Vi tog af sted klokken kvart over 8 om morgenen fra Hou, af sted mod Skanderborg station. Fies forældre kørte, og de sagde farvel på stationen og vi steg ind i toget og kørte hele vejen til Kastrup. Vi købte WI-FI forbindelse, så vi brugte togturen på facebook, og før vi vidste af det var vi ankommet til lufthavnen.

I lufthavnen så vi på monitoren, at vores afgang var et tjek-selv-ind, så det gjorde vi, og ud kom vores boardingpas og maskinen sagde "Hav en god tur". Der kom bare ikke de stripes ud som skulle på bagagen, og vi prøvede igen at komme ind til vores oplysninger, men det eneste vi kunne gøre var at fortryde tjek-ind og det var jo ikke det vi ville.

Så måtte Fie kæmpe sig vej hen til informationen for at høre hvad vi så skulle gøre, bare for at få at vide, at dem ville de printe til os i bagage-drop'en. Da det var afklaret gik vi hen mod køen til bagage-dop'en, og vi gik lige forbi enden for den var så lang, at den gik helt ud på den anden side af kø-afspærrings-båndene. Da vi endelig, efter laaang tid, fik tjekket vores bagage ind ville vi have noget mad, og hvad var bedre mod en smule tømmermænd end Burger King. Så der gik vi op og stod i kø. Vi havde godt set, at man kun kunne bruge danske kroner, men det tænkte vi ikke videre over, før vi nærlæste det store skilt og så at der også stod at de heller ikke tog kort. Der var vi selvfølgelig næsten helt fremme i køen, men der var ikke noget at gøre. Vi havde selvfølgelig ikke nogen kontanter og måtte forlade køen for at finde en hæveautomat. Med penge på lommen kunne vi så stille os tilbage i kø, og så endelig få os noget mad.

Så gik det meget glat for et stykke tid, og vi kom hurtigt igennem security, shoppede lidt og gik så hen mod gaten hvor vi var så heldige at få nogle af de få siddepladser der var. Mens vi sad og ventede på at kunne boarde, løb der en unge rundt og skreg uden nogen som helst grund. Vi sad bare og håbede på at vi skulle side langt væk fra dem i flyet! Vi blev siddende på bænken og ventede til kæmpekøen var skrumpet ind til en overskuelig størrelse, og så tjekkede vi også ind. Flyet var en smule sent på den, så der gik en mand og skyndte på os, og folk blev bedt om at gå om bord på flyet efter deres pladsnumre.

Mens vi stod og ventede på vores tur kom der en security mand hen til os og spurgte om vi skulle rejse sammen. Da det var tilfældet tog han, uden et ord, vores boardingpas ud af hænderne på os og bad os om at sætte os. På det tidspunkt var stort set alle kommet om bord på flyet, og vi syntes det var en smule underligt, hvad han skulle bruge vores billetter til. Han tog dem med hen bag en skranke og uden yderligere forklaring kunne vi se dem blive revet i stykker. Nu ret så paranoide og nervøse blev vi kaldt op til skranken hvor en dansk lufhavnsarbejder smilede og sagde "Smil bare, i er lige blevet opgraderet!".

Så fik vi nye boardingpas, med businessclass pladser og blev bedt om at sætte os ned igen. Da vi sad og kiggede med store øjne på vores nye guldhøne, opdagede vi at vores videre fly mod Entebbe ikke var udspecificeret som det var på den forrige billet. Så måtte vi op og spørge, hvorfor, og det viste sig, at han havde overset den del, og det var vildt godt vi spurgte. Da vi så fik vores boardingpas med de rigtige informationer på var Fies bagagekvittering væk, og han fortalte os, at begge vores kvitteringer var på Michaelas. Vi havde bare tre kufferter med, og igen var det godt vi var vågne!

Da vi skulle have lavet nye boardingkort - igen - var vi de sidste, der gik ombord i flyveren. Så blev vi sat ned i businessclass området allerforrest i flyet, og hold op hvor var det fantastisk! Der var så meget benplads, at vi rent faktisk ikke kunne nå vores fodstøtter, hvis vi sad på almindeligvis. Vi fik tæpper og puder og vores egen lille skærm, hvor de havde de nyeste film. Vi så "Life as we know it", der havde præmiere i Danmark den 7 juli. Da vi så skulle have vores mad, kom der dug på bordet, og den blev serveret på rigtige tallerkner med rigtigt bestik!

Vi kunne efterhånden se på skærmene at flyet var over en time forsinket, og at vi derfor ville få meget svært ved at nå det næste fly, hvis det fløj til tiden. Da vi så kunne se på monitoren at flyet fløj forbi Cairo, fik vi virkelig stress og vi havde nu kun et kvarter til at komme ud af det første fly og ind i det næste.

Vi havde håbet at der ville stå nogen og vente på os, som ville følge os til det andet fly, men vi kom ud og der stod ingen… Derfor skyndte vi os selv at begive os mod gaten og da vi mødte det første boardingpas-tjek fik vi at vide at der var en hel time til flyet gik - WHAT?

Mega forvirrede fandt vi dog gaten og skulle igennem endnu et boardingpas-tjek. Her virkede skanneren ikke på vores billetter og vagten rev bare vores billetter i stykker og vi fik selv halvdelen. Efter lang tids ventetid skulle vi endelig om bord på flyet og da vi skulle have tjekket vores billetter denne gang blev der selvfølgelig kigget undrende og grundigt på dem inden vi fik lov at gå ind.

På denne tur havde vi desværre ikke den luksus at sidde på business class, men måtte nøjes med at sidde sammen med alle de andre på economy class, som vi jo selvfølgelig havde betalt for J Vi sov det meste af turen.

Da vi landede i lufthavnen Entebbe var klokken ca. halv 4 om natten og vi skulle først udfylde et arrival card og derefter stå i kø i en evighed for at få visum. Da vi så kom ud til bagagebåndet bagefter var vores bagage selvfølgelig ikke med. Det viste sig at vi var temmelig mange fra flyet som ikke havde fået vores bagage, faktisk alle dem der havde været i transit fra Europa. Da vi var nogle af de sidste der kom ud af flyet, havde alle de andre allerede været henne og melde deres kufferter savnet, så da det var vores tur var damen bag skranken helt opgivende. "Er I nu sikre på I har kigget ordentligt efter, og I ikke har glemt farverne?" - det skulle vi da nok mene, og da alle andre fra Danmark havde samme problem var der nok noget om det. Vi fik så vores papirer på vores mistede bagage, og måtte tage tomhændet hjem til Michaelas fars lejlighed og lægge os til at sove.