Profile
Blog
Photos
Videos
Nuværende destination: Brisbane. Graenset er nu krydset til Queensland, og der er sket en del siden sidst!
Efter Sydney gik turen mod Spot-X Surf Camp, hvor vi skulle overnatte en enkelt nat. Vi ankom til stedet og fandt hurtigt ud af, at her var pænt klamt. Beskidt og fyldt med kryb! Og vi skulle sove i et containerlignende skur, som egentlig bare var en boks med 3 køjesenge og en aircondition. De var mega klamme, og sengetøjet lugtede surt og som om det havde ligget der fugtigt i rigtig lang tid uden at blive vasket. Bvadr. Dette resulterede også i, at Nanna sov totalt pakket ind i hendes myggenet (som en lille sommerfuglelarve) og Nina i hendes silkelagen - længe leve at vi havde disse ting med!
Udover at stedet var klamt, var det ellers et rigtig hyggeligt og chillern sted. Folk var totalt afslappet og hvis ikke man var ude at surfe lå man bare og dasede eller festede. Vi tilbragte aftenen omkring et bål, som endte brat da en KÆMPE edderkop pludselig kravlede rundt i blandt os. Vi er altså noget trætte af, at vi skal se de dumme edderkopper hele tiden!!! Indtil videre har vi set 7 på kun 2 uger. Det er ikke en særlig behagelig statistik. Fy da føj da.
Næste morgen skulle vi så have vores gratis surf lektion, dette var skide skægt! Det var svært, men sjovt. Især Nanna fyrede den af på det bræt. Mens vi surfede var der også en fotograf, så vi har selvfølgelig købt en masse seje surfer billeder af os selv (kommer senere, bare vent).
Vores chauffør fra Sydney og mod Byron Bay hed Disco, han var en tyndbenet starut men rigtig sød og sjov. Alle i Spot-X elskede ham også. Når de spurgte hvilken chauffør vi var kommet med og vi svarede Disco sagde alle "Oooh Disco! I LOVE that guy!".
På vej til Spot-X var vi også på en lille kængurujagt, som endte på en sportsplads, hvor vi kom rigtig tæt på to kænguruer. 50-100 meter eller sådan noget. Det var virkelig spændende.
Da vi var færdige i Spot-X gik turen mod Byron Bay, hvor vi havde to mellemstop på vejen: Corffs Harbour og Nimbin. I Corffs Habour var det eneste spændende der var at se en kæmpe banan "The Big Banana", som Corffs Harbour altså engang havde forestillet sig skulle være deres store turistattraktion. Wuhu.
Derefter var næste stop Nimbin, som er en by der startede med at være en festival i 1972-73. Byen mindede utrolig meget om Christiania, den samme atmosfære og sådan, og ALLE VEGNE stod folk og sagde "You want cookies?", som selvfølgelig var dén slags cookies. Det lidt specielle var, at det var alle slags typer der ville sælge dig det, lige fra aboriginals til gamle koner. Derudover fik Nina også købt sig et par specielle souvenirs sko, så det var et meget sjovt stop.
Senere ankom vi så til Byron Bay - og vi er vilde med den by! Enormt hyggeligt sted, en rigtig lille surfer by. Meningen var egentlig at vi skulle have haft noget mere ud af Byron Bay, men det endte et mistet mavebælte med at lave lidt om på…
I bussen mødte vi to danske drenge, som vi kom til at lære at kende. Mikael og Peter hed de. Det var så dejligt endelig at møde nogle danskere og have nogen at snakke ordentlig med. Peter var blevet rimelig forbrændt på Bondi Beach, så han havde det ikke alt for godt, vi endte derfor med kun at feste med Mikael aftenen efter vi var ankommet til Byron. Denne aften startede med, at Disco havde bestilt bord til alle os fra bussen på en bar/restaurant der hed Cheeky Monky, hvor vi så alle mødtes og spiste sammen. Derefter gik vi tre danskere hen til drengenes hostel på deres terrasse, hvor vi satte os til at drikke. Da terrassen så lukkede besluttede vi os for at gå ned på den lækre strand og hygge os. Vi kom i total ekstase over hele situationen fordi det bare var så lækkert at sidde der på stranden om aftenen og lytte til bølgerne og se på alle krabberne der kravlede til lands for at overnatte. Rent impulsivt besluttede vi os derfor også for at sove på stranden, så vi gik alle tilbage efter vores ting, mødtes igen (skulle lige panikke lidt over endnu en edderkop vi havde set på hostlet - for helvede!), også gik vi ellers tilbage til stranden. Da vi så er ved at slå os ned, opdager Nina pludselig at hendes mavebælte (med alle de vigtige ting: pas, mobil, kørekort og kreditkort) er VÆK! Vi leder og leder og leder, men det er totalt forsvundet. Dette gør så også at der ikke bliver noget overnatning på stranden, og aftenen ender ellers rimelig kaotisk med en panikslagen og ked af det Nina.
Næste dag gik derfor udelukkende med at ordne alle praktiske ting omkring sådan en mistet taske: efterlysning på hostlet, spærring af kort og mobil, kontakt til det danske konsulat i Brisbane, besøg hos politistationen i Byron og politimelding til New South Wales politi. Det var noget af en rodet dag, men der endte med at være forholdsvis styr på tingene. Derved mistede vi nærmest en dag i Byron, og næste dag gik derfor bare med at dase ved stranden - indtil det så blev torden og regnvejr! Vinden har ikke helt været med os de sidste par dage - og det bliver heller ikke bedre endnu...
Efter strandturen gik Nina hjem og skypede med mor og far inklusiv webcam - det var dejligt lige at se hinanden.
Aftenenen skulle så bruges på at vi skulle have revanche angående fest, så vi mødtes med Mikael og Peter (som var blevet frisk - skønt) og vi satte os igen på deres terrasse og gik i gang med at feste. Denne gang med goon, som er en australsk frugtvin med 10 % ekstra alkohol - det kan vi kun bekræfte! For det endte med at blive en lidt vild aften, især for Frk. Dalsgaard, som endte med at blive rigtig fuld! Vi hyggede os rigtig meget på terrassen med drengene, de er skide søde, og vi besluttede os igen for at gå ned på strandne, fordi det var så fedt sidste gang bare at sidde dernede og nyde det hele. Det nåede vi så ikke, for lige så snart vi havde slået os ned begyndte det at STYRT REGNE!! Vi blev PLASK våde og forsøgte at søge læ under et tag, men uden held for vi blev hammer våde alligevel.
Ikke nok med dét - Nanna synes så også lige at hun skulle brække sig midt i det hele, så hun satte lige prikken over i'et. Derved endte denne aften altså heller ikke helt succesfuldt, for vi endte alle med bare at gå hjem i seng fordi vi simpelthen var alt for våde, og Nanna var for fuld.
Næste morgen skulle vi stå op kl. 7, for vi skulle med Oz Ex. mod Brisbane. Alarmen var sat, men ringede fandeme ikke! Så igen gik det galt for Frk. Dalsgaard og Frk. Hindsgavl. HELDIGVIS vågnede Nina kl. ti minutter i otte (bussen gik kl. 8.30 og man skal helst være der 20-30 minutter før) og ville tjekke hvad kl. var, og så kom vi ellers ud af sengen i en vældig fart. Gudskelov nåede vi bussen. Pyha! Men det var nu ikke en alt for rar bustur, for vi havde en meget tømmermænds ramt Nanna…
Desværre har det mistede/muligvis stjålet (vi kan ikke se andre muligheder, det er et kæmpe mysterium med den taske for det var på en halv time eller sådan noget at den nåede at forsvinde) mavebælte resulteret i, at vi ikke har nået Surfer's Paradise, fordi vi har skullet hurtigt til Brisbane, så Nina kan nå at få nyt pas og kørekort inden vi forlader Australien. Det tager nemlig 3 uger at lave sådan noget.
Nu sidder vi så på Base Backpackers i Brisbane og plejer vores tømmermænd og tager den lidt med ro. I morgen tidlig skal vi mødes med en mand fra det danske konsulat, som er det mest hjælpsomme menneske vi længe har mødt, han kommer sågar hertil vores hostel og henter os, for at køre os tilbage på hans kontor og få styr på tingene. Så efter i morgen skulle alt gerne være på plads. Vi er i hvert fald fortrøstningsfulde. Og vejret her i Brisbane er helt fint, her er intet vand at spotte og man kan slet ikke se, at her har været oversvømmet, så det er dejligt.
I overmorgen går turen mod Noosa, hvor vi skal være et par dage, og så skal næste destination gerne være Rainbow Beach og Fraser Island - det glæder vi os til.
Bliv nu ikke alt for bekymrede efter denne blog, det hele er under kontrol og alt sammen skal nok gå! Vi har det dejligt, og er så småt begyndt at have følelsen af at tiden flyver af sted. Dagene i Sydney og Byron Bay er i hvert fald forsvundet på 0,5. Og vi elsker at vi har fået os et par nye venner, og håber på at se dem længere oppe nord på eller på New Zealand J Længe leve Facebook!
Vi savner jer derhjemme, og håber på at hende mor Tina snart får internettet i det nye hus til at du, sådan så hun også kan følge lidt bedre med og få snakket/skypet med hendes savnede Nanna. Det kunne være dejligt!
Vi ses snart igen! Kyssi myssi
- comments
Mette Det er altså spændende at følge med i jeres rejse. Trods mistede ting lyder det bare til, at I har en kanon tur! Ikke så fedt med alle de edderkopper, men derudover top nice! :o) Mette
mor tina. hej søde piger , så nu er jeg kommen på nettet, HURRA så nu håber jeg lige af fange nanna en dag i er på, men det er da så fandtastisk at læse om jeres tur,, men NANNA nu ikke for meget sprut,,,ha ha