Profile
Blog
Photos
Videos
For første gang i vores liv havde vi prøvet at være væk fra havet i over en måned! Det prøver man ikke sådan, når man bor i lille Vejle :) Derfor var det faktisk som om hjertet lige sprang et slag over, da vi efter sytten timers bustur (som ellers ikke var så slem), ankom til Lima og mødte Stillehavet.
Vores forventninger til Lima var egentlig ikke særlig høje, efter hvad vi havde hørt både fra venner hjemmefra, og fra folk, vi har mødt på rejsen. Men vores oplevelse af Lima blev noget helt andet...
På vejen i toget fra Cusco til Aguas Calientes (ved Machu Picchu) mødte vi en rigtig sød peruviansk familie, som bor i Lima. Vi snakkede især meget med den ældste søn, Emir, en 24-årig arkitektstuderende. Han skulle vise sig at blive et fantastisk bekendtskab, da vi ankom til den enorme hovedstad, Lima.
Emir og hans ven Samuel, som havde bil, tog os med på sightseeing rundt i Lima, også de steder, hvor andre turister nok ikke lige kommer til. Det var rigtig spændende at få mulighed for at se det autentiske Lima med lokale guider. :)
Lima er nemlig en lidt speciel storby. Med sine 7 millioner indbyggere, er den kæmpestor, men for turister består den typisk kun af tre kvarterer. Nemlig Miraflores og Barranco, som ligger ud til vandet, hvor alle turisterne bor (inkl. os), og så det historiske centrum, hvor seværdighederne ligger. Resten af byen er ikke indbydende for turister, mest pga. meget kriminalitet. Men med Emir og Samuel og ikke mindst en bil fik vi set mange kvarterer af byen, som slet ikke er tilgængelige for turister.
Fx besøgte vi et kvarter, som lå helt ud til vandet med smukke huse og en masse børnefamilier. Ude ved havet kunne vi have stået i timevis. Et virkelig hyggeligt kvarter, men ingen turister kan komme dertil, fordi man skal igennem byens farligste kvarter for at komme til det - og det kvarter kunne vi nemt køre igennem i bil. Man kan bare ikke tage offentlig transport derud.
Fedt at følges med nogen, der kendte byen så godt! Og til de urolige mødre kan jeg sige, at Emir om nogen passede på, hvor han tog hen i byen, så han ville ikke tage os med til nogen steder, som ikke var sikkert :)
Vi besøgte også en gammel inka-pyramide med rigtige mumier. Fra toppen kunne man se hen til skyskraberne - en lidt skør kontrast mellem den gamle pyramide og de fancy skyskrabere!
Den sidste dag i Lima spiste vi på en lækker sushi restaurant med "all you can eat"-koncept. Det var fantastisk. Og sjovt at prøve sådan noget anderledes sushi - der var en masse topping på, og i nogen af rullerne var der traditionelle peruvianske "retter" i miniformat. Sådan en slags fusions-sushi. :)
Om aftenen skulle vi til lufthavnen, og også her kunne Emir hjælpe os. Hans familie kendte en taxamand, som de altid selv brugte, så han kom og hentede os, og Emir tog med for at sikre sig, at vi kom godt afsted!
Alt i alt må jeg sige, at Lima overgik alle vores forventninger :)
- Nicoleta
- comments