Dagen startede som altid ud med de friske unge mænd som stod ud af sengen klokken 6.30, og lavede et par gode armbøjninger, da vi, som i ved, altid oser af energi om morgenen……………..

Efter en hurtig konstatering kunne vi vurdere at vores sko var blevet os frarøvet om natten, hvilket Morten mener er alle de kinersere der bor på hotellet som er sure over at det er alle deres børn der laver vores Nike sko i Kina, og derved har stjålet dem fra os. Kenneth derimod, mener det er fordi at de har taget fejl af deres egne og vores sko, fordi de ikke kunne se noget ud af deres brevsprækkeøjne… (tro mig mor, jeg har skældt ham ud for at bruge et sådant sprog). Selvom han selvfølgelig kan have en pointe.

Ellers startede dagen bare dårligere og dårligere, eftersom vi skulle være blevet hentet kl. 7 om morgenen af tur-bussen, men der klokken 8 stadig ikke var sket noget. I denne situation er det godt at Morten har så mange evner fra hans gamle dage ved militærets elitestyrke, og har en evne til at indprinte alt han ser i hans hjerne, og derved huskede at der i receptionen lå en brochure fra firmaet, med et telefon nummer på. På trods af vores "gode held", var receptionen selvfølgelig ikke åbnet endnu, og vi måtte skimme gennem vinduet og læse telfonnummeret på hovedet, hvilket vi efter noget tid også præsterede at få gjort.

Vi fik fat i en lettere forvirret dame, som lovede at hun ville komme og hente os med det samme. Dog glemte hun lige at sige, inden hun smækkede på, at det tog tæt på en time at køre fra der hvor hun var, og til vores hotel. Hvilket gjorde at vi alt i alt stod og beundrede fortovet uden for vores hotel i godt og vel 2 timer før hun kom. Dog var hun en sød ældre dame, som var meget undskyldende. "What the hell man, we've been waiting here for two hours, our shoes have been stolen, and it's pouring down, we want a full refund you stupid *****"…… var det vi skulle have sagt, men selvfølgelig endte det med at man undskyldte på hendes vegne, og sagde "that's okay, don't even think about it, we had nothing else to do anyway". Forbandet være vores gode opdragelse!.

Dog fik hun os hurtigt i godt humør, da hun var en yderst snaksagelig dame, og vældig sød og rar. Og på den 45 minutter lange kørsel, som vi pludselig godt kunne forstå tog så lang tid, eftersom hun jo er kvinde, og kørte verdens største omveje.

At vi kom for sent, var egentlig held i uheld, da vi brødrene var de eneste der kom med på turen sammen med guiden Noel, som var den rare dames mand. Han var gammel pensionist, med en forfærdelig god evne til at køre på crossere. Og hvad Kenneth og Morten troede ville være en stille og rolig tur på crossere gennem nogle små rolige stier gennem vildtnisset, blev hurtigt ændret til en hæsblæsende vild tur op ad klippesider så skrå at selv bjergbestigere ville sige "arrrh, lige stejlt nok!". og ned gennem åer, vandhuller tunneler, i en fart der fik en til at klamre sig hårde fat i styret, end i panik-håndtaget på en køretur med mor.

Morten så tilmed sin første levende kænguru, som kom hoppende i fuld fart ind foran hans crosser, men desværre var så hurtigt væk igen at ingen andre kunne nå at se den. Ellers bød turen på et par vrisne heste som var en smule bidske, og nogle snedige myrer, som blev sure over at Kenneth valgte at stille sig midt i deres hule. Efter et par timers kørsel, kom vi tilbage til hotellet, og resten af dagen stod på bowling i byens nye bowlingcenter, og en god solid aftensmad bestående af… kød!!

Med Venlig Hilsen

Brødrene Andersen