Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg vil skrive lidt hver dag i en uge og kalde det for ugenummeret, og så knytter jeg et album til, som har samme navn. Under hvert billede har jeg skrevet en lille kommentar, så I kan se, hvad det er på billedet :)
Jeg skriver lidt hurtigt hver dag, så der kommer nok lidt fejl, som I må bære over med ;)
Lidt info:
Vi bor i Bhaktapur, på et hotel der hedder Siddhi Memorial Hospital.
Typisk morgenmad: Pandekage med syltetøj, toastbrød med omelet og toastbrød med kålfyld.
Typisk frokost: Nudler eller pasta med grøntsager.
Typisk aftensmad: Dal bhat, som består af ris og en linse-karry sovs. Dertil er der lidt stegte grøntsager og kartofler.
Efter hvert måltid får vi lidt frugt og the.
Tirsdag d. 23. april
Vi ankom til hospitalet og fik lidt at spise og gik så ind på værelset og sov lidt. Derefter gik vi en tur rundt i byen, hvor vi bor for at se, hvordan Bhaktapur ser ud. Det er ret fattigt men et rigtig spændende sted. Folk er rigtig venlige og hilser og smiler. Alle de små børn vil lege med os, og folk tager også billeder af os, da vi nok skiller os lidt ud. :) Vi har mødt de andre frivillige, som er Stephen, Victoria, James og Hari, som er vores vejleder.
Onsdag d. 24. april
Efter morgenmad fik vi en rundtur på hospitalet for at se de forskellige afdelinger og møde personalet. Hospitalet har nogle ret moderne afdelinger, da de får doneret mange maskiner, mens andre afdelinger kan være en del mere underudviklede.
Efter rundvisningen var vi inde i centrum af Bhaktapur, som er en meget historisk by med templer og flotte bygninger. Der er et hav af små gadekøkkener og butikker.
Senere stod aftenen på filmaften og hygge:)
Torsdag d. 25. april
Dette var vores første arbejdsdag. Vi skulle følge en læge hele dagen i deres afdeling, der hedder "out patients". Det er patienter, der kommer ind fra gaden. Her var der nogle underernærede børn, men også folk med almindelige ting som eksem osv.
Efter arbejdsdagen gik vi ind til Bhaktapur igen. Der så vi et bryllup, der blev holdt på åben gade med dans og musik.
Fredag d. 26. april
I dag skulle vi følge en gynækolog hele dagen og se hendes patienter. Der var nogle kvinder, som ikke spiste optimalt, hvor vi kunne få at vide, hvad de spiste. Derudfra kunne vi så konkludere, hvad det var de manglede i deres kost.
Efter arbejde gik vi lidt rundt i udkanten af Bhaktapur, hvor vi gik hen til et lille tempel. Da vi ankom, stod der en hel flok mænd og viftede os hen. De var i gang med en begravelsesceremoni. Liget lå på jorden, hvor de ofrede ting til ham, og pakkede ham ind i et flot stykke stof. Herefter bar de ham hen til et andet tempel, hvor de lavede forskellige ritualer og til sidst brændte ham. Det var en meget speciel oplevelse at få lov at overvære.
Lørdag d. 27. april
I dag tog vi ind til Kathmandu, da der er lidt flere butikker og lækre cafeer og restauranter. Vi tog bussen ind ved 9-tiden og var der ca. 25 minutter efter. Trafikken kan svinge meget, og nogle gange går der køer og geder på vejen og mænd på store cykler, der er helt ligeglade med trafikken. Det er lidt anderledes end i Danmark..
Det var rigtig godt at komme til Kathmandu, hvor vi kunne shoppe, få massage og spise ude. Efter vi havde gået lidt rundt, synes vi, at vi skulle se noget kulturelt. Vi havde hørt om et abetempel, så det besluttede vi os for at se. Vi prøvede at finde vej på kortet og efter et par kilometer, spurgte vi om vej. Nepaleseren peger op på et højt bjerg - det stod der intet om i vores guidebog!:) MEN vi skulle da derop, så vi kæmpede os igennem og op af de stejleste trapper nogensinde. Men det var også turen værd, da det var et rigtig smukt tempel, hvor der løb små aber rundt. Efter sightseeing fandt vi en lille roof top cafe, hvor vi kunne spise og nyde solen. Alt i alt var det en rigtig dejlig dag.
Søndag d. 28. april
I dag har vi været til mindecermoni for Siddhi, som er en dreng der døde i 1993 som bare 4-årig. Han var i et trafikuheld men nåede ikke til hospitalet i tide, da der var for langt til Kathmandu hospital. Familien er en meget velhavende familie, og nogle måneder efter besluttede de sig for at opbygge et hospital i Bhaktapur, så indbyggerene ikke skulle så langt. Det hospital har udviklet sig meget siden og fået knyttet et plejehjem og børneafdeling til også. I dag var så til minde for ham, hvor der blev holdt taler og serveret mad i familiens hus. Vi fik lov til at komme ind og se deres hus, som er meget i kontrast til de andre fattige nepaleseres huse.
Senere på dagen spillede Cille og jeg cricket med nogle af lægerne på hospitalet, hvilket var en rigtig godt måde at lære dem at kende på. Vi har allerede aftalt, at vi snart skal spille fodbold :D
- comments