Profile
Blog
Photos
Videos
1. marts - Godmorgen og GODNAT
Hvornår dagen startede, er ikke rigtigt til at sige, udover selvfølgelig det logiske tidspunkt; midnat. Men vi sad på vores hotel indtil kl. 02.00, hvor vi blev hentet af en shuttle. Vi kørte med 5 andre, hvoraf de fleste skulle hele vejen til Antigua i Guatamala, som ville blive en cirka 17 timers timers tur for dem, samt to chauffører, som skiftedes til at køre. Det skal nævnes, at den ene chauffør kun havde et ben til rådighed, for han havde kun et ben, og der var vel og mærket ikke automat-gear i minibussen. Hvordan han gjorde det, ved vi simpelthen ikke, men det lykkes. Turen gik rigtigt godt. Den ene chauffør ordnede grænsen ind til Honduras uden at vi overhovedet skulle rejse os fra vores pladser, og ved grænsen til El Salvador ordnede han også det meste, her måtte vi dog lige ud og stå en smule i kø til paskontoret. I forhold til, hvad vi har oplevet ved andre grænser, var dette dog yderst behageligt og nemt. De første ca. fem timer inden vi nåede til grænsen til El Salvador gik egentlig meget hurtigt. Det var mørkt udenfor, og det lykkes mig (Annette) at få sovet en smule. Derefter holdt vi en pause, fik en kop kaffe og kørte så videre. Og her begyndte det at blive strengt, jeg kunne mærke at vi havde siddet længe i bussen. Vi er vildt glade for, at vi valgte en løsning, hvor vi kunne stige af i El Tunco og holde en "pause" på et par dage. Da vi nåede frem efter 9 timer fandt vi hurtigt vores hotel, "byen" El Tunco (der vist nok betyder pink på spansk) består blot af to små gader. Hotellet er virkeligt rart, og fordi byen er så lille, og vi ikke har nogle planer, er det rart at bo et godt sted. Vi brugte resten af dagen på at spise (vi fik virkelig god mad til både (sen) frokost - Wienerschnitzel - og aftensmad - Steak og kartoffelmos), vi fik badet lidt i stillehavet som ligger 10 sekunders gang fra vores hotel, og vi fik badet i hotellets pool. Jeg fik mig også endnu en lille lur i en hængekøje, men man skal altså passe på med at falde i søvn her i varmen (jeg lå dog i skygge), man kan virkelig blive overophedet af det. Og da jeg vågnede havde jeg det heller ikke super godt, hvilket dog nok også skyldes en hel nat næsten uden søvn. Efter aftensmad sprang vi stort set lige på hovedet i seng, Mika havde været vågen i 1,5 døgn på dette tidspunkt, jeg kan ikke helt sige det samme, men jeg kan sige, at det var hårdt, og at man med stor undren tænker tilbage på de gange, hvor man har holdt sig vågen ligeså længe for sjov.
2. marts - En dag i El Tunco
Dagen startede efter 12 timers søvn, og vi havde det en del mere som os selv, da vi vågnede. Vi fik morgenmad på hotellet, som var lækkerm men dog skuffende lille. Derefter gik vi ned til havet, hvor vi ville bade. Havet her, som er Stillehavet, er en ret vild omgang. Du kan stå et par meter ude i vandet med vand, der går dig til midt på skinnebenet, for så i næste omgang at blive væltet omkuld, på præcis samme sted, at en bølge der når dig til halsen. Det betyder også, at man ikke behøver (eller bør) gå særligt langt ud for at have det sjovt. Vi brugte lang tid på at lege i bølgerne, og jeg (Annette) blev væltet mere omkuld end ønsket hele tre gange. Den sidste gang dog lidt mere voldsomt end jeg kunne lide det. Men vi havde det sjovt! Efter badeturen gik vi tilbage på hotellet og skiftede til tøj, og spise så frokost det samme sted som i går. I dag stod den på lækker pizza. Efter frokost gik vi tilbage på hotellet og badede i poolen, lå i hver vores hængekøje og læste, samt drak lidt rom og cola. Vi købte en lille flaske rom af mærket Flor de caña i Nicaragua, hvor det var rigtigt billigt, og vi har derfor muligheden for at blande en drink, når vi har adgang til en kold cola. Det er utroligt så hurtigt en dag, hvor man ikke laver noget, kan gå. Inden vi fik set os om, var det tid til aftensmad (hvis det virker som om, vi spiser meget, og laver lidt, så er det faktisk ganske korrekt, hvert fald for vores tid i El Tunco). Aftensmaden blev endnu en gang indtaget på vores hotel, hvor de laver rigtig lækker mad, og til maden fik vi også en fadøl af den lokale El Salvadorianske slags. Resten af aftenen brugte vi på hygge på værelset og på vores egen terrasse. El Salvador har været et hyggeligt mellemstop på vejen videre i Mellemamerika, og det har været dejligt at opleve, hvor ikke-skummelt og ikke-gangsteragtig El Salvador trods alt også kan være. Vi havde ikke planlagt at besøge landet hjemmefra, men nu hvor muligheden bød sig, er vi virkelig glade for denne dejlige unexpected journey ;)
- comments
Ricky Gervais This is amazing! Thank you for sharing great adventures!