Profile
Blog
Photos
Videos
Så kom vi til vores første og eneste ferieuge i Kina. Vi var mange der gerne ville en tur til Beijing og i sidste øjeblik fik vi bestilt flybilletter. Det blev lidt en dyr fornøjelse, men til gengæld slap vi for 10 timer med bumletoget. Vi ankom i god tid til Changzhou lufthavn, da vi ville være sikre på at finde den rigtige gate osv. Det blev intet problem, da det var noget nær den mindste lufthavn vi nogensinde havde set. En anden plan var at vi ville have haft noget at spise i lufthavnen… og her kunne vi så vælge imellem nudler og ris til 30 RMB! Heldigt for dem var vi meget sultne! Lufthavnen var straks noget andet da vi ankom til Beijing. Her kunne vi tale om problemer med at finde ud, men alligevel fandt vi hurtigt ud. Her blev vi guided hen til en minibus, der kunne have os alle 7 med. Først da vi sad inde i bussen og der blev sagt 450 gik det op for os at det var en pirattaxa. Sørens også- vi blev snydt! Desværre skulle det ikke vise sig at være sidste gang på denne tur. Da vi ankom til vores hostel, Dongzhimen Pineapple Youth Hostel, aftalte vi dog med ham at han skulle hente os søndag morgen og at han så skulle være vores chauffør til den kinesiske mur. Fint nok- nu skulle vi bare ind og slappe af. Men nej, sådan gik det ikke. Vi havde booket værelser via nettet og betalt depositum, men det havde de ikke modtaget. Dog kunne de fortælle os at det var sket før at pengene via nettet blev overført til en anden person, de vidste hvem det var, men chefen havde bestemt ikke tænkt sig at gøre noget ved det. Vi kunne nu komme til at bo på et 8 pers. Doorm, men midt i vores arrigskab var vi nu helt enige om at de bestemt ikke skulle have en krone mere af vores penge. En af de ansatte, som syntes hans chef var et røvhul, hjalp os så med at finde hen til et nyt hostel. Sanlitun Youth Hostel. Lidt dyrere end vi havde beregnet, men stemningen her var det hele værd. Et vaskeægte youth hostel med backpacker-kultur, super fede fællesarealer, hjælpsomt personale og noget mad der kunne redde selv den værste dag. Det så lige pludselig meget lysere ud det hele J Den næste dag brugte vi på at se Sommer Paladset. Det var rigtig smukt og vi fik brugt alle musklerne for at få set selv de ting der lå allerhøjest. Vi gik en runde i Suzhou Street hvor der var en masse hyggelige boder og man kunne rent faktisk kigge igennem det vand der var her. Vi fik også taget nogle fine billeder i nogle traditionelle dragter.. jeg ved ikke hvad vi lignede, men det var det lidt sjovt. Det synes kineserne også, så fik taget lidt billeder sammen med dem! Søndag skulle vi jo så på vores tur til muren.. og delme så om vi ikke blev brændt af! Fantastiske kinesere. Han havde åbenbart fået et bedre tilbud, så vi havde altså ikke vores lift som vi havde regnet med. Vi skyndte os tilbage til hostel, hvor vi vidste at de også arrangerede en tur til muren. Og nåede med i sidste øjeblik! Det var en rigtig lang køretur, men naturen var det hele værd. Henne ved muren måtte vi med lift for at komme helt op på toppen. Ved ikke hvor mange meter vi hang over jorden, det gav i hvert fald lidt vejrtrækningsproblemer! Men hold da helt kæft en udsigt! Det kan simpelthen ikke beskrives, og tror ikke noget billede kan tages der virkelig beskriver hvor smukt det er omkring og på den kinesiske mur. Det var også en vild følelse rent faktisk at stå på dette kæmpe bygningsværk og se alle detaljerne. Ja, det kan altså ikke beskrives. Man må vidst bare opleve muren en gang i livet!
Næste dag skulle så bruges på at se den forbudte by. Desværre var der bare så sindssygt mange mennesker at vi måtte give op. Over 3 timer i kø for at få en billet, og hvis alle de mennesker i køen først var kommet derind før os… kunne helt ærligt ikke forestille mig at der kunne være så mange mennesker inde i den bette by! Så, vi så muren omkring den forbudte by. Den var også rigtig fin. Herefter gik turen mod den himmelske fredsplads. Vi kunne ikke finde den! Senere på dagen fandt vi dog ud af at vi havde stået på den, der havde bare været så mange mennesker at vi ikke rigtig havde registreret det. Men vi var der J Nu skulle ferien jo så også bruges på bare at få hygget og slappet af. Svaret på det blev Silk Market. Ingen kan undgå at bruge penge det sted. 7 etager med alt hvad man kan ønske sig, og her er det bare tilladt at prutte så ufatteligt meget med priserne. Ved Lotte-mor ville være i sit es her J Vi fik rigtig handlet, og brugt for mange penge. Alt for mange penge. Men det var skønt. Det bedste køb var nok en traditionel kinesisk kjole. Havde besluttet at jeg skulle have en på et tidspunkt, men her fik jeg altså en kjole syet ved en rigtig skrædder. Måtte betale 600 RMB, men den er bare fin. De sidste 2 dage spiste vi aftensmad på Bleu Marine. En fransk/dansk restaurent hvor vi kunne få smørrebrød, carlsberg og nyde maden til noget Kim Larsen. Ja, den mandlige ejer er dansk JHan var også venlig til at servere sine hjemmelavede snaps-ting… og det lærer jeg altså bare aldrig, men det var et hyggeligt sted! Den sidste aften sørgede han endda for at vi kunne følge med i Wozniacki´s kamp ved China Open.
Det var helt vemodigt at skulle rejse tilbage til Changzhou. Favorit stedet i Kina er altså bare Beijing selvom det er lidt dyrt. Hvis jeg en dag vender tilbage til Kina, er det altså for endnu engang at se muren og bruge alle mine penge på Silk-market J
- comments