Vækkeuret ringer temmelig tidligt, men Nicolai slår det hurtigt fra, så vi kan sove længe. Vi har begge lidt tømmerdrenge, fra den tidligere aften som foregik på en af Mui Ne's hotteste barer. Efter at have sovet tømmermændene væk, står vi op og gør os nogenlunde i stand på vores hyggelig hotelværelse, og derefter står den på morgenmad/brunch nede ved hotellets strand. Vi finder et bord i skyggen, og vi er så tæt på vandet, at vi nærmest kan dyppe fødderne mens vi spiser. Vi får de lækreste friske frugtjuices og nyder solen der bager med 30 grader. Personalet på hotellet er jo forlængst vågnet og pudsler rundt med dagens gøremål, men i bund og grund ser det mere ud som om, at de ikke laver en pind. De er søde og imødekommende, og snakker gerne med os om løst og fast, men samtale foregår bare på vietnamesisk, for de forstår ikke meget engelsk. ;)

Efter morgenmaden står den på strand og badning. Vi finder nogle liggestole og slår os ned. Der ligger et par andre gæster fra hotollet, men ellers har vi mere eller mindre stranden for os selv. Nicolai er helt eroforisk, for ude i vandet bruser kæmpe bølger. Bølgerne er 10-15 meter højde og de knækker sammen med en så voldsom kraft at alt bliver slynget væk under dem. Sofie sidder skeptisk i sin liggestol og er ikke glad for at Nicoai vil ud og lege elitesvømmer. Det er trods alt et par år siden, at han sidst kunne kalde sig det. Da Nicolai har leget i bølgerne et stykke tid, kommer han forpustet op, men med et kæmpe smil på overlæben. Han snakker løs om den fantastiske badetur, og giver sig selv lov til at trække vejret en gang imellem. :) Nicolai lokker Sofie til at tage med ud i bølgerne, og det er en succes i starten af badeture. Pludselig kommer en mega bølge og vælter Sofie omkuld. Hun laver et par kolbøtter under vand og kommer gispende op til overfladen. Nicolai råber, at Sofie bare skal sætte af med fødderne fra bunden og hoppe ud i bølgen, så hun undgår at blive skyllet væk. I selv samme sekund kommer endnu en kæmpe bølge og skyller både Nicolai og Sofie under vand. Bølgerne bliver ved med at rase, og til sidst kommer Nicolai og Sofie i live op til overfladen. Så meget for det råd om at hoppe ud i bølgen... ;)

Efter en times tids solbadning har Sofie samlet mod til at gå i vandet igen. Det er jo trods alt den aller sidste badetur ved Mui Ne. Nicolai har kun holdt korte pauser med badningen i bølgerne, og synes det er fedt, at Sofie vil med ud igen. Vi undgår de store bølger på vejen ud, og svømmer ud over brændingen. Vandet er vidunderligt, og vi hygger os så meget. Da vi skal til at svømme ind, får Nicolai beroligede en noget bange Sofie, og vi begynder at svømme langsomt ind. Nicolai timer det sådan at vi lige præcis ikke bliver ramt af nogen bølger, og vi kommer op på land uden sand i ørerne.

Dagen skrider ud på eftermiddagen, og det er tid til at komme i noget almindeligt tøj, for vi skal ud til Mui Ne's sandbakker. :) Vi kører i jeep derud, og på vejen stopper vi på en lille bakketop, hvor vi har udsigt til den fine fiskerbyen og strandbredden hvor alle bådene lå. Der er selvfølgelig de almindelig små fiskerbåde, men størstedelen af stranden er domineret af de såkaldte "badekarsbåde," der selvfølgelig ligner badekarer.

Vi ankommer først til de hvide sandbakker, og vi er mere eller mindre de eneste, så det føles som om, at vi går i en kæmpe øde ørken. Det er utrolig smukt med den knald blå himmel og de hvide bakker, som er en stor kontrast til hinanden. Vi vandre rundt i de uberørte sandbakkerne en times tid og hygger os med at springe ud fra de høje bakker og lande blødt nede i sandet igen. Der er desuden en del vind, så når vi sætter et fodaftryk i sandet, går der to minutter og det er væk igen.

Vi kan også prale med, at vi kælkede i december måned. ;) Vi har to plastiskstykker som kan bruges som kælk, men det er temmelig svært at få fart på, for sandet er så blødt at kælken synker et par cencimeter ned i det. Efter lidt øvelse finder vi en metode til at få mere fart på, men det er stadig ikke lige så vildt, som når man kælker i sne. Efter et stykke tid i ørknen med bagende sol, er det tid til at komme videre, og det passer os helt fint, for nu vælter et boom af minivans og jeeps ind på parkeringspladsen. Vi er derfor endnu mere glade for, at vi har taget turen på egen hånd, for vi havde ikke oplevet sandbakkerne så smukke og fredfyldte hvis der var turister over hele området.

Vi kører videre på vores tur til vores tredje og sidste stop, nemlig de røde sandbakker. Vi går et godt stykke gennem det røde sand og finder en af de sidste bakketoppe, hvor vi ser solen gå ned. Det er helt vildt smukt, og meget specielt med både den røde sol og det røde landskab.

Om aften går vi en tur igennem den lille by, og Sofie vil meget overraskende kigge i butikker. Hver gang Sofie lige hurtigt vil ind og kigge i, hvad Nicolai kalder: "den samme butik med det samme crab," bliver Iphonen hevet frem, og Nicolai sidder i en stol i hjørnet og spiller et par spil. :) Da vi er kommet et stykke ned af gaden, forvandles alle shoppe -butikkerne til lokale fikserestaurnter både store som små. Vi finder en af de lidt større restauranter, som er fyld af kunder, og det er der også god grund til. Restauranten er nemlig et af de eneste spisesteder, hvor udvalget af fisk er SÅ stort. De sælger alle slags fisk og alle slags skaldyr, og alt er helt frisk. Mange af dyrerne er faktisk stadig levende. :)

Vi var før gået forbi restauranten og så, at man kunne spise rokke og haj, men valgte den aften en anden restaurant hvor vi fik barracudafilet, som også var sindssyg lækker. I aften vil vi kaste os ud i, at spise rokken. Hajen tager vi en anden dag. ;)

Vi kigger efter et bord, men alle ser udmiddelbart ud til at være optaget. Vi ser dog først til vores glæde, at alle borderne længst nede til vandet er frie, men vi finder hurtigt ud af, at der er en rigtig god grund til dette... Bølgerne vælter nemlig op fra stranden og skyller ind over borderne med en voldsom fart, og bølgerne er dobbelt størrelse af end hvad de tidligere har været. Restaurantsejeren ser bekymret ud, for hver gang bølgerne oversvømmer arealet, hiver vandet borderne et stykke tilbage. Vi spørger undrende, hvordan i alverden bølgerne kan være så store og kraftige, for det har de ikke været de andre dage. Ejeren peger op på månen, og snakker løs på vietnamesisk, men det får vi ikke meget ud af... :) Tilsidst finder vi ud af, at bølgerne skylles måneformørkelse, og det var da ret specielt at opleve!

Et bord tættere på sikker landjord bliver ledigt, og vi hopper hurtigt over og slår os ned. Vi bestiller to store kolde øl, og venter spændt på vores rokke-filet. Vi sidder og kigger forbavsende ud på aftnes usædvanlige underholdning, og kan en gang imellem godt blive lidt bange for, at bølgerne slår højere og højere op. Pludselige mærker Nicolai en lille vind nede ved sine fødder, og han kigger undrende ned. Det føles som et dyr, der kravler rundt, og rigtig nok fiser en rotte rundt nede ved vores stoleben. Vi sidder først lidt skeptiske og overvejer om vi skal finde et andet sted, for rotten er ikke nem at slippe af med, men som vi bliver enige om, så får man noget af det lækreste mad i verden på de restauranter, der ofte gemmer på et uvelkommende dyr eller to. ;)

Maden kommer ind, og det ER VIRKELIG det bedste mad vi har fået. Kødet er stegt helt perfekt, det er mørt og smager fantastisk. Vi har fået rispapir til et lave friske forårsruller/hvide forårsruller med og en masse frisk grøn salat. Det er hammer lækkert, og vi nyder i fulde drag vores lille rokke. Vi ruller af mæthed fra fikserestauranten, og beslutter os for at slutte dagen af med en drink på en bar. Nicolai får en Mojito og Sofie får en Strawberry Daiquiri , og en drink bliver hurtigt til to, to bliver til tre, og pludselig har vi drukket flere drinks en vi kan tælle. Vi vakler hjem til vores hotel og falder om på sengen. Godnat herfra.

Vi vil også lige skrive kort om et andet sted, vi besøgte i Mui Ne, inden vi slutter blogindlægget. Stedet hedder Fairy Spring, og er et vandfald, som man går til gemmen en flod af rødt mudder. Den lave flod er omgivet af høje røde sandbjerge, hvorfra varmt mudder strømmer ud fra. Det var rigtig sjovt og spændende, at vade i vandet og kravle op på de høje sandbjerge. Vi havde udsigt ud over havet og hele Fairy Spring fra toppen. Nicolai synes især, at det var hillarious at kravle op på toppen af en sandbakke, og derefter springe ned i store hop. Vi var ankommet til Fairy Spring på et heldigt tidspunkt, for vi var de eneste mennesker, og det føltes derfor som om, at vi var opdagelsesrejsernes på en fremmed og mystisk planet. :) Fairy Spring = helt klart er besøg værd.