3. marts - Kæmpebølger, ingen penge og strømafbrydelse

Hvad med at tage en bustur på 6 timer? Jo, det lyder da som en kort tur. Sådan kunne en samtale mellem jeg og Annette sagtens lyde - sådan da - her i Mellemamerika. Det er jo bare en lille smuttur, hvis ikke timeantallet er tocifret for os, og turen fra El Tunco i El Salvador til Copan Ruinas i Honduras på "kun" 6 timer forløb da også helt uden problemer for de hærdede backpacker-typer som os. Inden vi hoppede på den overraskende luksuriøse (seriøst) shuttle-bus kl. 12, havde vi brugt morgenen på at bade en sidste tur i Stillehavet for denne omgang, badet i poolen og spist os tilpas mætte. Bølgerne i Stillehavet var endnu vildere end dagen før, der ellers havde været vild nok. Nu kunne man stå det samme sted, hvor vandet det ene øjeblik nåede anklerne og det næste øjeblik stod højere end vores kropslængde. Vi holdt os naturligvis helt inde ved bredden uden at satse noget i den stærke strøm, og det var super sjovt at kaste sig rundt i de store bølger. Tilbage til busturen hvor vi åbenbart kørte et smut igennem Guatemala, inden vi nåede grænsen til Honduras. Vores to chauffører sørgede for, at vi kom godt over grænserne, og vi var i øvrigt 8 rejsende ud over de to. Efter ankomsten til Copan Ruinas og vores hostel Berakah, hvor vi bor på dorm (sovesal med 6 senge), ville vi ud og hæve honduranske penge aka lempira i en ATM. Vi prøvede stort set samtlige ATM's i hele byen, men ingen af dem virkede, hvilket også gjaldt for en del andre backpackers, der heller ikke kunne hæve. Heldigvis fandt vi en restaurant, der accepterede visa-kort, så vi fik da mad at spise. Forhåbentligt virker ATM'sene i morgen, eller også kører vi bare på dankort resten af Honduras. Nu må vi se. I øvrigt da vi stod midt inde i byen på en aftentur, opdagede vi, at der var karaoke med højtalere i den centrale park, og man kunne høre det langt væk. Lige pludselig gik alt strømmen i hele byen - også karaoken - og der var en kæmpe kontrast i forhold til før. Hele byen var komplet i mørke, men folk tog det nu meget pænt, og 5-7 minutter efter virkede strømmen igen. Nu skal vi sove, så vi kan blive friske til i morgen, hvor den står på Maya-ruiner :)

4. Marts - Ruiner, caféhygge og pool (ikke den slags man kan bade i)

Vi havde aftalt at tage tidligt ud til ruinerne her i Copan, som kun ligger en kort gåtur udenfor byen. Men parken åbnede først klokken 8, og morgenmaden på vores hostel blev først serveret fra kl. 7.30 (Mellemamerikansk tid, hvilket vil sige ca. et kvarter/20 minutter senere), så vi besluttede os for bare at tage den lidt med ro, og få noget morgenmad og dernæst handle lidt ind til frokost, hvilket vi heller ikke kunne gøre i går grundet hæveautomat-situationen. Det passede mig (Annette) meget godt, da jeg desværre er gået hen og har fået tandpine grundet en visdomstand, og det tager noget energi, når det gør ondt hele tiden. Mika vågnede før mig, men vækkede mig da den blev kvart over 7. Det er altid rart at blive vækket af en person (specielt når det er Mika), en luksus som ofte er afløst af alarm-lyden i hverdagen. Efter morgenmaden handlede vi ind i det supermarked, vi havde fået udpeget på vores hostel, som værende dér, hvor man kunne betale med visakort. Vi har besluttet os for ikke at hæve nogle penge i Honduras alligevel, da vi har fundet ud af, at vi kan klare os ved at bruge kort i byen, og vi tager allerede ud igen i morgen, så det er svært at regne ud hvor mange vi skal bruge alligevel. Indkøbene blev til nogle udmærkede sandwiches, bananer, juice og vand. Derefter gik vi ud til ruinerne. Vi købte både billet til selve området med ruiner og til et museum lige ved siden af, hvor man kunne lære lidt mere om ruinerne, se en replica af en af ruinerne, som ligger under jorden og er for skrøbelig at grave frem, men som arkæologerne har gravet sig ind til via tunneler, samt se nogle ægte altre og andre sten-udhuggede genstande, som var for skrøbelige til at stå ude på selve pladsen. Både museum og pladsen med ruiner var rigtigt flotte, og det er altid spændende at gå rundt i og på noget, som nogen har bygget for over tusinde år siden. De var godt nok dygtige for deres tid, de mayafolk. En anden stor oplevelse her var dog også, at vi fik lov at se en masse papegøjer, den røde slags, kaldet scarlet macaw (slå det op). Der levede åbenbart en masse i dette område førhen, men af den ene eller anden grund har de været nærmest udryddet i området, og en organisation er derfor begyndt at sætte dem ud ved Copan-ruinerne igen, hvorfor der var ekstra mange at se lige her. Det var helt sikkert et af de dyr, jeg havde håbet mest på at se på turen, og de var fantastisk flotte. I øvrigt mødte vi en guide fra Honduras ved ruinerne, der spurgte, hvor vi var fra. Da vi svarede Danmark, sagde han højst overraskende: "i've been there", hvortil vi spørger hvor i Danmark, og han svarer: "In Esbjerg. It smells like fish". Det viste sig, at han åbenbart havde en eks-kæreste fra Esbjerg. Resten af dagen brugte vi egentlig på at slappe af. Vi sad længe på en hyggelig café, hvor vi først fik noget kaffe og is, og lidt senere også en sandwich. Derefter spillede vi nogle spil pool på vores hostel og fik noget aftensmad.