Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle dejlige mennesker derhjemme, eller hvor i nu er :)
Jeg har bare haft en helt forrygende start på min sæson her i Tyrkiet. Jeg havde dog lidt startvanskeligheder da jeg endnu var på dansk grund, især mht. den f***!##%/€#(€&/&)(! tyrkiske ambassade..
Mit længe ventede møde var torsdag kl. 15.00, og da vi regnede med at alt så ville klappe, havde Star Tour booket mig ind på et fly fredag kl. 6.00. Men det skulle vise sig, at det ikke kunne ordnes på en dag... Så jeg fik besked om at komme igen fredag kl. 14.00 for at hente mit visum. Det skal også lige siges at de virkelig tog røven på mig torsdag! Først ville de ikke lukke mig ind fordi jeg havde kuffert med, som de mente jeg skulle stille ude på gaden... Jeg fik dem dog overtalt til, at den i det mindste kunne stå i haven imens jeg var inde. Ind kom jeg så endelig, og her begyndte de så at rode alle mine ting igennem. De blev ved med at ryste min pude (som folk nok ikke normalt medbringer på ambassaden..), og beskylde mig for at have en pistol med. Efter metaldetektor og flere kropvisiteringer, kom de heldigvis frem til, at jeg måske alligevel ikke var den teorist, jeg åbenbart umiddelbart udstråler! Men da jeg så kommer ud efter mødet, er min kuffert fandme væk fra haven! De siger, at de ikke kan huske noget om, at der stod en kuffert, og jeg når lige at komme op i det røde felt, inden den ene bryder ud i latter, og henter min kuffert fra deres kontor! Jeg mistænker dem lidt for at have planlagt denne hævn på forhånd, fordi jeg har kimet dem ned de sidste tre uger, for at få en hurtigere tid. Men jeg kunne da trods alt godt se det sjove i det... Bagefter!
Nå, men jeg blev altså ombooket til et fly fredag kl. 16.30, som vi blev enige om, at jeg godt kunne nå hvis jeg tog en taxa direkte fra ambassaden i Hellerup. Men men men... Fredag kl. lidt i to viste ambassaden sig igen fra sin bedste side, og gav mig beskeden at de nu holdte frokostpause indtil kl. 15.00. Der var absolut intet at gøre, så da jeg endelig fik mit visum kl. 15.05, var det bare afsted med Københavns hurtigste taxa. Chaufføren gjorde heldigvis sit for at jeg skulle nå det, så med en god køresyge ankom jeg til Kastrup lufthavn 15.26, og nåede lige Check in som lukkede kl. 15.30!!
Men havde forresten ellers en super hyggelig dag i København, med Jacob og hans kæreste Asger! Vi bagte en alt for lækker chokoladekage og hyggede med film :)
Men nu er jeg her, og mit første dage har været helt forrygende! Jeg har boet på et af vores hoteller i Bodrum indtil idag, hvor jeg er flyttet ud til de andre i Akyalar, som er en lille lokal by ca. 10 km. fra vores Blue Village Hotel Bodrum Imperial. Det er en meget... Hmm... Tyrkisk lejlighed vi bor i, men udsigten er i det mindste fantastisk! Vi har lækker havudsigt, og kan se lige over til Kos :) Her er som sagt meget lokalt, og der går høns og herreløse dyr rundt overalt. Desuden er vi så heldige at være naboer med en Moské, som skulle kalde til morgenbøn kl. 5.00 hver morgen!
På min første dag nød jeg formiddagen ved poolen på hotellet. Eftermiddagen blev brugt på at studere vores "City Tour" i Bodrum by. Jeg har allerede tabt mit hjerte lidt til Bodrum og især de mindre byer her rundt omkring, for de har virkelig formået at bevare charmen, så det ikke ligner et overrendt turist sted. Det er en regel at alle huse max må være i to etager, og skal være hvidkalkede, og det ser bare så fint ud! Træstammerne maler de dog også med det hvide kalk - det er måske lidt mærkeligt, men har også sin charme... Aftenen sluttede med lidt team bowling, hvor jeg mødte begge teams (Gymbet service team og vores Blue Village team). De virker alle super søde og friske.
Hele dagen igår studerede jeg vores Blue Village Hotel, som er det jeg skal arbejde fast på. Det er bare super lækkert - og fik jeg sagt at vi også har all inklusive? FARLIGT, men lækkert :) Jeg glæder mig rigtig meget til at begynde på arbejdet, og hopper allerede så småt i uniformen torsdag.
Idag har været ren luksus! Jeg skulle studere vores Hamam udflugt, i det Tyrkiske bad i Yakakoy. Jeg blev kørt dertil af den skønneste chauffør - Musat. Han sang tyrkiske sange hele vejen, mens han dyttede af alt og alle, men med det største tandløse smil! Han havde en pose med hjemmelavede tyrkiske muffins med, som han insisterede på at jeg skulle smage. Smagen var okay men tør, og skallen var så hård, at jeg frygtede pænt meget for mine tænder! Og da jeg endelig havde tygget mig helskindet igennem den ene, blev han nærmest sur da jeg takkede nej til den næste. Det endte med at han tog min hånd og holdte den nede i posen indtil jeg tog en... En lidt mærkelig situation, men det tandløse smil kunne man ikke andet end at smile tilbage af.
Servicen på hamamen var også helt i top! Ren forkælelse med først tyrkisk "dampbad"/svedbad (der var ikke noget damp, men det var så varmt og man sad på helt varme marmorbænke, så man var hurtigt gennemblødt), herefter iskoldt boblebad, for igen at få en tur i dampbadet. Så blev jeg skrubbet over hele kroppen, og skummet fuldstændigt ind, mens man fik en lækker boblemassage. Efter en skylning sluttede de så af med en halv times full body massage - SKØNT!
Resten af dagen har jeg haft fri, så den har bare stået på flytning, en tur i poolen og aftensmad på vores hyggelige marine her i Akyalar med nogle af de andre i teamet.
I morgen skal jeg studere vores tur til Efesos, og har pick up på hotellet kl. 6.30 (vi skal hjemmefra 5.45 - AVS). Der er heldigvis kommet en ny fyr til teamet (Robin) her på samme tid som mig, så der er lidt selskab når man skal studere :)
Så jeg vil lægge mig nu, og så kan jeg jo passende stå op, når de kalder til bøn kl. 5.00! Godnat!
- comments
Susanne Hej Nanna. Det lyder bare som om du har det godt. Godt nok med lidt høns og morgenbøn til at holde dig frisk. Håber du får en rigtig dejlig tid i Tyrkiet. Knus fra mor