Profile
Blog
Photos
Videos
Talofa!
Nu er vi kommet på nettet. Vi havde fået at vide, at man kunne låne internettet på hotellet, men dette har ikke vaeret muligt endnu, nu har vi dog fundet en internetcafé i Apia (hovedstaden på Samoa).
Vi ankom til Samoa søndag den 9. maj i Apias lufthavn. Vi træder ud, og allerede her får vi noget af en overraskelse. Lufthavnen er nærmest ikke til at beskrive. Den er bygget i træ med en stemning som vi for jer sikkert kun kan beskrive som Hawaii-stemning. Der er et primitivt orkester, der spiller for os i bagagehallen og alt er i det hele taget meget uciviliseret. Det der er underligt her i forhold til at befinde sig i en primitiv by i Thailand er, at intet i dette land er moderne, man skal flyve fire timer for at komme til New Zealand for at finde noget, der minder om det, vi er vant til. I Thailand ved man jo, at der findes store civiliserede byer.
De første par dage på hoteller nød vi bare afslapningen, den sol der var, og den dejlige strand her.
Torsdag var ankomstdagen for Sam og Lisbet. Vi glædede os rigtig meget til at se dem, og Nikolai var nærmest ustyrlig i dagene op til, torsdag prøvede han dog at kamuflere det lidt, ved at tælle timer til skolekridtene og de Tyrkiske Pebre kom og ikke sin mor og far. Vi havde fortalt Sam og Lisbet hvor vi ville befinde os, så de selv kunne bestemme om de ville sige hej eller sove efter deres lange rejse, dog skete der det, lige da vi havde sat os til aftensmaden, at strømmen på hele øen gik. Der var altså sort overalt, og vi måtte bruge stearinlys for overhovedet at kunne se hinanden. Vi mente derfor, at Sam og Lisbet nok ville få svært ved at finde os, så vi valgte at stille os op i et lille tårn her på hotellet og holde udkig med hvornår bilerne ville komme. Da de ankom styrtede vi ned til dem. Vi satte os ind på deres værelse med en flaske champagne og bød dem velkommen, og da kom strømmen tilbage. Vi sad der i tre-fire timer og nød noget af alt det dejlige slik de havde taget med til os og snakkede om de sidste tre måneder.
Maria var blevet syg med snot og feber, så de første par dage med Sam og Lisbet her foregik på hotellet. Lørdag deltog Sam, Lisbet og Nikolai i et arrangement, hvor man lærte om den samoanske kultur, hørte myter, smagte mad, lærte at flette kurve m.m. Om aftenen på hotellets restaurant var der Fiafia; et arrangement med lokal musik og ilddans (disse arrangementer foregår på hotellet hver lørdag). I løbet af aftnerne her har vi vist Sam og Lisbet billeder fra vores tur. Dette er åbenbart en god sovepille, da Sam er blevet ved med at falde i søvn, og når vi har grinet af ham er han vågnet opog har bl.a. udbrudt "Ej, nu vågnede jeg jo!", "Går I allerede?" (halvanden time og 1000 billeder efter han var faldet i søvn", været oppe og diskutere med Lisbet om hvorvidet gardinerne skulle rulles ned eller ej og faldet i søvn midt i det var hendes tur til at argumentere, sagt "Det var klattens..." istedet for "Det var kattens..." og andre ustyrligt sjove ting, aldrig har vi grinet så meget!
Tirsdag skulle vi rigtig på tur. Kl. 04.30 kørte vi fra hotellet og satte kursen med færgekajen. Vi skulle sejle fra vores ø (Upolu) til øen Savaii. Kl. 6.00 sejlede færgen, og vi sejlede i halvanden time før vi nåede Savaii. På båden så vi den flotteste solopgang man kan forestille sig, det er svært at forklare, hvordan denne var helt speciel, men vi har fået nogle gode billeder af den.
Da vi ankom til Savaii kørte vi ca. en times tid før vi ankom til hvad der nok var dagens højdepunkt. Vi skulle nemlig svømme med skildpadder. Skildpadderne lever vildt her i ferskvandssøer, og den sø vi svømmede i var beboet af ca. 30 store skildpadder. Vi fodrede dem med papaya, løftede dem op af vandet, snorklede så man kunne se dem under vandet - og de kom ret tæt på og ville gerne snakke. Vi havde stedet for os selv ca. tre kvarter, før der kom nogle andre turister, faktisk nogle vi havde fulgtes med på flyet. Bagefter kørte vi videre til en meget lækker strand, hvor vi bl.a. snorklede og så på farverige fisk. Vi havde to guider med på turen Spider og Albert. De taler begge to rigtig meget, og fortæller gerne om deres liv og deres kultur, og spørger også meget til Danmark. Her på øen er man meget kristen, og Albert spurgte hvad de fleste i Danmark tror på. Da Maria så siger, at der er mange mennesker i Danmark der slet ikke tror på noget, siger han først "Når, ligesom katolikker.", hvor efter Maria må forklare ham igen, at nej, de tror ikke på nogen gud og ingen himmel, hvortil han spørger "Jamen er de så muslimer?". Det var meget svært for ham at forstå, at man ikke kunne tro på noget. De sad også og sang hele vejen i bilen, og udfordrede os til at synge vores nationalsang, hvis de sang deres (pinligt nok kendte Nikolai ikke engang teksten til vores nationalsang, og kønt lød det heller ikke da vi fire gik i gang).
Efter stranden kørte vi videre til blow holes. Det er huller i jorden/lavaen, hvor kogende vand skyder op fra undergrunde med ca. 30 sek. mellemrum mellem hvert skud. De lokale puttede kokosnødder i hullerne, så de blev skudt 100 m op i luften. Her efter kørte vi videre til dagens sidste stop, et vandfald hvor både Albert og Nikolai sprang i fra en høj skrænt, hvor Albert mistede sin mobiltelefon (hihi).
Noget af det, der er så flot her er farvekontrasterne. Hele øen består af lava, så der er meget sort når man kigger henover landet, folk bygger fundamenter til deres huse og hegn af lavasten, men samtidig er her meget frodigt og grønt og der en meget blåt vand og blå himmel, og de farver ser simpelthen så flotte ud mod hinanden, og gør det meget specielt at være her.
De lokale her bor i små landsbyer og hvert år er der en konkurrence om, hvilken landsby der er den flotteste. Derfor gør folk meget ud af deres huse og haver. Husene er som regel åbne huse på piller i pastelfarver og haverne er meget frodige og grønne med nogle rigtig flotte blomster.
Befolkningen her ser meget anderledes ud end hvad vi har set før. Alle er mørke i huden med en helt speciel glød, de har mørkt, tykt hår - også er de bare nogle store mennesker. De har hænder og fødder som kun en dansker ville have hvis han var over 2 m høj, de er bredskuldrede, og hvis ikke de er meget svært overvægtige er de temmelig muskuløse, selv børnene og kvinderne. Både mændende og kvinderne har nogle rigtig flotte træk, og de er allesammen glade og smilende - og både Sam og Nikolai har da også travlt med at flirte med de søde servitricer.
Vi kommer nok ikke mere på nettet her på Samoa, men mandag efter kl. 23.59 (eller hvad der hos jer i Danmark er tirsdag eftermiddag kl. 12.59) flyver vi til Los Angeles, USA og begynder endnu et eventyr. Sam og Lisbet flyver tilbage mod Danmark natten til lørdag, så der går ikke lang tid før de er hos jer igen.
Håber I alle har det skønt derhjemme. Faafetai (tak) fordi I stadig læser med og Manuia le aso (hav en god dag).
Tofa Soifua (farvel).
- comments
Ulla Hej Nikolai og Maria Dejligt at høre fra jer igen. Vi har forgæves været inde på jeres blog de sidste dage. Det lyder helt fantastisk på Samoa og hyggeligt med besøg af Sam og lisbet. Rigtig god tur til USA. Kærlig hilsen Carl-Aage og Ulla
Søren Godt, dejligt og på tide at få lidt nyt! men Lige en hilsen fra et andet eventyr, Ho chi min city, vietnam.........og stort knus til jer alle fire....
lisbet Hej N&M, Mange1000 tak til jer, fordi I og jeres rejse er årsagen til, at vi kom ud til Samoa. Sikke en kolosal oplevelse det var, da I dukkede frem af mørket...... Og hvordan kunne I mon forestille jer, vi bare ville (eller kunne!!!) sove ovenpå ankomsten til Coconut. Nej, nej. Der skulle hygges og snakkes og snakkes og hygges.Velkomst-champagnen var festlig...... og dagene der fulgte simpelthen dejlige: Højt humør,gekkoer på værelset, sand i håret, stolte fortællende Samoanere, smukke glade kvinder og masser af sang til primitiv musik. Lige nu sidder I i flyet på vej til LA. Håber kørselsvejledningen afskrevet på netcafeen er læselig, og at I får nogle dejlige spændende uger i USA. Knus knus til jer. Lisbet