Profile
Blog
Photos
Videos
2.marts. 3.marts og 4.marts:
Vi skulle op og afsted lidt op a formiddagen, hvor vi skulle sige farvel til Kota Kinablu's byliv og køre mod foden af Mount Kinabalu. vi Kørte et par timer i vores lækre mini busser til mesilau nature resort. Det var en flot tur op igennem bjergene, og vi fik vores første rigtige møde med Borneo's fantastiske natur. Vi blev tjekket ind på et lækkert hostel, MEN jeg havde allerede efter mindre end 3 dage fået jelly belly! Jeg havde det af helvede til og lå bare på værelset i min seng, som jeg kun forlod ved de utallige toilet besøg... Det var så småt begyndt igår aftes, men i dag var det helt skidt med maven, lidt træls når vi skal bestige bjerg i morgen. Jeg sov stort set hele dagen for at samle kræfter.
Næste morgen var jeg stadig skidt, men en blanding af jydsk stædighed og drugs fik mig op til det første checkpoint, hvor vi skulle overnatte. Da Jeg endelig kom ind på mit værelse og væltede om på min seng, ønskede en del af mig bare at lægge mig til at. Kota Kinabalu var langt hårdere end mit første bjerg på NZ, tongariro crossing, og overvejede seriøst at droppe toppen på dette tidspunkt! Alle var trætte, især mig 1,5 døgn uden fast føde + det faktum jeg skulle bestige et bjerg, var måske en dårlig combi. ved 17.30 tiden lagde jeg mig i sengen, og håbede på det bedste.
Mine bønner blev hørt, da vi stod op kl 2.00 om morgenen, var feberen stort set væk, om det var adrenalin eller et måske lidt for højt antal smertestillende piller, der var skyld i det, skal jeg ikke kunne sige. Vi stod op så tidligt for at nå solopgangen på toppen, men skyerne lagde tæt omkring os, da vi kom ud på stien, det tegnede ikke godt.. Jeg gik fra at være i sidste gruppe til at føre an i den 1. Gruppe, vi var i forvejen blevet indelt i grupper efter vores fysik. Terrænten blev mere og mere sindssygt og blev tilsidst bar klippevæg, som blev gjort spejltglatte af regnen som nu stod ned i stive stråler - bjerget viste tænder. Vi tænkte flere gange på at opgive, men vi holdt hinandens gejst oppe, og personligt havde jeg kun et i hovedet, jeg SKULLE op på toppen koste hvad det vil. Vind og styrtende regn gjorde klippesiden til et vandfald, der løb over vores ankler på visse steder. Selv vores hardcore guide begyndte at ytre usikkerhed og os andre dødelige dansker var serøst bange! Flere gange faldt vi og kurede flere meter ned, det var et mirakel at ingen af os kom seriæst til skade. Vi nåede til sidst toppen, som blev det største antiklimaks i mit liv indtil nu: der var ingen sol, -2grader, storm og silende regn. Vi stillede os ved skiltet på toppen, fik taget vores billed på et enkelt kamera, OG SÅ BARE NED! Kun 9 ud af 18 i vores gruppe nåede toppen. Vi kom udmattede og iskolde ned og fik 2 timer søvn, før vi skulle begynde nedstigningen. Jeg havde udtømt min krop total for kræfter, mine muskler var ømme, og jeg var stadig lidt skidt, da jeg begav mig den lange vej ned.
Jeg nåede bunden total mørbanket, efter de hårdeste par dage i mit liv, 2 bjerge må være nok for et liv sagde jeg til de andre, hvorefter Morten var så flink at påpege, at vi havde endnu et bjerg på Lombok. Alle var total smadrede og faldt om da vi ramte vores nye hostel den eftermiddag. Vi spiste Aftensmad kl 19, men jeg kunne stadig ikke spise noget, derfor snakkede jeg med vores guide om at få noget medicin.
Jeg kommer nok til at gå som en gammel mand de næste par dage, men humøret er højt og Borneo er fantastisk!
- comments