Profile
Blog
Photos
Videos
Min tur til Tanzania - Arusha.
Samlet beskrivelse af min fantastiske tur til Tanzania
Tiden på en skolebænk var slut for denne gang og der skulle ske noget. Jeg var blevet student fra Ordrup Gymnasium og ville ud at se verden. Jeg har altid syntes at der var noget specielt spændende omkring Afrika og specielt Østafrika. Det at opleve den fantastiske natur og hjælpe folk der havde brug for det måtte være lige noget for mig. Jeg besluttede mig, efter en hel del tanker, at jeg ville tage med Projects Abroad til Tanzania og være med i et medicin- og sundhedsprojekt. Jeg havde ingen medicinsk erfaring, men vil gerne læse videre til læge efter at have haft et sabbat år, så denne mulighed måtte var fantastisk.
Der var mange spørgsmål, hvornår skal jeg tage af sted? Hvor langt tid, er nok tid? Hvor skal jeg finde pengene og hvor langt tid vil jeg have til at rejse rundt selv?
Jeg brugte en del tid på at finde svarene på disse spørgsmål, men blev også enig med mig selv om at jeg nok skulle finde ud af mange af tingene undervejs. Ville jeg gerne hjem tidligere eller senere, så kunne dette godt laves om når jeg var af sted. Denne frihed og fleksibilitet gjorde mig tryg og jeg skulle nok få et rigtig dejlig og uforglemmelig tur.
Under optakten til at jeg skulle af sted følte jeg mig tryg med Projects Abroad; de var der for mig og alle mine spørgsmål. Jeg kunne altid sende en mail og fik et godt og brugbart svar tilbage. Jeg har nydt at være i gode hænder hos teamet i Tanzania.
Så gik turen mod Tanzania og jeg landende en torsdag eftermiddag i februar 2010. Hos Projects Abroad i Tanzania holdes der et socialt arrangement hver torsdag aften, hvor alle volontørerne mødes og spiser sammen og snakker om den foregående uge og de mange oplevelser. Her deles de mange indtryk, forundringen og bekymringer. Man kan snakke med andre der forstår den vestlige tankegang og man føler sig ikke så alene, men kan overkomme alt med et åbent sind og et smil på læben.
Da jeg ankom, blev jeg straks revet med til dette torsdags arrangement og der var allerede fart over feltet, der blev arrangeret en tur om søndagen, hvor vi alle kunne slappe af og hygge ved "The Hot Springs". Allerede her fik jeg mødt en masse af de andre volontører og dette udviklede sig senere til gode venskaber på tværs af landegrænser og verdenshave.
De fleste har hjemve når de ankommer til sådan et helt nyt sted og får et slags kulturchok. Det er helt normalt, og det må jeg indrømme at jeg også fik. De første dage var jeg parat til at pakke min kuffert og tage hjem til min kæreste igen, men efter at snakke med de andre volontører og teamet fandt jeg en rytme og fik en hverdag med min værtsfamilie og hospitalerne.
Den første uge gik hurtigt og det ugentlige sociale arrangement om torsdagen, skabte en følelse af at høre til og jeg var lige pludselig ikke mere den nyeste der var ankommet.
Der er mange ting man skal vende sig til, når man sådan rejser ud i den store verden, så langt fra ens egen kultur og vaner. Går man ned af en gade er der mange der henvender sig, og som hvid, skiller man sig jo meget ud og folk ser en og snakker til en på gaden. Det er lidt mærkeligt i starten, for man vil jo allerhelst bare være neutral og opleve livet uden hele tiden at blive stemplet som den hvide turist. Mit store ønske da jeg kom derned, var at føle mig hjemme og en del af samfundet. Hjælpe til og blive accepteret som én af dem. Det er meget svært skal jeg huske at sige, faktisk vil du aldrig helt blive én af dem, du er jo stadig hvid. Men de folk du møder hver dag, din familie, kollegaer, venner og folk der bor omkring dig, lærer dig at kende og det hele føles med tiden meget mere afslappet. Det hjalp helt sikkert da jeg begyndte at lære noget Kiswahili og begynder at kommunikere med de lokale på deres eget sprog og på den måde integrere mig i deres samfund.
Arbejdet på de to hospitaler var meget begivenhedsrigt. Mit projekt havde formet sig sådan at jeg var frivillig på to vidt forskellige "klinikker".
Levolosi hospital - En sundhedsklinik. Der kom masser af patienter hverdag, med mange forskellige symptomer. Jeg sad med under konsultationerne og lægerne oversatte for mig til engelsk, men det var stadig nogen gange svært at få det hele med. Journalerne blev dog skrevet på engelsk, så det gjorde det hele en del lettere. Under disse konsultationer blev patienternes symptomer skrevet ned og forskellige prøver skulle tages på laboratoriet. Her fik jeg også lov til at arbejde og hjælpe til med at tage blodprøver fra folk. Der skulle testes for mange forskellige ting, men de mest almindelige sygdomme der skulle testes for var malaria, tyfus, tuberkulose, orme og HIV. Det var en stor oplevelse at have med patienter at gøre på denne måde, en udfordring på mange punkter også fordi mange var fattige og ikke kunne tale engelsk.
Men jeg fik rigtig meget ud af det og lærte en masse fagligt såvel som lærte mig selv bedre at kende og hvad jeg brænder for. Det har været en ubeskrivelig mulighed at få lov at være med og så tæt på virkeligt at hjælpe folk.
En søndag tog vi, 5 medicin volontører, med Levolosi hospital ud til en masaicamp for at hjælpe dem, give dem medicin og i det hele tilse dem. Det var en stor oplevelse at se, hvordan man virkelig kan gøre en forskel.
Det andet hospital - Ngarenaro hospiatal- var for gravide kvinder og børn. Her kom de gravide kvinder og blev tilset. De kom når veerne begyndte for alvor og her var en fødestue, hvor de kunne føde og få lov at ligge et døgn efter. Jeg var tit med til fødslerne og det var utrolig spændende, men ikke nær så smuk som jeg måske havde forstillet mig "livets store mirakel". Jeg fik lov at hjælpe til som en slags sygeplejerske og lærte en masse.
Udover fødslerne, var der også en masse arbejde omkring de nyfødte børn og deres opvækst. Kvinderne kom tilbage efter én uge og igen hver måned for at få børnene vejet og tjekket om alt var som det skulle være. Børnene skulle vaccineres og på dette hospital skulle der også nogen gange testes for HIV. Der var meget at lave og jeg fik både hjulpet med det praktiske og også lidt papirarbejde. Det var en stor oplevelse og jeg følte at jeg kunne hjælpe en del, også selvom jeg ikke har nogen form for erfaring eller uddannelse inde for sundhedsområdet.
Men tager man del hele med et åbent sind og tilbyder sin hjælp skal man nok få en masse ud af det. Mange gange må man selv tage et initiativ og selv foreslå hvad man kan lave. Det er vigtigt at man også kan hjælpe til med de lidt mere kedelige ting - tørre støv af, folde gage, forme vat klumper osv. Det hele giver også et god billede, at man virkelig gerne vil hjælpe og man får snakket med personalet, hvilket også er en virkelig god ting for at føle sig mere integreret.
Hele turen har været fantastisk og en kæmpe oplevelse, der har været super gode dage, almindelige dage og dårlige dage. Du har en hverdag, venner du kan ringe til og spise frokost med, gå på marked med eller bare slappe af med en frisk presset mango juice. Hele det sociale liv i Arusha har været super, og jeg har nydt at de andre volontører ikke boede så langt fra hinanden.
Muligheden for at tage ud og opleve noget i weekenderne har været rigtig dejligt og det bliver helt sikkert udnyttet. Der er mulighed for at vandre til nogle vandfald og få en dejlig tur, tage til Mosi en naboby til Arusha, her er en flot udsigt til Kilimanjaro og her kan også ses nogle vandfald uden for byen. Det gode ved at have en kreds af volontører om sig er at man kan gøre disse ting med de andre. Jeg tog på en forlænget weekend på Safari med 7 andre volontører og vi havde en fantastisk tur. Der er så mange ting du kan se og gøre, opleve verden, nyde livet.
Udover at være bo og arbejde i Arusha havde jeg tid efter hvor jeg kunne rejse rundt og se andre steder af Østafrika. Jeg var en tur til Dar es Salaam, tog videre til Zanzibar og havde nogle dejlige dage der. Denne tur tog jeg alene, hvilket du sagtens kan, jeg mødte en masse nye mennesker og det var en stor oplevelse. Alle var meget venlige og når man begyndt at snakke Kiswhili var man mere end velkommen. Der var varmt og det var som en rigtig tropeø, her kunne jeg godt blive. J
Tog også en tur til Kenya, til Nairobi og tog denne gang af sted med 5 andre volontører. Vi hyggede og havde en rigtig festlig tur, så bl.a. Karen Blixens hus og museum, slumkvarteret i Nairobi og var på cykel-safari. En mindeværdig tur til Kenya.
Oven på alle disse fantastiske indtryk og kæmpe oplevelser valgte jeg og 3 andre volontører at bestige Kilimanjaro. Vi tog af sted en tirsdag morgen og nåede toppen af Afrikas højeste bjerg, kl. 6.30 søndag morgen, med den flotteste og koldeste solopgang nogensinde. Vi nød det alle i fulde drag og kom da også ned igen, alle glade og tilfredse.
Nu er jeg så kommet hjem og har været hjemme i over en måned. Jeg er glad for at hjemme, men vil komme til at savne mit hjem i Tanzania. De venner jeg har fået og den fantastiske familie jeg har været en del af i 2 måneder. De har taget mig til dem som en datter, søster og ven. De har hjulpet mig med at forstå deres kultur og deres måde at leve på. Jeg har taget del i deres hverdag og følt mig meget velkommen i deres hus. Dét er mit hjem her i Tanzania. Jeg har oplevet en masse, fået en masse indtryk og lært endnu mere. Det har været en oplevelse for livet og jeg har på mange punkter udviklet mig og lært mig selv bedre at kende.
Projects Abroad har også været som en familie for mig, med vores ugentlige middage og hygge, har jeg skabt et venskab med mange forskellige volontører rundt om i verden. Teamet her har været et trygt sted man altid kunne henvende sig til og kunne snakke frit om sine tanker, problemer og bekymringer. Claire og Eli har været som to storesøstre, man altid har kunne komme til. De har været klar på sjov og deres livsglæde og glæde ved Tanzania og Projects Abroad har smittet af på os andre og fået os til at blive ved og overkomme udfordringerne med et åbent sind og positiv holdning.
Så der er vist ikke så meget andet at sige end at det har været en fantastisk tur jeg sent vil glemme og jeg vil savne at være "Abroad", men det er nu stadig dejligt at være hjemme igen. Som man siger, og som jeg mener passer godt; Ude Godt, men Hjemme bedst.
(spørgsmålet er jo så bare; Hvor er hjem? J)
- comments