Profile
Blog
Photos
Videos
Så er sidste dag i Melbourne gået, og jeg sidder i sengen og burde faktisk sove nu, hvis jeg skal være udhvilet til i morgen. Jeg er lige kommet hjem fra Emil og Georgina, hvor jeg har haft en rigtig hyggelig aften. Jeg fik afleveret mine ting i deres skur, og så lavede jeg frikadeller med kartofler til aftensmad. Det var så skønt at få noget ordenligt og dansk mad igen. Det er længe siden, jeg sidst har lavet ordenlig mad.
Der er ikke rigtig sket noget i Melbourne i dag. Det har desværre regnet igen hele dagen, så det sætter jo nogle begrænsninger på aktiviteterne. Jeg brugte formiddagen på at sortere i alt det, jeg skal have med på tur, og det der skulle ud til Emil. Derefter tog jeg ind til byen for at printe en billet ud og derefter finde ud af, hvad jeg skulle få dagen til at gå med. Jeg ville besøge National Gallery of Victoria, som har nogle gratis udstillinger, men det er selvfølgelig lukket om mandagen... Øv. I stedet tog jeg ind på en café og fik en stor kop varm kakao. Her sad jeg et par timer og læste i min bog, indtil jeg blev for rastløs. Jeg tog tilbage til mit hostel - handlede lige ind til aftensmaden på vejen - og brugte noget tid på alt og ingenting på internettet, indtil jeg pakkede mine ting sammen og tog toget ud til Emil og Georgina.
Her har jeg så brugt min aften i hyggeligt selskab og med dansk mad og er netop kommet hjem igen. Det er faktisk alt, hvad der er at fortælle for dagen. I morgen klokken 07.00 begynder 3 dages turen til Adelaide, som jeg glæder mig til. Jeg har pakket alt og er klar på nogle spændende oplevelser. Selvom jeg har været på Great Ocean Road og set De Tolv Apostle én gang før, bliver det alligevel en god oplevelse at se dem igen - denne gang med solnedgang i Apollo Bay, hvor jeg skal overnatte første nat. Derefter går turen til The Grampians, som er en stor nationalpark, der skulle være ganske smuk. Og afslutningsvis ankommer jeg i Adelaide tidligt fredag morgen. Jeg håber meget på, at der er internetdækning, de steder jeg skal overnatte, så I kan følge med i mine oplevelser. Nogle af de mindre byer kan eventuelt blive problematiske, men så må I få en ordenlig omgang serveret, når jeg ankommer til Adelaide. Hvis I ikke hører fra mig i morgen, er det altså fordi, der ikke er internetdækning, og så hører I nyt, når jeg kommer til en større by.
Kan I allesammen have det rigtig godt, til jeg vender tilbage til bloggen! Pas på jer selv - og specielt dig far i Dhaka! Godt at høre, at du er kommet godt frem!
Knus Mette
- comments
MetteBach Hej Mette, det er hyggeligt at følge med her! Vi var til Malenes fødselsdag på Skovvang i søndags, det var rigtig sjovt og snakkesaligt, som det plejer - men du manglede!!! ... skal hr. A.Bach egentlig informeres om, at der hjemvender en super lærer klar på opgaver i det nye år... jeg kender en, der lige kan tale med ham, hvis det er...måske der dukker noget op?? kh Mette
Mor Hej Mettchen. Ja, nu går det lige pludselig stærkt. Er lige kommet hjem fra arbejde og sidder og hænger lidt over kaffen, mens Pips larmer i baggrunden, dvs. Forsøger at synge med på Roy Orbison... Vi har forøvrigt skiftet tandlæge, men det kan du høre mere om, når du kommer hjem. I aften skal jeg snakke med Niels, som i dag har været til "opfølgningsmøde" ang. Det videre forløb med mormor. Knus fra Mums.
Din far God tur det næste stykke tid, men denne hilsen når du jo nok ikke at læse, inden du skal med bussen.
Farmor Også vi ønsker dig rigtig god tur de næste mange dage. Farfar er lige kommet hjem fra bridge - og vi skal i gang med aftensmaden, som består af boghvedegrød - nu vi snakker dansk mad. Du har fået nogle gode kommentarer (også denne gang). Pas nu rigtig godt på dig selv - og husk at nyde turen. Det ved jeg jo, du gør. Knus herfra.