Efter en lur der var alt for kort, stod de to brødre op klokken 6.30 for at gøre sig kampklar til deres tur ud til Fraser Island, som er et af moder naturs unikkeste projekter. På øen, hvis jord kun består af sand, er det nemlig lykkedes at gro en kæmpe stor regnskov, og grundet den sandede jord, har de det mest rene vand i hele Australien. Dog havde vi ikke taget højde for at vi ved indgangen af Queensland kørte ind i en ny tidszone, hvilket resulterede i at vi var en time foran alle andre, hvilket bedre kunne forklare, hvorfor alle de andre på hostellet lavede aftensmad klokken 21.30 aftenen inden.

Heldigvis kunne vi bare glæde os over at det i det mindste ikke var den anden vej timen var gået, hvilket ville resultere i at vi var kommet for sent til vores tur.
Da klokken så var blevet indstillet, og den lille vise stod på syv, og den store på 25, sad vi i bussen spændte af begejstring for, hvad dagen måtte bringe. Aller første punkt på dagsordnen var at vi skulle møde de første andre danskere på turen, dog var den ene mere københavner-snobbet end den anden, så de fik pænt lov til at passe sig selv.
Ellers sad vi blot ca. 200 mennesker på en 20 kvadratmeter båd i alt for lang tid… føltes det hvertfald som, før vi kunne gå på land på Fraser Island.

Et spændende syn mødte os, da vi fik besked på at sætte os ind i et kæmpe stort tysk monstrum af en ombygget bus, som var fremstillet til at kunne kæmpe sig igennem sandbunkerne på øen. Da vi havde fået sat os godt til rette, fik vi de sædvanlige sikkerhedsprocedure at vide, om at udflugtsvejene var ud gennem ruderne, eller ud gennem taget hvis ruderne ikke skulle være en mulighed. Den efterfølgende tur gennem landskabet, mod det første stop på turen, Lake Mckenzie, fik Mor Inge's kørsel ude på de små veje til Blære til at virke som en blid vuggen i en båd på stille hav. Da vi fløj frem og tilbage og op og ned kun holdt tilbage i sæderne af vores sikkerhedsseler. Det blev dog hurtigt lidt ensformigt, og alt for lidt actionfyldt til brødrene, og de glædede sig mest til at komme til at få en lille lur når første mulighed viste sig.

Som sagt var første stop Lake McKenzie, som er en kæmpe stor sø, midt på øen, som er så ren, fin og blåt at det var som taget ud af et rejsemagasin. Det tog dog ikke meget længere end et øjekast før de to brødre var klar til at gå videre, og var derfor ret trætte af at der var afsat en time af dagen til dette ligegyldige sted som slet ikke var fyldt med alle de farlige Dingo'er som var blevet lovet. Næste stop på turen, var en vandretur ind gennem regnsskoven, sammen med vores fantastiske guide Warren, som var en vældig sjov fyr, som havde arbejdet som guide på øen i over 12 år, og vidste derfor alt om enhver sten på turen.
Næste stop hed frokost, og vi blev smidt af på en restaurant med en stor buffet, som også blev taget af mere end én og to gange.
Derefter gik turen ned mod stranden, som øen er så kendt for, da den ene side af øen består af en 75 mil lang strand, hvor vi så et gammelt efterladt skib som havde været hospitalsskib i både 1. og 2. verdenskrig, tilmed så vi The Pinnacles, som er en revne gennem bjergene som gør det muligt at se lagene i jorden flere 100.000 år tilbage i tiden, tilmed gik vi op gennem en lang å, som vi valgte at springe over for at tage en lur, som tilmed gjorde at vi var ved at glemme alt om tid og sted og var ved at komme for sent til Warren og hans bus, og vi så endelig én sølle Dingo, eller den Asiatiske ulv som den også kaldes… alt i alt er konklusionen om Fraser Island… BORING!!! DON'T EVER GO THERE!! , tilmed kom vi til at sidde fast i sandet, sammen med tre andre busser, hvilket kun kunne betyde én ting. En flaske whiskey og et par bajere når vi kom tilbage til hotellet, dette skal dog siges at det var en nødvendighed, eftersom vi var nødt til at skaffe os af med noget af alt det cola vi havde på slæb. En flaske whiskey senere, sad vi klokken 1 om natten og svømmede rundt i poolen for at blive kølet ned i de 30 graders varme der stadig var til stede trods tidspunktet.

Med Venlig Hilsen

Brødrene Andersen