordi I har interesse for at læse med.
Ha' det helt fantastisk til vi ses igen - måske næste gang in real life. ;-)
- comments
Nynne Hvor er det dejligt at læse at du er blevet så glad for det, ven. Det lyder som om du er landet på den rette hylde! Tillykke!❤ Jeg glæder mig til at se billeder, og høre endnu mere om dine oplevelser! Selvom nogle af dem lyder barske! Nyd nu ferien! Måske er den ovre før du får set dig om:) Krydser fingre for jobsamtale! Kæmpe knus herfra
Julie Kathrine Joen Hej Nina. Fedt indlæg! Jeg overvejer meget at tage uddannelsen, og jeg ville høre om jeg må stille dig lidt spørgsmål ang. tiden efter uddannelsen? Smid mig endelig en mail hvis det har interesse :) Mange hilsner, Julie Kathrine