Så gik der endnu en gang over en måned… Og sikke en måned J Faktisk er der sket så meget, at jeg føler, at jeg bliver nødt til at skrive lidt i etaper, så jeg kan få postet lidt nyt. Her får I, hvad der skete i uge 36 og 37 - det er ved at være længe siden, men det var ikke desto mindre et så begivenhedsrige par uger, at I ikke skal gå glip af det ;)

Uge 36.

Lørdag:

Om lørdagen var jeg på et rigtigt spændende besøg i Villa Grimaldi. Først hørte vi et politisk oplæg og derefter blev der spillet lidt live musik - to unge fyre som spillede på guitar og sang gamle politiske sange fra 70'erne (som jeg jo er vokset op med, så jeg kunne jo synge med). Vi sluttede besøget af med at blive vist rundt af en af Marcela partifæller, som selv havde været fængslet på netop dette sted og derfor kunne komme med nogle rystende detaljer. Efterfølgende tog vi hen til et sted, som hedder Simon Bolívar, som for kun 8 år siden blev afsløret som et af det hemmelige politi DINAs tidligere fængsler. Grunden til, at der kom til at gå så mange år før sandheden kom frem var bl.a. den frygtelige kendsgerning, at ud af alle de mennesker, der blev sendt hertil, var der ingen overlevende. Vi deltog i et mindeoptog med levende lys og blomster. Det var meget skræmmende at finde ud af, at dette fængsel eller rettere udryddelseslejr lå midt i et fint villakvarter. Alt i alt var det en meget interessant dag med nogle rørende oplevelse. Jeg fik flere gange tårer i øjnene pga. de fortællinger folk kunne komme med. Hvis I besøger Santiago kan jeg varmt anbefale et besøg i Villa Grimaldi. Læs evt. mere her: http://villagrimaldi.cl/ (desværre kun på spansk). Til de interesserede er der også lidt info om Simon Bolívar her: http://mantruc.com/blog/es/?p=169 (også kun på spansk).

Søndag:

Søndag d. 8. september var der en kæmpe demonstration i Santiago midtby i anledning af 40-års dagen for militærkuppet d. 11. september 1973. Jeg ved ikke om de havde valgt den 8. fordi det var en søndag, men det var i hvert fald blevet annonceret, at der denne dag vil være mange aktiviteter og flere i min familie havde advaret mig mod at gå ud. Jeg fik oven i købet at vide af en af mine onkler, at hvis ikke jeg kunne undgå at komme ud, så skulle jeg sørge for at tage citron og salt med i tasken (!) Jeg må have set sjov ud i hovedet, da han sagde det, men han forklarede mig så, at det var et godt middel mod tåregas. Vildt! De seneste år har demonstrationerne eftersigende været så store, at politiet har følt behov for at gribe ind med tåregas mod folk.

Jeg havde snakket med Marcela om at tage af sted med hende og nogle af hendes venner fra Amnesty International for på den måde at forsøge at signalere, at vi ikke var ude på ballade. Men i sidste øjeblik sprang de fleste fra, da de frygtede, at det ville komme til sammenstød med politiet. Jeg valgte derfor at blive hjemme - da jeg jo kun var interesseret i at deltage i en fredelig demonstration. I stedet mødtes jeg med min onkel Rodrigo og spiste is. Dagen efter kunne jeg høre i nyhederne, at der havde været tusindvis af deltagere og at det trods det store antal mennesker havde været en meget fredelig demo.

Uge 37.

Onsdag:

Onsdag d. 11. september kom 40-års dagen for militærkuppet. Op til denne dag havde der været en masse snak om at man skulle passe på og der blev annonceret kort over hvilke bydele man skulle holde sig fra. Næsten alle mennesker fik tidligere fri fra arbejde og det endte da også med at vi på ambassaden fik besked på at tage tidligere hjem. Det var dog unødvendigt, da der ikke skete noget i vores ende af byen, som er den rigere del af Santiago. Jeg var meget splittet denne dag, da jeg på den ene side jo havde fået at vide at jeg skulle passe på og på den anden side ikke kunne holde tanken ud, at jeg var i Chile på 40-årsdagen for militær-kuppet uden at deltage i noget. Det endte med at jeg kontaktede Marcela og spurgte hvad hendes planer var. Hun skulle tilbage til Simon Bolivar med nogle af hendes partifæller og hun tilbød at jeg kunne følges med hende og hendes far. Det endte med at jeg tog afsted med Julie og Sidsel fra mit arbejde og vi mødtes også med Lotte og hendes kæreste Cristian. Det var en rigtig fin aften, hvor der blev holdt nogle fine taler og sunget et par sange. Og jeg fortrød ikke på noget tidspunkt, at jeg var taget afsted og heldigvis så jeg jo heller ikke noget til de nærmest borgerkrigslignende tilstande, som folk ellers havde varslet.

En lille ekstra note - der er flere af mine venner, der har undret sig over, hvorfor årsdagen for kuppet kan blive ved med at være en så stor begivenhed - nu 40 år senere. Meget kort fortalt handler det om, at der stadig er mange ting, som endnu ikke er afklaret. Der kører stadig retssager fx i den kendte digter Pablo Nerudas og den folkekære sanger Victor Jaras død. Derudover er der tusindvis af chilenere, som i årene med diktatur blev fængslet og torturerede og selvom man ved hvem der stod bag er disse forbrydere endnu ikke blevet straffet. Derudover er der stadig folk i Chile, som på trods af mange beviser benægter de sorte år. Med andre ord er det stadig et åbent sår. Der har været ekstra meget fokus på det i år og som jeg før har nævnt er der blevet sendt mange spændende programmer og skrevet mange spændende bøger om dette.

Fredag:

Om fredagen havde jeg inviteret Lotte, Julie og Sidsel til tapas/spille-aften. Det var en rigtig hyggelig aften hvor vi fik drukket en masse rødvin og spillet Bezzerwizzer.

Lørdag:

Lørdag mødtes jeg med min barndomsveninde Vivi. Vi havde aftalt, at vi skulle tage hen og besøge hendes forældre, som stadig bor på den samme vej, hvor min farmor og to af mine onkler i sin tid boede. Det var en rigtig dejlig oplevelse og det bragte mange gode minder frem at komme tilbage efter over 10 år. Min familie og jeg boede trods alt på den samme vej i min farmor og min onkel Rodrigos hus i næsten 11 måneder i 1990. Det viste sig, at rigtig mange af de naboer, som vi havde dengang stadig boede det samme sted og jeg fik mulighed for både at komme ind i min farmors hus og i min onkel Hugo og families hus (de boede i huset ved siden af). Dette kunne lade sig gøre, da Vivis søster rent faktisk var flyttet ind i min onkels gamle hus og i farmor og Rodrigos hus boede en af de drenge som Vivi og jeg legede med som børn. Vi endte med at gå fra dør til dør og hilse på de gamle naboer. Det var dog de færreste der kunne genkende mig, men så snart jeg nævnte mine forældre bredte der sig et stort smil på deres læber. Jeg nåede kun halvvejs på vejen fordi der var så mange mennesker, som gerne ville tale om de gode gamle dage, så jeg skal helt sikkert tilbage.

Søndag:

Søndagen gik med afslapning, pizza med pigerne og pakning til ferien, som jeg skulle på i uge 38. Men den må I høre meget mere om i næste blogindlæg, som jeg forhåbentlig får lavet snarest muligt.

/Mariana