Profile
Blog
Photos
Videos
Bijanbari mandag d. 28. februar 2011
Så er den første rigtige uge uden strejke gået. Det er godt nok gået stærkt, og der er bare sket så meget på den korte tid. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte. Nå men efter vores kolde tur til Darjeeling, var vi alle sammen rigtig glade for at se Trekkers Hut igen, det er sjovt at man allerede kan føle sig hjemme, efter 14 dages tid. Mandag var strejken stadig på pause, så vi var oppe og se skolen, vi blev først budt velkommen af skoleinspektøren, og efterfølgende skulle vi ind i 3., 4. og 5. klasse. Det var ret skægt, for alle børnene var helt vilde for at hilse på os, og få lov til at røre ved os osv. Hold op da op, det var helt vildt så meget larm sådan nogen klasser kunne lave, det skal så lige siges, at der er omkring 40 elever i hver klasse, så det er måske ikke så underligt. Efter den korte introduktion gik vi spændte hjem og fordelte klasserne i mellem os. Jeg fik tildelt 4. klasse sammen med Ditte og Sara. Tirsdag holdt vi en fridag, vi skulle ud og se hvor Radju, vores alt-mulig-mand, kommer fra. Jeg troede, at Bijanbari var lidt langt ude, og vejene var lidt dårlige her, men jeg er da godt nok lige blevet klogere, hold da op, vi kørte på de stejleste bjergveje, der var lavet af grus og nogen kæmpe store sten, det var helt vildt, og flere gange troede vi at blien var ved at tippe om på siden, fordi vejen var så ujævn - det var lidt af en oplevelse. Men nej hvor var det et smukt område han kom fra, det var oppe på en bakketop, og der var den fineste udsigt i alle retninger. Vi var desuden ude og se et rigtig lækkert hotel-lignende noget der lå, derude i ingen ting, det var drevet af en mand af skotsk afstamning, og man kunne også godt se at bygningerne var lidt mere allá noget vestligt, det var så dejligt og fredfyldt derude. Hjemturen foregik til bens, meget rart at slippe for at køre nedad de små dumme veje ;) Det var dog noget af en tur, vi gik i 2½-3 timer, men det er super hyggeligt når vi er ude og gå ture, så tiden gik ganske hurtigt.
Onsdag var vores første skoledag. Vi møder kl. 08.45 hvor børnene bliver kaldt til morgensmaling, der foregår ude foran skolen på en åben plads. Her står de i 8 rækker - der skal være helt lige, ellers bliver det rettet af lærerne. Børnene har ret meget respekt for lærerne, hvilket også er forståeligt nok, da de bliver slået, hevet i ørerne eller straffet på anden måde, hvis de gør noget forkert. På et tidspunkt så jeg en lille dreng, der havde et stykke tyggegummi i munden, og en af lærerne hev ham meget længe i hans kæber, som straf - det er lidt voldsomt at se på, men sådan er det altså bare hernede. Nå men efter børnene havde bedt deres morgenbønner, sunget morgensangen osv. blev der taget rigtig hul på vores førsteskoledag. Det var et helvede, jeg tror vi brugte ca. ½ af tiden på at bede dem tie stille og råbe ad dem. Det var så frustrerende! Men det var heldigvis ikke kun i 4. klasse, der havde været lidt meget larm, de andre var også ret udmattede efter deres første time. Så vi fik lov til at dels om 4. og 5. og så splitte dem op i tre klasser. Så torsdag, da klasserne var blevet delt op, var støjniveauet noget helt andet. Det var noget af en lettelse. Vi endte med den svageste gruppe, så vi arbejder med udtalelse af ordene på engelsk. Så vi prøver at "afskaffe" lidt af den indiske accent, men det er meget svært, de kan overhovedet ikke finde ud af at udtale "sh" så det kan godt være lidt op ad bakke - men er sikker på vi når toppen på et tidspunkt.
Udover arbejdet på skolen, har vi desuden været til "glo-begravelse" hvis man kan kalde det, det. Det lyder måske lidt voldsomt, men forklaring følger. Vi var ude på vores sædvanlige gåtur en eftermiddag, vi går langs floden, og pludselig er en hel masse folk stimlet sammen nede ved flodbredden. Roshni fortalte, at det var en bisættelse, der var årsagen til de mange mennesker. Vi fik øje på, ja det lyder lidt makabert, men et bål lidt ude i vandet, hvorpå der lå et lig pakket ind i nogle klæder. Efter de havde kastet blomsterkæder med morgenfruer ud i vandet, blev der sat ild i bålet. Det er altid den ældste søn, der skal sætte ild til bålet, og til selve ceremonien må der ikke være kvinder tilstede, så de var samlet i et hus, ikke så langt derfra. Det var meget mærkeligt at stå og kigge på, og man kunne slet ikke lade være med at blive rørt, det var væmmeligt og ret smukt på samme tid, det var meget mere personligt og i flotte omgivelser sammenlignet med der hjemme.
Det har ikke kun været de triste begivenheder vi har været med til. I går var vi med til et bryllup i en af de nærliggende landsbyer. Eller dvs. det var ikke i en by, men et sted hvortil, man kun kunne komme på gåben efter ca. 20 minutters gang. Vi havde alle sammen dresset os op til den store begivenhed, og det var lidt sjovt at sådan syv fine damer kom vandrende op over alle terrasserne på bjergsiderne. Vi gjorde stop i ved et lille landbrug, hvor vi lånte et rum, hvor vi kunne blive i klædt vores sarier (den indiske festdragt). Det var et større projekt at få slynget det store stykke stof slynget rundt om kroppen på den rigtige måde. Men vi havde en del indere damer til at hjælpe os, så det blev gjort ordentlig. Efterfølgende skulle vi igen gennem et lidt mudret terræn i små sko og fint tøj. Brylluppet foregik delvist på en overdækket plads, der fungerede som dansegulv og så i et stort telt, som var spisestedet. Omgivelserne mindede lidt mere om noget fra en gadefest, end den slags bryllupper jeg kender hjemmefra. Brudeparret, var placeret på noget der mindede om en trone, placeret ved dansegulvet, så de kunne følge med i deres gæsters dansen rundt. Vi fik simpelthen så meget opmærksomhed, man skulle tro at festen var til ære for os, folk vartede os op hele tiden, og vi blev budt på simpelthen så meget mad, som var rigtig lækker, men også temmelig stærk. Men det var en super fed oplevelse, rigtig sjovt at prøve! Så glæder mig allerede, hvis der skulle dukke et andet bryllup op i nærheden af os (:
Så har jeg vist også brugt min fortælle-tid for denne gang. Selvom jeg sagtens kunne finde på mere at berette om, der sker hele tiden noget nyt synes jeg. Det er så dejligt at strejken endelig lader til at være helt overstået så der er kommet mere gang i byen og omgivelserne omkring os. Håber ikke vi kommer til at mærke mere til den på vores tur (:
Varme tanker og knus fra Monica :D
- comments