Profile
Blog
Photos
Videos
Flyveturen fra Nepal gik rigtig godt, men var godt nok også lang. Fra Nepal skulle vi flyve til Doha, (seks timer i den forkerte retning) og i Doha ventede vi så 13 timer. Derefter gik turen Bankok, hvor flyet blev tanket op en times tid, og så fløj vi langt om længe til Saigon/Ho Chi Minh City. Vi var på farten et døgn, og det skyldes alt sammen Indiens dumme immigrationsregler! Da vi fløj fra Danmark til Nepal, mellemlandede vi nemlig i Dehli, og derefter fik vi to måneders karantene, så vi var tvunget til at flyve til en anden destination. Øv... Men Nicolai glædede sig som et lille barn til flyveturen, for vi skulle flyve med flyselskabet Qatar, som er blandt top fem af verdens bedste. ;) Så han var helt oppe at køre.
Vi ankom glade men trætte til Saigon midt om natten, og tænkte at vi hurtigt kom igennem paskontrollen, for vi havde været så smarte at lave visa hjemmefra. Så let gik det dog ikke. Nicolai blev ikke lukket ind, for ambassaden i Danmark havde glemt at stemple et åbenbart vigtigt stempel i Nicolais pas, så vi måtte lave et nyt visa. Vi slap heldigvis billigt og sprang også den kilometer lange kø over, så det var så nice. Da vi modtog vores tasker var vores fine og specielle bagagemærker faldet af, så de første to timer i Vietnam var ikke de aller bedste. ;)
Vi tog en taxa til hotellet, fik et værelse og faldt hurtigt i søvn. Dagen efter vågnede vi sent, så dagen gik med at chille og vandre lidt rundt i byen. Vi kiggede i lidt butikker og sugede den travle stemning til os. Trafikken var et stort kaos, og det er jo ikke for ingenting, at der i Saigon sker flest trafikuheld om året. :S Vi følte os nu sikre nok i byen, men prøvede alligevel så vit muligt at krydse gaden sammen med nogle lokale.
Efter lidt shopping var det tid til frokost. Vi ville spise på et gadekøkken, og vi havde fået nogle fif til at vide, om det var et godt sted eller ej. Hvis der holdt mange motorcykler, var det et tegn på, at der kom mange og spiste dagligt. Hvis gryden og stegepanden var ekstra stor betød det, at der blev lavet ekstra meget mad, og så var det ofte et rigtig godt sted. Rigtig nok var det noget virkelig lækkert mad! Vi fik frisk fisk, rejer, suppe og ris til ingen penge, så vi gik mætte og glade derfra.
Vi fortsatte vores gåtur gennem en park og stødte på to flinke cykeltaxa chauffører, som spurgte om vi ikke ville havde en tur rundt i byen. Vi havde jo som sådan ikke nogen planer, så vi tog imod tilbudet, og satte os op i cykeltaxaerne. Vi cyklede rundt i Saigon, og de to taxa chauffører fortalte lidt om byen og nogen af seværdighederne. Vores første stop var War Remnant Museum (det vietnamesiske krigsmuseum), hvor vi lærte om Vietnams frygtelig historie. Det var utrolig spændende, for normalt hører man altid om Vietnamkrigen fra amerikanernes side, hvor vi her hørte om krigen fra vietnamesernes side. Ude foran museumet var der udstillet fly, hellikoptere og tanks samt diverse andre våben. Der var også lavet en kopi af et fængsel, hvor der blandt andet var et såkaldt "tiger cage," som syd vietnameserne brugte til at låse politiske krigsfanger inde i. Det var meget hårdt og følelsesmæssigt at se udstillingen, og der var en nærmest uhyggelig stemning. Vi gik videre ind i selve museumet, der var delt ind i tre etager. Den nederste etage havde primært billeder, plakater og information om modstanden af krigen, og de to andre etager indeholdt historier og voldsomme billeder af krigsofre og krigsforbrydelser. Billederne og de skrækkelige historier blev simpelthen for meget for Sofie, for hun fik decideret kvalme og ondt i hovedet, og måtte tilsidst gå ud. Nicolai fortsatte på egen hånd, og kom stille og deprimeret tilbage, og fortalte, at det nok var meget godt, at hun ikke var gået med...
Inden vi forlod museumet købte Sofie bogen "The Sorrow Of War," som er skrevet af en nord vietnamesisk krigs veteran Bal Ninh. Under Vietnamkrigen overlevede han med "The Glorious 27th Youth Brigade, og ud af de 500 soldater der gik i krig med brigaden, var han en af de 10 overlevende. "The Sorrow of War" var i ti år forbudt i Vietnam, da de komministiske ledere ikke tillod, at bogen blev publiceret. Bogen blev derfor i starten udgivet på engelsk og oversat til 14 andre sprog. Det er en bog, der giver et anderledes indblik i soldaterlivet, end hvad mange af de amerikanske bøger og film giver.
Vi kørte videre gennem byen og så lidt forskellige attraktioner, og derefter kørte vores chauffører ind på en lille restaurant, hvor vi fik en drink. De spurgte, om vi ville skrive i deres gæstebøger, og det ville vi selvfølgelig gerne, for de havde jo været så søde. Da vi havde skrevet den gode anmeldelse, skulle vi til at betale, men prisen var tre gange højere, end den vi havde aftalt! Sofie ville på ingen måde give sig, og stod fast som en klippe, hvor Nicolai bare ville slå halv skade. Efter en times tid diskuteren frem og tilbage fik vi turen til den oprindelige pris. De var utilfredse og sure, og det var vi jo egentlig også, for oplevelsen havde været rigtig god, men blev ødelagt da betalingen kom... Så til alle kommende rejsende: "stol aldrig på diverse bøger!" ;)
Om aften tog vi ud og spiste på restaurant "Chen," og middagen var tænkt til at være Nicolais fødselsdags middag. Vi fik en såkaldt "hot pot," som var en stor gryde i midten af bordet, hvor vi lavede vores egen suppe og stegte/kogte vores eget kød og egne grønsager. Det var super lækkert, og "hot potten" blev hurtigt en favorit gennem hele Vietnam.
Dagen efter tog vi ud på en lang gåtur, som Lonely Planet anbefalede, og her så vi masse attraktioner og kom forbi fantastiske spisesteder. Et af Sofies ynglingsstop var et gigantisk marked kaldet "Binh Tay Market," hvor man kunne købe alverdens ting og sager. Der blev solgt alt, hvad du havde brug for, og alt det du ikke vidste, du havde brug for! Priserne var skuet utrolig meget op, så man skulle prutte priserne 50 % ned, men sælgerne var ikke særlig forhandlingsvillige, så det blev ikke til mange køb fra Sofies side.
Da vi havde brugt et par dage i Saigon, tog vi på en halv-dags-tur til Cu Chi Tunlerne. På vejen ud til tunlerne stoppede vi ved en handicraft workshop, som lavede specielle billeder, skåle, bakker og meget andet med bitte små æggeskaller. Vi havde før set kopierer af disse ting, og de var aldrig lavet særlig pænt, men her i workshoppen var det håndværk, der ville noget! Vi købte hver et billede, og man kunne virkelig mærke, at det var et ordentligt sted, for vi fik livsgaranti på begge billeder. :) Desuden støttede vi et godt formål, for dem der lavede tingene var krigsofre, der havde mistet lemesdele under Vietnamkrigen.
Vi så også gummiplantager på vej til tunnellerne, og vi fik et glimt af, hvordan de lokale "høstede" gummien. De lavede et stort snit i træet og hang derefter en spand, så gummien kunne løbe med i den. Så var arbejdet gjort den dag. ;)
Da vi ankom til tunnellerne, fik vi historien bag dem. Tunnellerne blev bygget og brugt af Viet Congerne under Vietnamkrigen, og de brugte tunnelgangene til at skjule sig i for fjenden. Der var tre forskellige tunnelgange, og jo dybere nede i jorden tunnellerne lå, jo smaller og lavere blev de også. Vi var nede at kravle i den første tunnelgang, og vi kravlede kun få hundrede meter, men det var MERE end rigeligt, for det var utrolig klaustrofobisk.
Vi fik desuden chancen for at skyde med gevær. En AK47 (samme gevær som i "Blinkkende lygter") og det var ret cool. Nicolai opdagede også en anden interessant side ved Sofie, for hun synes, at det ville have været sjovere, hvis der havde været noget levende at sigte og skyde efter...
Turen havde været rigtig god, og vi fik endnu et nyt indblik i Vietnamkrigen, som stadig kan mærkes på befolkningen den dag i dag. Som mange vietnamesere siger: "we forgive, but we don't forget."
Et enkelt minus var dog, at vi ikke havde verdens bedste guide, og det ødelagde lidt af oplevelsen. Han var ikke særlig sød, og han lavede konstant jokes omkring krigen, hvor han efterfølgende falsk grinede: "haha." Men men men, det var som sagt også kun et lille minus. :)
Tilsidst er der at sige, at vi begge var glade for Saigon, og alle de mange vidunderlige og billige spisesteder taler Nicolai stadig om. :)
- comments