Profile
Blog
Photos
Videos
6 dages trekking i Sapa, Vietnam
Første dag startede på Hanoi Backpackers Hostel hvor vi egentlig brugte dagen som vi nu ville. Vores intentioner med dagen var, at vi ville have været på Ho Chi Mins Mausoleum, men vi konkluderede at vi ikke ville kunne nå det, eftersom vi skulle tjekke ud inden kl. 11 om formiddagen, og det var der museet ville lukke. I stedet tog vi på en 'free walking Tour' rundt i Hanoi by, med en af de lokale guides fra stedet. På turen her så vi kongens tempel, hvor de lokale kom og bad, ofrede og der var pyntet med farver og guld. Vi så det lokale marked hvor der blev solgt friske grøntsager, kød og fisk, jeg dvælede specielt ved salget af fisk, skaldyr og andet "godt fra havet" og blev endnu en gang rørt meget af hvordan de levende fisk, ål, skildpadder, frøer, krabber og mange andre dyr blev mast sammen i alt for små bure for at spare plads og penge. En tåre triller, og et endnu et falsk løfte om aldrig at spise kød igen loves. Vi kom rundt og så steder der er kendte for deres 'væsel kaffe' en af de, efter sigende, bedste og dyreste kaffebønner i verden, og som alle jo nok ved........ Ja goddaw'.... Så er Vietnam verdens næststørste eksportør af kaffe. "Livet er en lang skole" som mor så rigtigt altid har sagt det.
To timer senere sad vi på hostlet og slappede af... Endnu engang... Og samlede kræfter til den kommende tog tur natten over.
Klokken 19.40 stod vi på visit beyonds kontor i Hanoi, og var klar til at blive kørt til stationen. En af de ansatte klarede både taxa, billetkøb og indlogering for os, og nu var vi afsted. At rejse med tog i Vietnam kan varmt anbefales! Vi fik tildelt en firemands kupé, og her i de to øverste køjer, hvilket vi af sikkerhedsmæssige årsager var vældig glade for.
Vi kørte ubesværet fra Hanoi til Láo Cai, hvor vi ankom kl. 05.00. Da vi steg ud af toget, var der en masse taxa chauffører som prøvede at snyde os, med at sige at de var vores 'Pick up service' og spurgte om hvilket firma vi rejste med, da vi svarede med et solidt 'nej' foreslog de en pris, og vi blev irriteret. Vi ledte, uden held til at starte med, efter et skilt med vores navne på, og vi endte med at ringe til visit beyonds nød nummer, men da de ikke tog den, fortsatte vi søgningen, og tilsidst fandt vi så vores navne sammen med vores rigtige chauffør.
Efter en times kørsel ankom vi til Sapa, hvor vi blev placeret i foyeren i to timer, hvor vi kunne slappe lidt af og købe noget morgenmad inden ci skulle afsted igen.
Vores guide snakker så dårligt engelsk, at det er umuligt for os at forstå når han fortæller os noget, ellers er han en uinteressant tomhjernet og forpustet mand omkring de 35 år, og så har han sin åndssvage stok, som han vandrer rundt med uden rigtig at bruge den som ordenlig støtte.
Vi gik med den smukkeste udsigt i dag, det var et syn for guder, med de mange store bjerge der fylder horisonten ud, rismarkerne der ligger som trapper op ad bjergsiderne og den lille flod der løber nederst i dalens samlepunkt. Alt i alt det smukkeste natur du finder.
Mens vores guide plaprede løs på en dialekt vi slet ikke kunne følge med på, opslugte vi med alle sanser naturen omkring os, og de lokales nuancer vi nu ellers passerede på vores vej. Vi stoppede ved stammen INDSÆT STAMME, hvor vi spiste suppe og hvilede. Mest af alt var det vores guide, som forresten hedder 'Ha', der havde brug for hvilet, eftersom han virkede meget forpustet. forståeligt nok når man tænker på at den 'stakkels' mand er udrustet med et par ben der er halvt vores størelse... Man kan ikke ligefrem sige at han er nogen 'Chuck'.
Efter hvilet fortsatte vi lidt endnu, hvorefter vi ankom til vores værtsfamilie. Efter at have siddet en halv times tid og kigget på datteren blive kæmmet for lus, fra den stol vi var blevet placeret på da vi ankom, besluttede vi os for at gå en tur. Vi gik ti minutters gang væk fra stedet hvor vi satte os på et lille græs areal, med dalen og de store bjerge som tårnedes op i baggrunden som udsigt. Her tog jeg mig en lille lur, inden vi gik tilbage. Kl. 18.30 spiste vi lækker middag. Kvinden i huset havde tilberedt et lækkert vietnamesisk paradis af et middagsbord, og diskede op med otte forskellige retter. MUUMS! Dette skulle selvfølgelig nydes med risvin...... Knap så mums. Efter maden er det tradition at drikke te, så det gjorde vi. Vi fik hældt omkring tyve til tredive kopper indenbords, og så blev lyset slukket. Godnat. Vi ses i morgen hvor vi skal gå 18 km. I dag gik vi 12.
18 km blev til 25 besværlige, hårde og farlige kilometer.
Vi startede dagen ud med at gå til et lille marked/turist sted, hvor vi blev placeret i et lille rum, og så noget jeg tror der var vietnamesisk folkedans, eller i hvertfald noget i den dur. Efter det lille show, fortsatte vi vores gang mod den landsby vi skulle overnatte i. To stamme kvinder prøvede at sælge os nogle ting fra deres kurv på ryggen, men da vi ikke var interesserede, valgte de i stedet at gå med os, nok i håbet om at vi ville købe af dem senere hen. Dette var til vores fordel, da dagens trek var noget mere kompliceret end dagen igår og vores "guide" ikke rigtig ænsede os en tanke, og slet ikke om han hjalp os over grøfter, vandløb, balancering på sten og gennem mudderhuller. Tossen var konstant 100 meter foran os, så de kære stamme kvinder (Chai og Bom) hjalp os gennem de små militær lignende forhindringer. Thanks girls ;-)
Manden var jo tabt på hovedet!
Vi møder en slange, der brutalt har fået mast hovedet af, mit første indskud er at det må have æret noget af en giftig satan, siden den sådan har fået fjernet hovedet. Vi spørger 'Ha' (vores guide) om det er en giftig slange, han dvæler lidt ved spørgsmålet med et "uuuuuuhhmmmmm" hvor efter han kommer til konklusionen at den nok ikke er giftig. OK..... Vå slår det op.... For tydeligvist har han ikke styr på sådan noget. Tankerne går videre på hvad der mon ville ske, hvis en slange, evt giftig, krydser vores vej, og hvad hans reaktion ville være. Vi vælger at lægge vores lid til kvinderne som nok ville klare situationen meget flot, mens Ha højest sandsynligt ville ligge besvimet eller være ovre den næste bjergtop med lort løbende ned ad benet. Han er ego og nederen.
På trekket går vi nogle hårde strækninger, og man glemmer tit at kigge op. Jeg gik, og havde gået sådan de sidste femten minutter, med ansigtet stort set plantet i jorden foran mig, planlagde hvert et skridt jeg skulle tage, og jeg får ved et til fælde kigget op, og går helt i stå. Om jeg har set så smukt et syn før er jeg ikke sikker på, det da kun lige være hvis jeg har haft både mine forældre OG min bror inden for synsfeltet. Det var overvældende, og jeg følte noget inden i mig vokse sig stærkt og bredt, som voksede der et træ på steroider inden i mig.
My drug is the beauty.
Skønheden ved dette har påvirket mig umådeligt meget, natur såvel som mennesker og mad.
Vi to en stigning der næsten var lodret, og når jeg siger næsten lodret mener jeg det. Her løber tossen afsted, og os fladt-lands-mennesker som ikke er vant til tynd luft og stigninger som denne var stort set døden nær. Vi beder om en pause da vi har gået omkring 400 meter straight up, da Cecilia ikke kunne trække vejret ordenligt. Svaret er simpelt; "no, on se top". Omkring ti meter efter må jeg holde Cecilia oprejst, og sørge for at hun er udstrakt, så hun kan få luft. Hun kunne ikke trække vejret, som i slet ikke. Vi tager en pause, får styr på vejrtrækningen og får situationen under kontrol. Imens står mister hjerneblødning og kigger på, med de sædvandlige 100 meters afstand. Da alt er under kontrol igen, kommer han ned til os. Vi fortæller han at vi ikke er vant til den runde luft, og at vi slet ikke er vant til så hurtig en overgang, at vi selv har meldt os til trekket og at vi ikke beder om pauser med mindre vi har brug for det, og ikke bare fordi vi er lidt trætte. Manden kigger tomt med sil altid sorte, brune og grimme smil, og siger så "ha ha ha, tired, yes yes, ha ha ha"
Heldigt jeg ikke er typen der slår, for en halv time efter farer han TOTAL VILD!
Et er at han ikke kunne vejen, og var nødsaget til at spørge om vej, men han formåede at få os væk fra stier, ud på siden af bjerget hvor vi kravlede rundt i buske og af og til skred et par meter ned, pga. Løs jord.
.... Hmm.... Et brat stop her, da jeg har været gået i stå i næsten en måned med at blogge. Resten af den tur må i få når jeg kommer hjem.
Køs køs
- comments