Profile
Blog
Photos
Videos
Vi stod tidligt op, og gik ned for at få noget morgenmad inden vi blev hentet. Det var hårdt at komme op, efter kun 4 timers søvn. Vi var oppe så tidligt, at de ikke havde åbnet for morgenmaden endnu. Vi skyndte os derfor ned af gaden, og gik ind på et finere hotel. Der var de ved at gøre deres morgenbuffet klar, og vi fik lov at købe noget brød. Vi skyndte os tilbage, vi ville blive hentet mellem kl. 06.30 og 7.00, men først kl. 7.45 blev vi hentet. Der havde åbenbart været en del trafik pga. Songkran. Vi kørte nu en time, inden vi var ude i junglen. Vi fik først en badehat på, og derefter en hjelm. Badehatten var for, at man ikke skulle svede og smide sine lus i hjelmen til den næste. Vi fik også en sele på, med masser af ting der skulle holde os på svævebanerne, så ikke vi faldt ned. Vi var nu klar til at gå ned til første platform, hvor vi blev spændt fast med en line, og så skulle vi ellers bare hoppe ud fra platformen og svæve hen til næste platform.
Vi var på den lange tur, og der er 34 platforme, 22 zip lines / svævebaner (hvor den længste er 300 meter), 4 steder med frit fald (10 meter, 20 meter, 25 meter og 40 meters frit fald), 1 base camp, 3 sky bridges og 1 spiral trappe. Man flyver over 6 km i linerne/svævebanerne, og man er 1.000 meter over havets overflade, med 50 meter høje platforme, og hastigheder på op til 35 km/t.
Det var rigtig sjovt at flyve ude i junglen på linerne, og så var naturen helt fantastisk. Man er inde midt i junglen, og der er vildt høje træer alle steder. Man flyver forbi og over træer, og når man ikke fik løftet benene, kunne man godt få lidt ridser fra trækronerne under os. Selvom Mette havde været lidt nervøs for turen, var der slet ikke noget problem, da vi først kom derud. Der er ikke noget farligt over det overhovedet, tværtimod er det super sjovt! Vi klarede da også begge at hoppe ned fra platformen der er 40 meter over jorden. Efter turen fik vi frokost og en t-shirt, og kunne så køre hjem. Det var to unge drenge der skulle køre os hjem, og de spurgte om vi ville forbi et hot spring. Det ville vi gerne. Det var en lille sø, hvor vandet er så varmt, at man kan koge æg. Det dampede helt vildt, og det lugtede rigtig meget af rådne æg.
Da vi kom hjem, gik vi direkte op i seng, hvor vi sov en times tid. Derefter gik vi, med vores spand og vandpistol, ned i byen. Vi var der dog ikke ligeså længe som i går, for det var overskyet og derfor lidt koldt. Desuden var vi stadig rigtig trætte på grund af søvnmangel, og en hel dag ude i junglen. Vi gik hjem, og fik et dejligt varmt bad i stedet. Inden vi gik ud at spise, slappede vi af og fik lagt billeder ind på computeren.
Vi var sultne, og vi var sultne efter noget ordentlig mad. Ikke ris, nudler og gadekøkkener. Vi gik derfor ned til en rigtig fin restaurant, som vi før har gået forbi. Inden vi bestilte, måtte vi lige tjekke om vi havde nok med penge, for det er et dyrt sted. Vi kom af med ca. 150 kroner for os begge to. Til gengæld fik vi også noget virkelig lækkert mad, det bedste vi indtil nu har fået. Først fik vi en lille salat og noget lækkert brød. Derefter fik vi både spareribs og grillet kyllingefilet, pommes frites og grøntsager. Vi var virkelig mætte! Vi kan ikke huske, hvornår vi sidst har spist os så mætte. På vejen hjem, gik vi lige et smut forbi alle de barer der ligger der, hvor der er thai boksning. Vi satte os, og kiggede lidt på, hvordan de boksede løs på hinanden. Desuden fik vi en del tid til at gå med, at kigge på de ældre, hvide mænd der havde, eller ledte efter, en lille thaipige. Det er helt vildt, så mange hvide mænd, der er sammen med unge thai piger hernede, og specielt det sted.
På en af barerne er der en masse lady boys, og vi var så heldige, at vi nåede at se deres danseshow inden vi gik hjem. Det er simpelthen en oplevelse at se dem! Nu er vi mætte og trætte tilbage på værelset. Der går ikke længe før vi skal i seng, for vi er lidt bagud med søvn. Stine og Amanda, som vi var i Sapa med, er netop kommet til Chiang Mai, så dem skal vi mødes med i morgen, og så skal vi ud at fejre det thailandske nytår med masser af vand. Godnat og sov godt!
- comments
mor Dagny Puhha, man kan blive helt stresset og svimmel over alt det, I oplever i disse dage. Men det er jo også nu, at I skal gøre det. Når I om et par uger er hjemme igen, er det for sent. Tænk at opleve sådan et nytår. Det er helt sikkert rigtig sjovt. Forude venter nu rigtig afslapning, når I kommer til syden. Her er der også rigtig dejligt vejr. Og vi nyder det skønne forårsvejr. Knus mor