Profile
Blog
Photos
Videos
Hej med jer
I dag blev vi hentet af Down Under Tours kl. 8.30., hvorefter vi blev kørt ud til Freshwater Station, en gammel togstation i udkanten af Cairns. Herfra skulle vi køre med Kuranda Scenic Railway, en over 100 år gammel jernbane, som snor sig op i bjergende gennem tunneller og over broer, for til sidst at ende i en lille landsby ved navn Kuranda, som ligger helt oppe i bjergene. Det var et meget flot og stilfuldt gammelt tog vi kørte med, og vi var endda så heldige at få en vinduesplads. Togturen til Kuranda tog omkring 90 minutter med et stop ved Barron Falls, det var en rigtig flot tur.
Da vi ankom til Kuranda gik vi op til "hovedgaden", hvor der ligger en masse små butikker. Ud over disse butikker er der også to markeder med små boder det var meget hyggeligt at gå rundt og kigge i de små butikker og boder, men det meste af det man kunne købe var souvenirs eller skrammel, så vi fik ikke rigtig købt noget.
Efter at have fået nok af butikkerne gik vi over i en sommerfuglepark, hvor vi fik en guidet tur. Det var flot at se de mange sommerfugle i diverse flotte farver.Vi så bl.a. et eksemplar af verdens andenstørste sommerfugl. Den hedder Herkules Moth og lever kun i ca. 48 timer, hvoraf det meste af tiden bare går med at sidde helt stille på det samme træ.
Bagefter kiggede vi igen lidt i butikkerne, inden vi skulle retur til Cairns med Skyrail. Turen ned fra Kuranda tog ca. en time med to stop i regnskoven på vej ned. Der var nogle rigtig flotte udsigtssteder, hvorfra man kunne se vandfaldet og regnskoven.
Da vi kom ned på jorden igen, blev vi hentet af en bus, som kørte os tilbage til vandrehjemmet. Vi var godt udmattede efter udflugten, så vi slappede lige lidt af på værelset, inden vi gik ud for at spise. Vi spiste på en italiensk restaurant, hvor vi fik spaghetti og kødsovs, det var go. Nu er klokken ved at være 22.30., og vi vil under dynen. Vi er ret trætte efter en lang og spændende dag.
Nicoline og Allan
- comments