Mongoliet endte med at blive et eventyr uden grænser. De første to dage tilbragte jeg alene i Ulanbataar - jordens kedeligste hovedstad. Dagene gik med at se de vigtigste ting, som Sukbataar Square, national museet og et monument 20 minutters gang fra mit hostel. Derudover fik jeg arrangeret afhentning af Mads i lufthavnen med personalet på det ellers meget hyggelige og fine UB guesthouse.

Tirsdag ankom Mads som aftalt til Ulanbataar lufthavn - og straks begyndte vores Jeeptur. Chaufføren boede blandt nomaderne og tjente til dagen og vejen ved at køre naive turister, som Mads og jeg, ud til nomade familierne i ingen mands land. Han talte ikke et ord engelsk, men alligevel forsøgte han gang på gang at forklare om dyrelivet, historien og familierne. Det var lidt trættende, mens hans engagement gjorde, at man nærmest blev tvunget til at forstå det. Han holdte ikke op med at forklare, før han vidste vi forstod. På dag et kørte vi rigtig rigtig meget, sådan føltes det i hvert fald. Hvor langt vi kørte kan jeg kun gisne om, men det kan ikke have været meget længere end 250 km. - den dag kørte vi i 10timer. Vejene bestemte farten - asfaltvej var et sjældent syn. Da vi nåede målet sent aften (23-24:00), blev vi taget godt imod af chaufførens egen familie - hvad vi ikke vidste, var hvad der ventede os næste dag. Til morgenmad blev der serveret en skål gæret hestemælk - varm hestemælk og kager lavet af det overskydende fedt fra filtreringen af hestemælket. Jeg skyndte mig at drikke det, men det viste sig at være en grov fejl - for der blev bare hældt endnu mere op. De var nu rigtig flinke - men jeg har aldrig før fået noget så rædselsfuldt!

Næste dag gik turen til White Lake - en stor vulkan sø. Der boede vi lidt mere turister i 2 nætter. Der var andre backpackere og liv. Ved søen var der mulighed for heste ridning, hvilket vi da var nød til at prøve - vi købte 'kun' en time - det var mere end rigeligt! Generelt var tiden der rigtig god. På dag 4 var dagen kommet til vi skulle besøge Tzerleg og Khakaroin - landets anden og tredje største byer. De var ikke meget større end Viborg tilsammen. Vi så hurtigt hvad der var at se, før vi kørte til nogle sanddunes nær Ulanbataar. Der boede vi igen helt lokalt, men vi var meget lettede da damen serverede te frem for hestemælk. Da vi gik i seng den aften var der omkring 20 grader - næste dag stod vi op til -5 grader og masser af sne. Et øjeblik var chaufføren ved at opgive at komme tilbage den dag, men der var ikke det vores jeep ikke kunne klare - så vi kørte gennem centimeter tykt sne. Efter lidt tid fandt vi endelig vejen. Turen tilbage var lang og vi var generelt lettede da vi ankom til Tiara Guesthouse - det sted vi skulle tilbringe natten inden vi skulle med toget næste dag.

Generelt har vi oplevet rigtig mange sjove ting/episoder på vores tur gennem den mongolske vildmark - kørt på knallert med de lokale - holdt ind utallige gange for enten at hjælpe andre i 'mekanisk' nød (vi blev enige om vores chauffør var 'fixer' hvad angik biler) eller fordi vores egen bil var brudt sammen. Der var faktisk et tidspunkt, hvor vi var nød til at holde ind til siden, da der stod en stor røgsky op bag førersædet - min første tanke var, at turen sluttede nu og vi måtte gå de 350-400 km. tilbage til Ulanbataar - men nej - en halvtime og den var fixet. Så var der også den gang vi holdt i sne til anklerne, mens vores chauffør var ved at skifte et eller andet på højre bagdæk. Hvad det var, blev vi aldrig helt kloge på, men de redskaber han brugte var noget voldsomme - en økse blandt andet. Desuden var vores chauffør vældig vant med omgivelserne, så skulle han på toilet gik han 10-15 meter ud på en mark - hvor han satte sig på hug og fik gjort hvad der måtte gøres - derefter trak han bukserne op og vi kunne køre videre. Engang stoppede vi for at hjælpe en bil i nød - i mellemtiden kom der en anden bil forbi, som holdt ind for at snakke, sådan noget gør man nemlig i Mongoliet - men min pointe er, at der ikke gik andet end 5 min. før bilens 5 kvinder alle sad på hug ude på ødemarken.