Jeg kan ikke give en forklaring på det jeg nu vil fortælle jer. Jeg har vidst det I 3 uger og det er kun de færreste jeg endnu har fortalt det til. Forklaringen er at jeg ikke selv har haft svaret. Jeg har stadig ikke svaret, men tiden nærmer sig og for at undgå en masse spørgsmål og endeløse forvirrende forklaringer vil jeg prøve at give jer et svar.

Jeg tog afsted for 2 måneder siden. Jeg havde det rigtig svært ved at sige farvel til mine vante omgivelser, mit fantastiske job, min familie, mine venner og hvad jeg ellers var faldet for. Med andre ord befandt jeg mig på daværende tidspunkt et sted I mit liv hvor jeg havde alt hvad jeg ønskede mig. På den anden side har jeg altid haft planlagt en tur rundt om jorden når tiden var til det og det var helt naturligt at det skulle være nu. Hvad jeg ikke kunne vide var at tingene nogen gange former sig på uventede måder. Man får nye bekendtskaber, andre værdier og forhold til familie og venner bliver enten styrket eller svækket.

Man siger at rejse er at leve. Jeg er til dels enig. På en tur som denne her kommer man ud for mange uventede situationer og oplevelser. Ikke altid lige nemme eller rare, men de er alle med til at forme en som person og ikke mindst gøre en opmærksom på sine egne behov, for man bliver nødt til at lytte til sig selv og mavefornemmelsen for at komme igennem diverse udfordringer. Derfor lærer man sig selv og sine behov at kende på en helt unik måde som man aldrig ville lære hvis ikke man stod overfor uforudsigelige situationer. Når man backpacker skal man ofte - nogle gange flere gange om dagen eller flere gange I timen, tage drastiske spontane beslutninger fordi ens plan ikke har holdt eller fordi man har regnet forkert mht togtider, priser eller lignende. Det er som at gamble. Man skal konstant vudere oddsene for at ramme det rigtige tog eller vurdere om folk prøver at tage røven på dig eller om de er oprigtige. Man skal hele tiden være på vagt på en udmattende måde og det er utrolig vigtigt. Man står I fremmede lande uden en chance med sproget og oftest ude af stand til at kommunikere med nogen som helst uden en kuglepen, et stykke papir og en omgang "tegn og gæt".

Der er dage hvor man synes livet ikke kunne være bedre og dage hvor man er ved at brække sig over det hele og bare vil hjem. Man kommer som regel over det rimelig hurtigt for oplevelserne star i kø og dermed er der ikke meget tid til refleksion. Jeg har allerede oplevet så mange fantastiske ting, som jeg aldrig vil bytte for noget andet. Jeg har haft et love and hate relationship til hele turen, men jeg fortryder intet.

De fleste siger jeg ville ønske jeg var dig Nadia, du laver og oplever så mange fede ting. Og det gør jeg også. Jeg oplever hvad de fleste kun drømmer om og jeg har altid været på farten. Jeg elsker at være afsted, men jeg må indrømme at jeg kommer til et punkt hvor jeg får nok. Caitlin overraskede mig for nogle uger siden ved at sige "Da jeg var i Danmark havde du en mentalitet der sagde at du ikke havde brug for andre end dig selv. Du har ændret dig på det punkt." og hun har ret. Allerede da jeg var i Rusland gik det op for mig hvor meget jeg savnede min familie, mine venner etc. Jeg sucked it up - nægtede følelsen af hjemve og jeg rejste videre. Gemte mine følelser langt væk og oplevede hvad jeg altid havde drømt om. Efter nogle uger i Kina indså jeg at der var noget der ikke var som det skulle være. Jeg fik det værre og værre og jeg var ikke i stand til at nyde alle de fantastiske oplevelser jeg fik hele tiden. Vi oplevede så mange unikke ting, men jeg manglede stadig noget. Noget som senere blev grunden til min beslutning og noget som jeg endnu ikke kan identificere 100%. Jeg har en ide - undskylder det med en kombination og i sidste ende er det nok min mavefornemmelse, der har gjort sig gældende.

I Australien - 2 uger efter - kom jeg til et punkt hvor alt var en kamp. Jeg havde ikke lyst til noget som helst og jeg savnede alt så meget at det til tider gjorde fysisk ondt. Jeg kunne ikke kende mig selv og jeg havde aldrig troet at jeg skulle være en af de personer, der fik hjemve på den måde. Jeg har aldrig lidt af hjemve så det tog mig med storm! Jeg har tidligere givet udtryk for at tingene ikke var helt nemme, men jeg har altid skrevet at det nok skulle gå og at tingene blev bedre. Jeg var dog ikke helt ærlig overfor hverken mig selv eller jer som læser mine blogs. Jeg var langt fra ved at heele og det blev faktsk værre og værre. Det blev uudholdeligt og jeg har kun en svag forklaring på hvad der fik bærget til at flyde over, men over flød det og for tre uger siden tog jeg en svær, men samtidig den nemmeste beslutning I lang tid.;

Jeg flyver til Danmark den 16 December 2009.

Vi ses på onsdag!

http://www.youtube.com/watch?v=cxz6Zkl85GA