d. 29. marts

I dag ankom vi til Cairns, som vi havde set meget frem til. Især til at se hvordan The Northern Greenhouse ser ud for vi har hørt så mange gode ting. Og vi blev ikke skuffet! Det er et rigtig dejligt hostel med pool, dejligt opholdsområde, store værelser, så dejligt at slutte af her. Mia fik i dag booket hendes skydive og river rafting, som jeg desværre må springe over pga. min ryg. Jeg ledte efter fysioterapeuter i Cairns og de er åbenbart flygtet ud af Cairns eller offentlige.. de kunne i hvert fald ikke hjælpe mig. Vi gik en tur på hovedgaden efter aftensmad og det virker som en dejlig ferieby, og fik da også shoppet lidt.

d. 30. marts

i dag er dagen, hvor Mia skulle skydive! Hun får selv lov til at fortælle om oplevelsen her på bloggen. Vi bor på værelse med tre tyskere og en irer, og en af tyskerne og ireren kommer vi godt ud af det med. Oprindeligt ville jeg på sejltur uden Mia mens hun skulle skydive, men heldigvis kunne hun lige nå hjem til det, så det var perfekt. Vi viste ikke rigtig hvad det var for noget, så vi blev ret overrasket, da vi opdagede at det var et ræs. Vi var på båden "Scary Legs" sammen med Larissa. Vores Skipper hed Graham og besætningen Joanie og John, som begge kommer fra Holland, men er flyttet herned for mange år siden. Det var en rigtig sjov oplevelse og vi så flyvefisk og jellyfish, men ingen krokodiller. Jeg fik lov at styre båden, mens Mia og Larissa lå oppe foran, så de blev lidt bange, da de opdagede at jeg styrede.. HAHA.. men vi væltede ikke, så det var en succes (-: Efter sejlturen gik vi tilbage til hostellet, hvor jeg begyndte at lave mad og Mia skulle over at handle ind (noget med en overraskelse). I køkkenet mødte vi nogle danskere, som vi faldt i snak med, og opdagede at vi faktisk havde nogle fælles bekendte. Vi var alle MEGET udmattet efter i dag, så vi så ikke så meget af filmen..

Mia in charge.. I dag blev jeg hentet kl. 9:30 af Skydive Cairns. De kørte en flok andre unge og jeg op til skydivecentret, hvor vi skulle udfylde diverse formularer og skrive under rigtig mange steder, så vi kunne komme ud og flyve (som en sten). Vi fik vist en instruktionsvideo, og så gik turen ellers ud til flyvepladsen, hvor pulsen efterhånden steg mere og mere. Efter en gang panic-peeing på toilettet, var jeg klar til at blive spændt ind i seler af min instruktør, som skulle springe med mig. Ind i flyet gik det, og det var lidt specielt at sidde på gulvet og kigge ud af siden af flyet, imens det bare gik stødt opad og tænke, her skal jeg hoppe ud fra. Da vi nåede 9.000 fod, blev siden af flyet åbnet, og den kolde vind fyldte hurtigt kabinen. To hollandske fyre sprang ud, og det vendte sig næsten i maven, da de lynhurtigt forsvandt gennem skyerne. På det tidspunkt fortrød jeg meget, at jeg ikke havde taget det lille spring, for jeg syntes godt nok, at vi var meget højt oppe. Men da vi nåede 14.000 var det min tur til at springe, og da jeg sad der med fødderne vippende ud over flyets kant, tænkte jeg bare: Hvorfor Mia, hvorfor?! Og så sprang vi! Det frie fald varede cirka 1 minut, og det var SÅ vildt! Det blev varmere og varmere, jo længere ned vi kom, og pludselig trak instruktøren faldskærmen. Så svævede vi ellers der ligeså fint, og det gik op for mig, at jeg faktisk var i live, og min hjerne begyndte efterhånden at virke igen - lige indtil han begyndte at dreje rundt i luften, og hele jorden drejede rundt. Det føltes SÅ fedt! Jeg fik også lov til selv at styre et stykke tid, og jeg fik også nydt udsigten lidt. Snart kom landingsstedet i syne, og vi lavede en flot landing glidende på bagdelen - hvor elegant! Det var simpelthen bare sådan en god oplevelse, og adrenalinen pumpede, men på en hel anden måde end ved bungy jump, fordi det varer lidt længere, når man hopper i faldskærm. Til hele oplevelsen er der vidst ikke anden end at sige: VILD UNGDOM!! J