Profile
Blog
Photos
Videos
Forklaring på bloggens navn = Før vi kom til Arequipa, blev vi mødt af mennesker overalt, der forsøgte at sælge busbilletter dertil ved at råbe "Arequi - Arequi - Arequipa!" dagen lang :)
Vi havde sådan nogle hyggelige dage i Arequi, som vi hurtigt kom til at kalde byen. Som I allerede har læst om, startede vi ud med at fejre Jacobs fødselsdag, og dagen efter var vi på madlavningskursus. Mmh.
Dagene gik hurtigt med at gå ture rundt i Arequi's smukke gader og nyde det gode vejr. Vi fik shoppet en masse (ups) - faktisk så meget, at vi blev nødt til at sende en pakke hjem. Der var bare så mange fine ting!
Til vores store glæde fandt vi en lækker kaffe-shop ala Starbucks, hvor vi drak kaffe hver dag! Ind imellem med en (meget lækker) kage til også. :)
Vi måtte også besøge crepe-restauranten fra Jacobs fødselsdag igen. Denne gang læste vi ved et tilfælde et skilt oppe i baren, hvor der stod:
"Lav din egen crepe. Hvis den bliver smuk og helt ud til kanten, er den på vores regning. Hvis ikke, betaler du selv."
Det kunne jeg jo ikke stå for. Så uden at røbe, at jeg i virkeligheden er crepe-ekspert, fik jeg kokketøjet på og lavede (selvfølgelig) en crepe til alles tilfredshed (og overraskelse) - og fik den gratis. Crepe med nutella - ja tak! Jeg måtte godt nok dele med Jacob, men pyt.
Efter at have stiftet bekendtskab med "Producenternes marked" på madlavningskurset, måtte vi derud og handle ind til at lave mad på vores hyggelige hostel. Det var ikke så nemt at finde, for det lå langt uden for centrum, så vi priste os lykkelige for vores efterhånden udemærkede spanske, som gjorde at vi kunne få forklaret os vejen dertil! Det er et super hyggeligt marked, allermest fordi der ikke er nogen turister, så man kan få lov at gå lidt for sig selv og kigge på alle de lækre ting. Vi fik købt en masse grøntsager og en masse eksotiske frugter, som vi måtte prøve. Inden vi gik hjemad, satte vi os i en af de mange, mange juicebarer og fik en (kæmpestor) kande friskpresset juice for 10 kr. MUMS!
På vores hostel boede også de søde mennesker, som vi var på madlavningskursus med, så en af aftenerne var vi ude og drikke drinks med dem, og høre en amerikaner, som også boede på vores hostel, spille koncert.
Som I kan læse, havde vi nogle stille og hyggelige dage med masser af slappe-af-tid og lækker mad. Vi nød meget at have et hostel med tagterasse med udsigt over byen og med et dejligt, stort køkken...
- Nicole aka Nicoleta (ja, det hedder jeg altså her)
- comments