Profile
Blog
Photos
Videos
Vi startede dagen med et lige så godt måltid morgenmad som i går. Svenskerne har i dag været på tur, kun den ene dame og lille dreng blev hjemme, så i dag kunne vi komme ned på stranden og få massage. I går var de alle nede og få massage, så der kunne vi slet ikke komme til. Efter morgenmaden gik vi ned, for at finde ud af, hvilken slags massage vi skulle have. Damen sagde, at det var bedre at vente en times tid, for det er ikke godt med massage lige efter man har spist. Derfor gik vi op på terrassen og spillede 500, mens vi nød udsigten over havet, og kunne høre bølgerne slå mod stranden. I starten førte Louise, men i sidste øjeblik vandt Mette, men Mette har også vundet i 500 hver gang indtil nu. Louise er bedre til 1000. Der var nu gået lidt over en time, så vi gik ned til den lille hytte på standen. Vi valgte en times coconut/alovera oil massage, som skulle være god for vores hud, nu vi har fået så meget sol. De tilbød gratis at give os en fodbehandling, og det kan man jo ikke sige nej til. Efter damerne havde fjernet vores hårde hud under fødderne, begyndte massagen. Det var virkelig lækkert, og massagen tog noget længere tid end en time. Da vi var færdige, fik vi en kop te.
Vi havde dog lyst til mere, og besluttede os derfor for at få pedicure og manicure. Vores negle blev filet, ordnet neglebånd og derefter var det tid til en omgang neglelak. Vi valgte begge to, at få en omgang fransk manicure, men det endte med, at vi selv måtte hjælpe med at lave det, for det var de godt nok ikke særlig gode til! Damerne pjattede rigtig meget, for de syntes det var sjovt, at de ikke kunne finde ud af det. Fordi de ikke kunne lave det ordentligt, ville de ikke have vi skulle betale for det. Klokken var nu allerede blevet 16.30, og vi havde været dernede i 5 timer. Vi skulle kun betale for olie massagen, så for 5 timers wellness har vi kun betalt 400 Baht, ca. 70 kroner.
Efter en hel dag med wellness var vi et hurtigt smut i poolen, inden vi tog et bad. Vi ville nu ud for at kigge på de omkringliggende hoteller, for at se, om der skulle være noget bedre end det vi har nu. Vi kom forbi et sted hvor nogle mænd spillede fodbold, og der sad mange og kiggede på. Vi snakkede med en mand, som spurgte om vi manglede en taxa. Det gjorde vi. Han ville gerne køre os, han ville komme tilbage om to minutter med sin bil. Vi kørte helt op til den anden ende af øen, hvor vi undervejs kiggede på forskellige hoteller. Øen er så lille, at man hurtigt kan komme fra den ene ende, til den anden. VI så en masse lækre hoteller, men blev alligevel enige om, at der vi bor nu, er det bedste. Det er forholdsvist billigt, og så har vi en god strand, og der er næsten ingen mennesker. Personalet er rigtig venligt og de er alle hjælpsomme, maden er god og vores bungalow ligger perfekt i forhold til pool og strand. Vi fandt en hyggelig restaurant, helt ned til vandet, hvor vi fik noget svinekød og flødekartofler. Det var rigtig dejligt med et godt måltid mad.
Tilbage i vores ligge bungalow, har vi nu spillet kort og slappet af, og nu vil vi i seng, for i morgen skal vi jo være friske til endnu en dag ved stranden. Godnat og sov godt.
P.s. Det er virkelig mærkeligt at tænke på, at om en uge, så sidder vi ikke længere i Asien, men i lille Danmark sammen med vores dejlige familier. Det er helt vildt, så hurtigt tiden er gået, og at vi har nået at opleve så mange ting på så kort tid. Vi er så glade for, at vi valgte at rejse af sted, vi har på intet tidspunkt fortrudt. Vi kan da også kun anbefale andre, at rejse til Asien.
- comments