Saa kom endnu en dag med meget transport. I dag skulle vi rejse ind i Vietnam, og dagen har derfor staaet paa 8½ times bustur. Vi er ved at have ret flade numser efter al den transport, men vi kom sikkert frem til Vietnam. Der var ikke noget sarligt papirarbejde ved gransen, som ved Cambodia. Her skulle vi i stedet ud af bussen og have stempel i vores pas, hvorefter vi korte et par meter frem. Her skulle vi igennem sikkerhedstjek med vores bagage, hvor passet blev tjekket, og bagagen blev scannet.

Da vi ankom til Vietnam, gik vi i en lille gruppe ned paa markedet - Sai Gon markedet og kiggede lidt. Der er lidt anderledes ting paa markedet i Vietnam end i Cambodia, men ellers er det meget det samme. Same same, but different.

Herefter fandt vi et lille fransk bageri, hvor ejeren var en fransk dame, der var flyttet til Vietnam for at starte sin egen butik op. Det var dejligt lige at se en anden europaer. Jeg bestilte en laksebaguette, og tro mig naar jeg siger - jeg drommer stadig om den! Den var bare saa lakker med laks, noget salat og noget olivenolie. Det var ogsaa et betryggende sted at spise. Man kunne se lige ud til kokkenet, hvor den franske dame stod og lavede maden. Der er ikke mange restauranter hernede, hvor du faar lov at se kokkenet.

Efter aftensmad var vi nogle stykker, der gerne ville have massage. Der var mange steder, hvor der stod flere piger klar, som lignede rene sminkedukker. Vi forhorte os blandt andet et sted, hvor der sad en dame parat til at booke os. Hun lignede en, der sad der bare for at tjene penge og ikke en, der gik op i, hvordan pigerne havde det. Nogle af stederne og pigerne lignede ogsaa noget, der godt kunne tilbyde sex paa den ene eller anden maade. Men vi fandt et sted, som virkede ret professionelt, og det var saa laekkert. Jeg var stadig lidt skoldet paa ryggen, saa jeg tog en fuld kropsmassage i en time.

Paa vejen hjem til hotellet fik vi set det virkelige Vietnam. Pludselig var der en dame, der satte sig ned ved et tra lige ud til vejen, trak bukserne ned og tissede. Velkommen til Vietnam.

Da jeg tog hjem til hotellet igen, spurgte jeg efter min nogle i receptionen, men receptionen sagde, at den ikke var der, og at det nok var min roommate, der havde taget den. Da jeg kom op paa min etage, stodte jeg ind i en piccolo og et andet gastepar. Jeg bankede paa doren til mit varelse, men der er ikke nogle, der aabnede. Da jeg vendte mig om, gav piccoloen mig min værelsesnogle, hvorefter den kvindelige gast fortalte, at de bare lige skulle se vores varelse, fordi de overvejede at sove der. Det, haabede de, ikke gjorde noget. Igen... Velkommen til Vietnam.