Vi kunne endnu engang sove længe, for vi blev først hentet klokken 13.00. Inden vi blev hentet, og kørt ud til det sted Louise skulle prøve Bungy Jump, fik vi sen morgenmad og hævet nogle penge. Der er ikke mere vandkrig, hvilket egentlig er dejligt, for så kan man gå ude på gaden uden at blive total gennemblødt. Det var helt mærkeligt at gå rundt ude på gaden, hvor der ikke er så mange mennesker, som der har været de sidste 3-4 dage, der er ingen vand, og trafikken glider meget bedre.

Kl. 13.00 stod vi klar, og for en gangs skyld, blev vi hentet til tiden. Vi samlede nogle andre op på vejen, som også skulle ude og bungy jumpe.

Louise skriver: Da vi kom ud til stedet, begyndte jeg at blive en smule nervøs, men slet ikke så meget som jeg havde forestillet mig. Jeg var rimelig stille og rolig, og tænkte "Det klarer jeg da nemt". Nogle af de andre hoppede først, og de sprang alle næsten med det samme de kom op. Derfor tænkte jeg, at det nok ikke ville være så slemt. Men, men, men! Da jeg satte mig i den lille kasse, og vi bevægede os op, syntes jeg godt nok der var langt ned. Da vi kom helt op, skulle jeg så rejse mig, og ligeså stille gå hen mod kanten. Jeg skulle nu strække armene ud til siden, og ham der var med oppe ville så sige "One, two, three, bungy" og jeg skulle så læne mig fremad, således jeg faldt ud fra kanten med hovedet først. Jeg skulle lige stå lidt og tage mig sammen, før jeg sagde at han kunne gå i gang med at tælle. Jeg hørte ham sige ordene "One, two, three, bungy", men jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at læne mig frem, og så bare falde de 50 meter ned. Jeg måtte derfor få manden til at give mig et lille skub, og han sagde, at hvis jeg var bange skulle jeg bare lukke øjnene. Jeg lukkede øjnene og pludselig fik jeg et lille skub, og kunne så høre mig selv skrige højere end jeg nogensinde har gjort før. Det gav et vildt sus i maven, og det var faktisk helt vildt fedt - da jeg først var blevet skubbet ud. Det er det vildeste jeg nogensinde har gjort, og selv om det ikke var en særlig høj bungy jump, var det stadig rigtig vildt! Tilbage på jorden fik jeg mit certifikat, der fortæller at jeg i dag har taget springet.

Efter Louises hop, fik vi noget at spise, og blev så kørt tilbage til vores guesthouse, hvor vi fik vores nyvaskede tøj med op. I morges havde vi samlet en masse vasketøj, og vi stod så næsten uden noget tøj tilbage, fordi vi ikke har fået vasket i noget tid. Vi har endnu ikke været i poolen, så det skulle vi i dag. Men hvor uheldig kan man være? Da vi kom ned til poolen var der et skilt, hvor der står "Out of order!" Skuffede måtte vi så gå op på værelset, hvor vi så bare slappede af. Da det blev tid til aftensmad, gik vi ned i byen. Vi ville have været ned på markedet, og have noget af det lækre mad fra de små gadekøkner, men markedet var væk. Øv øv! Vi fandt derfor en lille restaurant, hvor vi bestilte noget mad. Mette kunne dog ikke lide maden, det var det værste hun indtil nu har fået, så nu må hun gå sulten i seng.

På vej hjem, kom vi forbi en tuk tuk, hvor damen der kørte tuk tuk'en spurgte, om vi var fra Danmark. Hun kunne nemlig se det på vores hårfarve. Hun snakkede dansk til os, selvfølgelig med lidt thailandsk accent, men vi tænkte begge, at det bare var de sædvanlige standardsætninger hun fyrede af. Det var det ikke! Det viste sig, at hun havde boet i Kolding i fire år, og kunne derfor snakke og forstå dansk. Vi snakkede lidt med hende, inden vi tog hjem. Her så vi filmen, fra Louises bungy jump, hold da op hvor hun skreg! Derefter pakkede vi rygsækken og snakkede lidt med dem derhjemme. Nu er vi så klar til at sove, så vi i morgen er klar til en flyvetur mod Sydthailand og full moon party. Godnat og sov godt!

P.s. Endnu engang tak for alle jeres søde beskeder. Det er rigtig dejligt at komme ind på bloggen og se, at I har sendt en hilsen til os.