Vi slog øjnene op til en komplet skyfri og lavendelblå himmel, med solen som eneste element på det blå lærred. Dagen i dag skulle foregå i Flinders Ranges National Park, hvilket tog os et par timer og lidt over 100 kilometers i den forkerte retning før vi fandt det. Dog førte denne forkerte vej os ud på en spændingsfuld færd gennem ødemarkens land, med vilde dyr og utroligt mange døde dyr, og på veje som nok ikke burde have været befærdet af en lille grøn Hyundai i20, med efterhånden meget tyndslidte dæk.

Efter endelig at have fundet Nationalparken, begav vi os med det samme på vandring, kun iført bar mave og shorts og vores tyndsålede sko, købt for en 50'er, som efter river-rafting ikke længere kunne kaldes beklædeligt fodtøj, og uden at tjekke hvor langt der var, og uden at skrive under på "in case you get lost, and goes missing"-papir, og forbi tjeklisten som sagde "Medbring: Solbriller, varmt tøj, solcreme, skyggende hat, tændstikker, lommekniv, vandrestøvler, massere af vand og mad" og listen fortsatte ud i det uendelige. Og med et "Psssh, hvad er det værste der kan ske" gik vi…. I meget, meget lang tid. Først langt inde på vandreturen kom der skilte som viste, hvor langt der var til målet. Hvilket var noget længere end vi havde antaget, og lad os bare sige at efter at have gået de først 8 kilometer valgte vi at vende om og gå tilbage, da der stadig stod at der var 9 kilometer tilbage før vi var ved udsigtsposten som vi egentlig i første omgang havde tænkt os at gå til. Pludselig begyndte forståelsen for at medbringen af alle de ovennævnte redskaber at dæmre en smule. Men vi klarede da alligevel 16 kilometer i vores, lad os kalde dem uegnede sko, og kun 2 flasker vand, men det er jo selvfølgelig også barnemad for to toptrænede jægersoldater som brødrene Andersen. Vi fandt dog en anden post på vejen tilbage, som alligevel kunne give os et overblik over Wilpena Pound, som vi egentlig må sige, skuffede en lille smule. Men skidt pyt, vi fik alligevel lidt godt motion, hvilket var dejligt efter de sidste 2 dages lange kørsel i bil. Da vi kom tilbage til bilen, var solen også ved at gå ned, og de 50 kilometer tilbage til Hawker viste sig at blive en mere eller mindre farefuld vildt safari, da turen bød på noget i omegnen af 500 kænguere med selvmordstanker, som havde udset den lille grønne som bedste vej ud af verden, på toppen af det scenarie kan vi tilføje seks strudser, og en syvende flad struds som fyldte tæt ved 3 kvadratmeter på vejen, og en snes geder som også mente at vejen var et sjovt sted at lege.

Så med kænguruer, strudser, ræve, geder flyvende om ørerne, tog de 50 kilometer lidt over en time at køre hjem, men til gengæld havde vi været på en meget interessant gratis safari, som vi dog var glade for at være kommet igennem uden at have lidt skade på den lille grønnes smukke former.

Aftenen stod på hygge ved rastepladsen, før vi igen begav os ud på slagmarken for at komme ud til parkeringspladsen som nu var blevet forfremmet til brødrene Andersen's camping.

Med Venlig Hilsen

Brødrene Andersen